Selvfølgelig har jeg da ondt af alle de, der ikke kommer på udenlands ferie. Meget kan man sige om Tyskland, Norge og Island (også meget positivt!), men jeg tror ikke, jeg tager munden for fuld ved at pippe, at de ikke sådan er vildt ekstremt, eksotiske lande. Der er sgu` ikke megen sydlandsk stemning i Harzen, ligesom det nok mere er undtagelsen end reglen, at man forkølelsesfrit kan tage solbad i Norge og Island. Misforstå mig ikke: Jeg holder meget af de ovennævnte lande, men nogen Middelhavsstrand med palmer kan de ligesom ikke stille op med. Hvis det er det, man vil have.

Anyway, så er det egentlig slet ikke der, jeg vil hen. Jeg er nødt til at skrive, at alle ferienødstedte selvfølgelig har min sympati, og at jeg er glad ved, at de i de allerfleste tilfælde får deres penge for såvel mellem- som absolut eksotiske feriemål tilbage. Jeg læser grådkvalte beretninger om familier, der har op til 100.000 i klemme ( bare jeg var så velhavende, at jeg kunne holde ferie for 100.000!), og det er da virkelig synd for dem, at de ikke kommer afsted. Mine dybeste kondolencer. Også til medierne for en skævvridning af hele diskussionen.

For lad os lige blive ved tallet 100.000. Det er så pænt og rundt. Det forholder sig nemlig sådan, at et stort antal danskere vil tabe endog meget mere end lige 100.000 på Coronasituationen. Det gælder ikke blot små erhvervsdrivende, men bestemt også den uhyre store gruppe, der er for fattige til at få kompensation. ( Se evt. reglerne for kompensation. Her fremgår det tydeligt, at mange er for fattige til at modtage en sådan.) Her har vi alle de løstansatte, sæsonarbejderne, freelancerne uden eget firma samt mange, mange flere, der generelt kun har det til fælles, at de er lavtlønnede med ustabil indtjening. En meget stor del af disse mennesker tjener IKKE 100.000 om året, kommer næppe på ferie ( selv de billige), og er i denne tid fuldstændigt glemt og overset af en såkaldt socialdemokratisk regering. Kompensationsreglerne har ingen nicher for dem, ingen erstatning, intet noget som helst. Bare som eksempel kan nævnes de 40.000 sæsonansatte på hoteller og restauranter i hovedstaden samt et utal af kunstnere og, nå ja, rejseledere.

Jeg er så ubeskriveligt naiv, at jeg altid har set venstrefløjspartierne som de svages, de lavtlønnedes, endog arbejderklassens beskyttere. Med store ord som en slags garanter for velfærdssamfundet, for solidariteten og samfundssindet. Det sidste har vi ydermere fået utallige opfordringer om at dyrke i denne tid, men det er tilsyneladende kun nogle af os, der skal vise samfundssind og holde kæft uden løn. Jeg ved ikke helt, hvor velfærdssamfundet er blevet af, for velfærden er pludselig blevet en selektiv størrelse for de specielt udvalgte, og solidariteten gælder tilsyneladende kun overfor visse firmaer. Det her er ikke socialdemokratisk ideologi. Det er ydmygelse af de svageste, de dårligst lønnede og lige præcis de, som socialdemokratiet skulle beskytte og ikke nedgøre ved at lade dem forstå, at deres arbejde er totalt irrelevant for det fælles samfundssind og den store solidaritet.

Jo, jeg hører også alle historierne. Dem om de små erhversdrivende, der på ingen måde kompenseres, men må bruge samtlige de pensionsopsparede penge på blot at overleve. Og abstrahere fra, at de på et tidspunkt bliver gamle. Om kollega-rejselederen, der har 550 kr. at leve for, indtil verden bliver Coronafri. Men ikke mindst ( med omvendt fortegn!) alle beretningerne fra folk, jeg kender, som sidder rundt omkring på revisions- og regnskabskontorer og har det forfærdeligt med hver ENESTE dag at konstatere mange ( som i MANGE) snyd med kompensationsmidler. De, der møder folk, der officielt er hjemsendt med staten i røven, men som nu arbejder i skjul hjemmefra, for det kan staten ikke regulere, og firmaet kan på den måde få en rimeligt gratis, usynlig medarbejder. Easy, peasy. Jeg vil slet ikke udtale mig om, hvad alle disse firmaer mon tænker på. Min mund har det med at blive så grim, når jeg er virkelig provokeret.

Jo, jeg synes bestemt, det er synd for alle de mennesker, der ikke kan komme på ferie. Det synes medierne helt klart også. Men tillad mig at råbe ud, at jeg altså personligt synes, at det er 100.000 gange mere synd for alle de, der er kommet i klemme i den nuværende såkaldt socialdemokratiske ideologi, der udelukkende tilgodeser alle andre end netop de, der altid har været socialdemokratiets kernevælgere. Her er ikke bare tale om ansvarsforflygtigelse og direkte vælgermassakre. Her er også tale om et parti, der har ydmyget sine trofaste støtter ved totalt at overse dem og indirekte skrige til dem, at de er uvæsentlige for samfundets opretholdelse.

Jeg er helt sikker på, at alle disse mennesker fuldstændigt brokfrit ville “nøjes” med en ferietur til Tyskland, Norge eller Island. Der står nemlig slet ikke ferie på deres dagsorden. Den drejer sig udelukkende om overlevelse, blot og bart. Og en sådan kan være særdeles svær og ekstremt fantasikrævende i et land, hvor en selvudråbt form for socialdemokratisme pisser højt, flot og ydmygende på lige præcis de, der burde tages hånd om.

Hvad i alverden er der dog sket med deres ideologi? Er den taget på ferie? Mig bekendt opfører man sig da ordentligt og ikke nedgørende overfor andre mennesker, selv i Norge, Tyskland og på Island.

PS. Skal i denne forbindelse, for at undgå misforståelser, også sige, at det ville være 1) langt billigere med adskillige milliarder og 2) langt mindre ydmygende at give alle disse mennesker kompensation fremfor offentlige ydelser. Mange lever på en selvvalgt minimumsgrænse allerede, og det er netop et valg, der er truffet på baggrund af, at man både er stolt af sit arbejde samt stolt af, trods alt, at kunne klare sig selv. Alle disse mennesker ønsker generelt ikke sociale ydelser–de ønsker anerkendelse for, at deres arbejde er væsentligt og ikke overset.

Der er nogen, der holder fest under vores hus om natten. Eller også er der bare tale om en yderst dysfunktionel familie, der har det med at styre det meste aggressivitet over i højlydt råben og meget fysiske slagsmål. Det lyder som om, de kaster seriøst rundt med hinanden. I alt fald banger de sådan ret voldsomt mod stuegulvet nedefra, mens de siger nogle vældigt høje lyde, der lyder ligesom hele Disneyland på speed.

Det er næsten altid omkring klokken 2. Og ikke hver nat. Det virker lidt, som om de samler sammen, og så holder et enormt party, eller husspektakel, eller hvad de nu gør, når de har samlet råb og skrig nok sammen til at give den ekstra power. Når den natlige fest under vores hus begynder, vil selv den mest hårdtsovende ikke have en eneste chance. Det er, som væggene dirrer, gulvet går i bølgegang, og nattens tysthed forstyrres af Anders And og samtlige nevøer i rewind.I begyndelsen troede vi, det var katte. Altså 2 hankatte, der var gået i territorieselvsving. Men selv de allermest adrætte katte vil ikke kunne komme ind under det hus. Tilligemed at hankatte på pisse-af-togt ikke er velkendte for at mave sig ind under huse for at kaste rundt med hinanden. I alt fald er der ikke megen plads dernede for en gennemsnitshankat til at møfle rundt med en anden.

Det er selvfølgelig ubehageligt at blive vækket af den slags midt om natten. Ikke alene er det altid ubekvemt at blive vidne til andres interne skænderier, men der er også yderligere omkostninger forbundet med det. For det første er enhver form for sov sat på stand-by, når deres mundtøj går på myldrebæ, og de går i familiekast. For det andet er den eneste chance for at få dem pacificeret selv at trampe rundt som en gal, gerne ivrigt syngende, hvad man nu kan finde på at synge på den tid af natten. For det tredje afstedkommer deres tilstedeværelse en så panisk angst hos vagthunden, at den, pustende og urolig, skal indtage en siddende position cirka midt på min mave. Hvor den så skal blive, indtil alt det der farlige er overstået. Jeg går sjældent efter de billige point, men her kan jeg simpelthen ikke styre mig selv omkring den konklusion, at han absolut ikke er nogen mårhund.

Netop denne form for uønskede lejere er ikke underlagt lejeloven og dermed udsmidelige. Det ved vi, for vi har haft dem før. Heldigvis har vi aldrig oplevet samme modbydeligheder som genboen, som for år tilbage også blev besat og måtte iagttage et fastklemt, dødt pindsvin omkring tagryggen, der sad i klemme, halvt ude, halvt inde. Døde pindsvin har det med at blive endnu dødere hen ad vejen, og når selv lejeren ikke kunne få det igennem hullet, så krævede det bestemt også en indsats af ejeren. En modbydelig, endda. Så er det, vi bare skal lade være med at være specifikt fantasifulde omkring, hvad der måtte gemme sig inde under vores hus. Hvad vores foretagsomme lejere har slæbt derind, og som, det er jo naturens gang, bare bliver dødere og dødere. Man skal simpelthen abstrahere fra, hvad der er efterladt under køkkenvasken, selv om jeg da godt synes, jeg ind imellem kan ane det sådan lugtmæssigt. Var det en almindelig, menneskelig lejer, der sådan moslede rundt med lig om natten, ville det da være en oplagt opsigelsesårsag, men den går desværre ikke her.

Derhjemme har vi også, for år tilbage, haft samme problem. Der fik vi rådet, at den slags familier ikke tolererer støj om dagen, selv om de da ellers nok fråder i egen larm om natten. Man skal derfor sætte en radio i gang, så de stresses. Problemet er så bare, at ulig derhjemme, hvor vi dengang gik på arbejde, så er vi faktisk her om dagen, og skal selv tortureres med permanent støj. Men hvad gør man ikke for at få sin nattesøvn tilbage, undgå mareridtsagtige scener med visualiseringer omkring, hvilke afdøde der befinder sig under ens hus samt undgå at blive kvalt af en tøsedrengshund på 40 kg., der okkuperer sin ejers mave til kvælningsstadiet?

Jeg var i sin tid meget fortørnet over, at man nedlagde Radio 24-7. Og jeg er da heller ikke fri for skadefryd, når det kommer til, at lytterfri Radio Loud, der overtog licensen, men absolut ikke lytterne, er sådan en fiasko. Så jeg tænker, at når virkelig ingen gider at lytte til den station, så må den virkelig være så enerverende, at den selv kan virke oprivende, flytningsfremmende og stressende på mårfamilier. Den får de! Samtidig med, selvfølgelig, at jeg vil synge og danse, trampe og hoppe, invitere tonsvis af larmende gæster samt i det hele taget være noget så dødstøjende, at selv uønskede lejere får nok. Faktisk kender jeg også en, der kan snakke som Anders And, så hvis alt det ikke virker, så må jeg vel hidkalde vedkommendes assistance og give ris til egen mårrøv.

For jeg gider ikke deltage i andres natlige parties. Eller høre på deres skænderier. Eller huse deres lig.

Jeg har slet ikke været forårsforkølet i år. Jeg har heller ikke haft spænende maveonder. Jeg kender, for den sags skyld, heller ingen, der har. Ligesom jeg (i parentes bemærket) heller ikke kender nogen, der har haft Corona. Sammen med alle de, jeg kender, har jeg været noget så uovervindeligt sund på virusfronten. Selv ikke, når jeg egentlig syntes, jeg sådan gik og frøs lidt og nok ville få en akut forkølelseslussing på efterkrav, så er jeg sluppet. Så ikke engang på de fortjente forkølelser har der været uønsket Bingo. Ikke megen lidelse her, ingen snot, ingen nys og en særdeles velafbalanceret afføringscyklus, tak.

Så det er da ganske forfærdeligt så meget, vi i grunden går rundt og smitter hinanden. Og hvor meget vi de sidste måneder har ladt være. Ikke bare os trekvartgamle med anstændige, moderate adfærdsmønstre, men sandelig også andre grupper i samfundet. Jeg hørte om en praktiserende læge, hvis urinprøver på daglig basis var dalet fra ca. 20 til cirka 2, primært fordi alle de unge piger ikke havde nogen som helst chance for at score sig diskoteks-opsamlede one-night-stands, og i øvrigt heller ikke har haft nogen som helst grund til at rende rundt om natten, i kulden, i alt for tyndt tøj, når der nu ikke har været nogen steder at rende hen om natten i scoretøj. Jeg er også sikker på, det statistisk må kunne spores, at diverse kønssygdomme har haft særdeles udfordrende vilkår. Det har givetvis være op ad bakke for gonorreen…

Og har det så egentlig været sjovt at gå rundt med sig selv, totalt virusløs og ueksponeret for alskens dårligdomme? Ja, de fleste af os undgik da i alt fald Coronaen, men jeg havde nu nok ofret en 3 dages snot ind imellem, bare for at have fået lov at se lidt andre mennesker. Jeg er seriøst villig til at give et maveonde i pant for at komme på arbejde, og jeg tager også gerne en lille (men kun minimal og smertefri) mellemørebetændelse for, at verden bliver sig selv igen.

Selvfølgelig er det vigtigt, at vi som samfund passer på de særligt udsatte, og at vi ikke åbner vores samfund for tidligt og for hurtigt, men hvem skulle have troet, at vi ligefrem (eller i alt fald jeg) i ren desperation var kommet dertil, hvor almindelige vira egentlig er at foretrække fremfor ingen vira. Fordi de vante vira signalerer normalitet og liv.

Jeg kan også godt frygte, hvordan alle de tilsattesatte og hengemte vira vil falde os i ryggen, når de nu snart får deres store comeback. Når vi begynder at mænge os lidt med hinanden igen og måske endda, selvfølgelig ved en fejl, erobrer hinandens intimssfære og kommer på mindre end en meters afstand. Vil de så iværksætte et hævntogt, de vira, som plaster på et alt for magert og kedeligt forår, hvor de, med rette, har følt sig outede og fejlcastede i et samfund, der bare ikke har været virusvenligt? Vil de tage en så voldsom hævn, at vi må ligge underdrejede i sommervarmen, mens de små piger går på såvel diskoteker som på kroniske blærebetændelser? Hvem ved.

Underligt nok er det jo først nu, jeg sådan konstaterer min virusmangel. Jeg har overhovedet ikke skænket snot en tanke hele foråret. Så på den ene side set har Coronaen da bestemt været positiv for majoritetens fysiske helbred på en underlig omvendt måde, men på den anden side set, så længes jeg næsten efter en god, gennemsnottet forkølelse, hvis den samtidig er signal om, at der er liv, normalitet og samvær mellem mennesker.

Hvis nogen ellers har læst oploadningerne af fortidens liv, forstået som indlæg fra de forrige år, så vil de vide, at jeg lige nu skulle have siddet i Kaukasus. Det gør jeg så ikke. Jeg sidder i Hurup, hvor udsigten til pragtfulde Ararat er reduceret til irritation over udsigtsforstyrrende sommerhuse, og alle de store, gamle klostre og kirker ligeledes er formindsket til Hurup kirke, der, helt uden at fornærme den, godt kan kategoriseres som både relativt lille og ung. Heldigvis har jeg da stadig et sommerhus ved foden af Hurup klitter…

Af mangel på arbejde ( når man ikke arbejder, får man ikke løn, her under en socialdemokratisk regering, hvor mange af os tjener for lidt til at få kompensation!) har jeg så opfundet mit eget. Jeg legede lige markedsøkonom et par minutter en eftermiddag og kom til den konklusion, at alle de 60+-ere, der jo heller ikke kan komme til Kaukasus ( eller andre steder, for den sags skyld) decideret må sukke efter noget kultur og historie i hjemlandet. Hvortil de er bundet her i sommer. Det giver jo ingen mening, at det kun er i fjerntliggende områder, at historien er spændende. Det passer heller ikke. Der er gode historier overalt. Og dem samler jeg på. Sådan at jeg kan videregive dem til det publikum, som MÅ være derude.

Så jeg har læst mig gennem bunker af hjemstavnshistorie fra netop denne egn. Jeg ved alt om Novos fødsel, om havnens tilblivelse, om sandflugt (sandflugt er faktisk spændende), om hvad der hændte i området under krigen, strandinger (ved folk i den forbindelse, hvor ordet “bjærgsom” kommer fra?) om saltsydning (de har garanteret ikke sydet ret meget salt derovre i Kaukasus, og man bliver helt rørt over mennesker, der gad koge 13 kg. tang for at få godt og vel 100 g. salt–efter en kolossal proces) og meget, meget andet, og jeg kan, hvilket jeg er nødt til for min egen skyld, krydre med selvoplevede historier, der også er både sigende og temmelig morsomme. Med andre ord er jeg bare noget så parat til at gå en tur i klitterne med alle de der 60+-ere og alle andre, der er strandet på MIN strand, fordi udenlandske strande er no-go.

Nu kan jeg jo, for den sags skyld, gå turen i al evighed, sådan nærmest gå i permanent strandturs-pendul i mine egne gummistøvler og mit eget selskab (her skal dog lige indskydes, at hunden efterhånden ville kunne gå den selv, så godt kender han den), hvis ingen er opmærksomme på min gang. Det ligger meget dårligt til mig at promovere mig selv, at “være om mig”, som det hed, da jeg var yngre, men der er ingen vej udenom, hvis man ikke vil dyrke sin strand-ensomhed og fortsætte sommeren som økonomisk paria på manden.

Derfor har jeg været noget så om mig. Jeg har været i lokale aviser, fået opbakning af turistbureauet, prøvet at få omtale både hist og pist samt slået min strandgang op på Facebook. Det sidste dog med et noget magert resultat, da (nu kan jeg jo lige så godt klemme det ud!) kun et fåtal har delt opslaget. Der har været venner, der har været endog særdeles opbakkende og selv sendt det uopfordret videre til andre instanser, men som hovedregel har udfaldet været skuffende. Eneste konklusion må være, at Facebook ikke er stedet at promovere sine tiltag.

Så er der det, at forsamlingsforbuddet jo stadig går på max. 10., og derfor er det absolut nødvendigt, at folk tilmelder sig, så jeg kan regulere antallet, og ingen derfor møder forgæves op. Men min telefon har været død, stille, uvågen og stærk sovende. Det er næsten lige før, jeg bliver sådan helt skuffet, når det bare er mor, mand og børn, der er på linjen, for jeg ville så fortvivlende gerne snakke med nogle fremmede. Nogle fremmede, potentielle strandgængere. Men der er tilsyneladende ingen af den slags, der vil snakke med mig!

Hvis jeg nu selv skal sige det (og det er jeg jo nødt til!), så synes jeg faktisk , konceptet er spændende og godt og lige må være noget for alle de, der må finde alternativer til Empire State og Edinburgh Castle. For nu at tage munden HELT fuld. Her er også foretagsomme folk, der i den grad byggede i højden i enhver form for overført betydning, og den lokale Mon`s Meg var, ulig den i Edinburgh, transportabel, og det siges, at en lokal bonde (om hvem der er en god del lune historier) endda har en bortkommet kanonkugle muret ind i sin gavl. Her er ikke som sådan kronjuveler ( de er nu også lidt pjaltede, dem i Edinburgh), men førhen kunne man nu nok nøjes med salten som en slags guld.

Jeg VED, de er derude, alle de andre strandede. Jeg ved bare ikke helt, hvad jeg mere kan gøre for at fortælle dem, at selv strandinger her er spændende og råber på at blive fortalt om.

Det er tilsyneladende ikke nok i sig selv at have et forretningskoncept, der i tankerne ser ud til at være oplagt og kunne bære. For lige nu er det da godt nok op ad bakke her i Hurup. Og at skulle aflyse premieren af den flove grund, at der ikke var en eneste kunde til samme premiere–det er da godt nok sølle. Som at strande med et flot skib op ad Hurup bakke….

Jeg ved godt, at sagerne i deres indre struktur er usammenlignelige. Men udadtil handler de, jævnt hen, om det samme. Udover at alle de ovennævnte klart har misbrugt deres magt, så er de også gået lige direkte i post-Coronafælden, hvor vi allesammen, efter månedsvis af ufattelig kedelig lock-down, higer efter en form for hævn. En diffus en af slagsen, hvor alle forbrydelser skal straffes med den samlede masse af de frustrationer, vi nu har haft næsten 3 måneder til møjsommeligt at samle op. Get them!

Inger opløste ægteskaber uden belæg for at gøre det–sikkert fordi hun simpelthen personligt var imod samme mindreårsgiftemål. Man har svært ved at se en form for egen vinding her. Mette lukkede et land uden diverse myndigheders anbefalinger–sikkert fordi hun ville undgå en epidemi, da ingen vel kan forestille sig, hvilke andre bevæggrunde hun måtte have haft. (At være sikker på voldsom nedgang i BNP, at skaffe tusindvis af arbejdsløse, at undgå skolegang for samtlige børn i landet, måske?) Dominic, derimod, tog på tur til Durham, 450 kilometer fra sit hjem, for at aflevere sin søn (siger han!), men den slags går ikke, når resten af hans land på samme tidspunkt knapt nok må bevæge sig udenfor. Her spottes en tydelig egenvinding, men omvendt har manden vel næppe haft planer om samtidig personligt at udbrede Coronavirus på samtlige rastpladser langs motorvejen og decideret opstarte egen epidemi i Durhamområdet.

Ja, der er tale om embedsmisbrug og anvendelse af ulovlige metoder. I alle tilfælde. Ingen tvivl om det. Men reaktionerne!! Det er som om, denne Coronaagurketid, hvor der ret beset ikke er hændt en halvlunken fis, og hvor vi alle er ved at gro til i opsparede frustrationer og manglende steder at placere en form for skyld for vores liv på stand-by, nu udmynter sig i en form for frådende overfald på netop de tre, som besynderligt nok kommer til at personificere målet for vores vrede. I Storbritannien vrimler det med følelsesporno omkring mennesker, der ikke engang kunne deltage i deres nærmestes begravelser, mens usolidariske Dominic var på tur til Durham. De havde givetvis heller ikke kunnet deltage, selv om Dominic var blevet hjemme. I Danmark er stemningen mod den store landsforkvinde nogle steder ved at vende sig til klynkeri over, at man Gudhjælpemig grundet hendes beslutning har måttet sælge sine elskede veteranbiler. Og hvor venstrefløjen for tiden er gået i selvsving over Ingers egensidige beslutninger, så er højrefløjen gået i kødet på Mette, der da også helt sikkert har influeret kursen på deres aktier. Sikket held, at der er en til hver fløj! Til fælles har de alle, at det i virkeligheden slet ikke blot og bart handler om, hvad de tre prügelknaber og knabinder har gjort. Det handler om et sted at parkere sine frustrationer. Et sted at komme af med den vrede, den afmagt, der både kommer af indespærring, men da sandelig også frustrationerne over at måtte afstå fra begravelser, gå ned på aktierne, sælge sine veteranere samt i det hele taget have levet et liv, der har været på en stand-by knap, de færreste af os anede eksisterede.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at alle de nævnte har begået fejl og twistet deres magtbeføjelser. Det er ikke i orden. Men måske skal vi lige overveje en ekstra gang, om VORES reaktioner er i orden? Der er næppe nogen af dem, der personligt bør stå til ansvar for, at en pandemi har ramt os og i flere måneder har sat vores liv på uliv og ulidelig kedsomhed. Men selvfølgelig: Det er så forbandet let at skyde skylden derhen. Så oplagt og så dejligt. Så er vi da i det mindste selv fri for en portion af den.

En sjælden gang–når det lige kommer over mig–tager jeg et tjek på, hvem der egentlig læser min blog. Selvfølgelig kan jeg ikke se nogen form for personlige oplysninger, men jeg kan se, hvor folk bor på byniveau. Jeg kan se også se, hvor mange der på en given dato og et givet tidspunkt har været inde på den.

Det er langt fra imponerende. Heldigvis skriver jeg primært for min egen skyld og fordi, jeg ikke kan lade være, for hvis mine læsertal skulle sammenlignes med, hvad andre kan stimle sammen af interesse, så er jeg vist overordentligt dumpet. Jeg fortæller mig selv, at jeg bare er Coronasikker. Her er så relativt langt mellem læserne, at ingen er i nogen form for fare for elektronisk overført Coronavirus. Det sidste er en Fandens god undskyldning for at abstrahere fra–eller undertrykke–at jeg nok bare er relativt uinteressant sammenlignet med andre. Ydermere kan jeg iagttage, at mit vækstpotentiale er lig lidt mere end nul. Det vil altså sige, at jeg opretholder en fin balance omkring uinteressanthed. Selvfølgelig har jeg da talt med mig selv om, at jeg nok prioriterer de forkerte emner. Men når man nu hverken er ekspert på damemode, boligindretning, haveomlægning og kreering af interessante bede og buketter samt bagning, madlavning, håndarbejde eller dating, så må man vel nøjes med, hvad man dog trods alt ved en lille smule om. Ikke at ovenstående kriterie har afholdt andre fra at fatte tasterne, men det er en helt anden historie.

Anyway, så er jeg da i det mindste populær ( det er sådan, hvis man ser det statistisk i forhold til andre egne!) i hovedstadsområdet. Jeg har, helt uden sammenligning, min største og mest trofaste læserskare i og omkring København. Det kan selvfølgelig også skyldes det logiske faktum, at der bor flest mennesker. For personligt synes jeg da, at mine generelle betragtninger udspringer af en sold plantning i provinsiel muld med et udsyn, der også begrundes i udkantskonsensus. Måske synes de bare, jeg er vildt eksotisk? De andre store byer er også godt med, især Århus, selv om den ikke på nogen mulig måde er runner-up på hovedstaden. Ålborg, Esbjerg og Randers klarer sig ganske fænomenalt, mens Odense ( det har jeg vist konkluderet før) bør tage sig lidt mere inderligt sammen. Det er ikke fordi, jeg er totalt uden Fynsappel. Det er sådan mest Odense, der har andre interesser. Måske ER de generelt bare mere til bagning og haveomlægninger derovre?

Jeg ved også godt, at det er lidt småt med indbyggertallet i Vestjylland. Men sammenlignet med andre tyndtbefolkede egne, så er netop Vestjylland på taberkurs. De er håbløst bagud i forhold til mange Sydhavsøer, og især egnen omkring Ringkøbing finder mig nærmest ulæselig. Hvis jeg overhovedet har læsere der omkring, er det sikker nogle, jeg kender! Trekantsområdet, derimod, er ret godt befolket med mennesker, der læser med, ligesom Ålborg-egnen, med pil op i Vendsyssel, tager sig alvorligt sammen. Sønderjylland er ikke så venlige. Måske kender de mig også?

En anden ting, der spiller en væsentlig rolle for læserskaren, er vind og vejr. På en solskinsdag er jeg overflødig, glemt og ignoreret, mens det tydeligt afspejler sig, når det regner, er vinterligt eller bare blæser betragteligt. Årstiderne som sådan er også aflæselige. Jeg er en vinterkvinde, hvis sommer som regel går relativt upåagtet hen. Der er tydeligvis andre gøremål, der er meget mere tiltrækkende.

Når jeg sådan ser statistikkerne, afføder det selvfølgelig spørgsmålet omkring, om det er det hele værd. Det er ikke gratis at have en blog–man betaler for domænenavn og webhotel, blandt andet–og indtægter er der jo absolut ingen af. Der er ikke meget win/win her. Men så kommer jeg alligevel altid til den konklusion, at jeg ikke kan lade være, at jeg nok er nødt til at betale for, at jeg kan få lov til at skrive.

Sådan at alle de mennesker ovre i hovedstaden kan blive ved med at læse, vestjyderne kan lade være, og vejret og årstiderne kan arte sig præcis, som de vil, mens jeg skriver videre. For en lukket og meget intim kreds, der heldigvis stadig gider at læse.

Og tak for det!

Jeg tog dette billede i morges nede på min strand. Det er egentlig ret flot. Ikke billedet som sådan, men det, der er på det. Indbydende, sommerferieagtigt, sommeragtigt, med tydelige referencer til bikinier, sandslotte og fiskenet og på ingen måde afskrækkende.

Og så lyder ordet “afskrækkende” vel også lidt underligt. Lidt afskrækkende. Men det betyder bare i denne sammenhæng, at det, som det nok er for nogle, faktisk ikke er så afskrækkende, at vi nok allesammen skal belave os på, at vores sommerferie i år kommer til at foregå et sted, der enten ligner dette, ligner de største byer i landet–eller påfaldende minder om vores egen baghave. For selv om der nok åbnes såkaldte “turistkorridorer” og officielt ikke er begrænsninger i indrejser og gennemrejser til andre lande, så tror jeg ikke rigtigt på, udlandsture bliver det mest trendy sommerhit i år. De fleste af os vil blive herhjemme. Enten vil vi ikke orke at tage afsted for bare restriktioner, eller også vil vi simpelthen ikke turde. Endelig vil den forringede økonomiske situation, som mange står i, heller ikke være specielt fremmende for udlandsferier.

Så er det, jeg kan hilse herude fra det, der om få uger bliver til “sommerlandet” og klart melde ud, at her er dejligt. Her er en påfaldende mangel på tyske sandentrepenører, inklusiv deres læsejl. Her er ingen vilde parties, der drukner i Sangria, spidstegte grise og nærtboende diskoteker med dunkerytmer fra højtalere i skyskrabermodellen. Her er ikke engang tonsvist af billigt ferietøj i dårlig kvalitet og sydeuropæiske blomster til salg. For det meste er her heller ikke varmegrader, der udelukkende er kræftfremkaldende eller brænder skandinavisk hud til usaltede flæskesvær med variabel fedtkant. Man skal ikke engang lide 2 dages tysk motorvej med uspiselig Currywurst og tørt franskbrød eller de nye sikkerhedstjek på godt og vel et døgns tid i lufthavnene for at komme hertil. For de fleste taler vi vel bare om under en time.

Nede i min lille skov bor der et par havørne, og lidt længere nede af stranden holder en flok hejrer til. Man kan gå ude på revlerne ved ebbetid og finde alskens interessante ting, inklusiv rav, og fiskemandens fisk er decideret bedre end tør, sydeuropæisk tunfisk. Går man ad Nordsøruten langs stranden, har man den næsten for sig selv, og vil man endelig afbranke sit trekvartgamle skind, er det absolut en mulighed i klitterne, hvor man virkelig skal gøre sig umage for at komme på 2 meters afstand af andre. Heroppe ville man jo nærmest blive anset for lurer, hvis man kom så tæt på!

Så når vi nu alligevel allesammen skal være her, fordi der simpelthen ikke findes alternativer—ja, så er det såmænd slet, slet ikke så slemt. Tværtimod!

Om ikke andet så er Coronaen genial til at tilskynde til gåture i Danmark. Vi er ved at blive et land af travere. Og så er det hele vel ikke så galt, at det ikke i det mindste er godt for noget.

Det var faktisk flere år siden, jeg sidst havde været på Skamlingsbanken, da jeg igen var der i går. Og dette nationale mødested med stærke historiske, og sandelig også genforeningsrelaterede, rødder er altid et besøg værd. Her er så smukt, at man hver eneste gang, det besøges, får sådan lidt åndenød af bare smukheds-nydelse. At det så er blåt, blåt bælt, bugtede bakker og bøgeskov i maj lige nu hjælper også gevaldigt.

Jeg prøver at undgå de mere organiserede sammenkomster på dette for vort land så højtidelige sted. Jeg erindrer for nogle år siden ufrivilligt at være mødt op på en Grundlovsdag (fordi jeg havde glemt alt om samme grundlov og dens fødselsdag) og sådan nærmest at måtte kravle i dølgsmål ned ad de stejle bakker, fordi jeg på ingen måde ville associeres med en daværende, taleholdende statsminister–når jeg nu bare skulle ud at gå en tur.

Men i går var der ingen politiske trusler og i det hele taget meget få mennesker på den smukke rute fra toppen af bakken og ned til vandet. Først går man gennem en sand skov af nationale mindesmærker, hvorefter skoven bliver til lysegrøn bøg. Lysegrøn bøg med slugter, rislende bække og duft af forår. Det sidste stykke ned går gennem engdrag med græssende kvæg og sommerhusområder, hvorefter man ender ved den smukke og meget badevenlige strand. Og kan man for nedadgående abstrahere fra, at man også skal op igen ( bilen skal vel hentes), så er nedturen sand nydelse. Opturen er lidt hårdere. Der skal man sådan ind imellem tale lidt med sig selv og love noget med chokolade og lakrids, for at det går gnidningsfrit. I øvrigt anbefales en tur langs stranden, som også har gode picnicforhold til medbragt mad.

Jeg kan godt forstå, man taler og talte om Danmarks skæbne sådan et smukt sted. Man får jo lyst til at eje det hele, dette dejlige land, når man sådan står der på toppen og kigger ud. Og i godt vejr kan man vel nærmest se til Ejderen med lidt god vilje og blive inspireret af det….

Ligeledes kan man trave Coronablues af i mindst 2-3 timer. Op og ned.