Selvfølgelig har jeg da ondt af alle de, der ikke kommer på udenlands ferie. Meget kan man sige om Tyskland, Norge og Island (også meget positivt!), men jeg tror ikke, jeg tager munden for fuld ved at pippe, at de ikke sådan er vildt ekstremt, eksotiske lande. Der er sgu` ikke megen sydlandsk stemning i Harzen, ligesom det nok mere er undtagelsen end reglen, at man forkølelsesfrit kan tage solbad i Norge og Island. Misforstå mig ikke: Jeg holder meget af de ovennævnte lande, men nogen Middelhavsstrand med palmer kan de ligesom ikke stille op med. Hvis det er det, man vil have.
Anyway, så er det egentlig slet ikke der, jeg vil hen. Jeg er nødt til at skrive, at alle ferienødstedte selvfølgelig har min sympati, og at jeg er glad ved, at de i de allerfleste tilfælde får deres penge for såvel mellem- som absolut eksotiske feriemål tilbage. Jeg læser grådkvalte beretninger om familier, der har op til 100.000 i klemme ( bare jeg var så velhavende, at jeg kunne holde ferie for 100.000!), og det er da virkelig synd for dem, at de ikke kommer afsted. Mine dybeste kondolencer. Også til medierne for en skævvridning af hele diskussionen.
For lad os lige blive ved tallet 100.000. Det er så pænt og rundt. Det forholder sig nemlig sådan, at et stort antal danskere vil tabe endog meget mere end lige 100.000 på Coronasituationen. Det gælder ikke blot små erhvervsdrivende, men bestemt også den uhyre store gruppe, der er for fattige til at få kompensation. ( Se evt. reglerne for kompensation. Her fremgår det tydeligt, at mange er for fattige til at modtage en sådan.) Her har vi alle de løstansatte, sæsonarbejderne, freelancerne uden eget firma samt mange, mange flere, der generelt kun har det til fælles, at de er lavtlønnede med ustabil indtjening. En meget stor del af disse mennesker tjener IKKE 100.000 om året, kommer næppe på ferie ( selv de billige), og er i denne tid fuldstændigt glemt og overset af en såkaldt socialdemokratisk regering. Kompensationsreglerne har ingen nicher for dem, ingen erstatning, intet noget som helst. Bare som eksempel kan nævnes de 40.000 sæsonansatte på hoteller og restauranter i hovedstaden samt et utal af kunstnere og, nå ja, rejseledere.
Jeg er så ubeskriveligt naiv, at jeg altid har set venstrefløjspartierne som de svages, de lavtlønnedes, endog arbejderklassens beskyttere. Med store ord som en slags garanter for velfærdssamfundet, for solidariteten og samfundssindet. Det sidste har vi ydermere fået utallige opfordringer om at dyrke i denne tid, men det er tilsyneladende kun nogle af os, der skal vise samfundssind og holde kæft uden løn. Jeg ved ikke helt, hvor velfærdssamfundet er blevet af, for velfærden er pludselig blevet en selektiv størrelse for de specielt udvalgte, og solidariteten gælder tilsyneladende kun overfor visse firmaer. Det her er ikke socialdemokratisk ideologi. Det er ydmygelse af de svageste, de dårligst lønnede og lige præcis de, som socialdemokratiet skulle beskytte og ikke nedgøre ved at lade dem forstå, at deres arbejde er totalt irrelevant for det fælles samfundssind og den store solidaritet.
Jo, jeg hører også alle historierne. Dem om de små erhversdrivende, der på ingen måde kompenseres, men må bruge samtlige de pensionsopsparede penge på blot at overleve. Og abstrahere fra, at de på et tidspunkt bliver gamle. Om kollega-rejselederen, der har 550 kr. at leve for, indtil verden bliver Coronafri. Men ikke mindst ( med omvendt fortegn!) alle beretningerne fra folk, jeg kender, som sidder rundt omkring på revisions- og regnskabskontorer og har det forfærdeligt med hver ENESTE dag at konstatere mange ( som i MANGE) snyd med kompensationsmidler. De, der møder folk, der officielt er hjemsendt med staten i røven, men som nu arbejder i skjul hjemmefra, for det kan staten ikke regulere, og firmaet kan på den måde få en rimeligt gratis, usynlig medarbejder. Easy, peasy. Jeg vil slet ikke udtale mig om, hvad alle disse firmaer mon tænker på. Min mund har det med at blive så grim, når jeg er virkelig provokeret.
Jo, jeg synes bestemt, det er synd for alle de mennesker, der ikke kan komme på ferie. Det synes medierne helt klart også. Men tillad mig at råbe ud, at jeg altså personligt synes, at det er 100.000 gange mere synd for alle de, der er kommet i klemme i den nuværende såkaldt socialdemokratiske ideologi, der udelukkende tilgodeser alle andre end netop de, der altid har været socialdemokratiets kernevælgere. Her er ikke bare tale om ansvarsforflygtigelse og direkte vælgermassakre. Her er også tale om et parti, der har ydmyget sine trofaste støtter ved totalt at overse dem og indirekte skrige til dem, at de er uvæsentlige for samfundets opretholdelse.
Jeg er helt sikker på, at alle disse mennesker fuldstændigt brokfrit ville “nøjes” med en ferietur til Tyskland, Norge eller Island. Der står nemlig slet ikke ferie på deres dagsorden. Den drejer sig udelukkende om overlevelse, blot og bart. Og en sådan kan være særdeles svær og ekstremt fantasikrævende i et land, hvor en selvudråbt form for socialdemokratisme pisser højt, flot og ydmygende på lige præcis de, der burde tages hånd om.
Hvad i alverden er der dog sket med deres ideologi? Er den taget på ferie? Mig bekendt opfører man sig da ordentligt og ikke nedgørende overfor andre mennesker, selv i Norge, Tyskland og på Island.
PS. Skal i denne forbindelse, for at undgå misforståelser, også sige, at det ville være 1) langt billigere med adskillige milliarder og 2) langt mindre ydmygende at give alle disse mennesker kompensation fremfor offentlige ydelser. Mange lever på en selvvalgt minimumsgrænse allerede, og det er netop et valg, der er truffet på baggrund af, at man både er stolt af sit arbejde samt stolt af, trods alt, at kunne klare sig selv. Alle disse mennesker ønsker generelt ikke sociale ydelser–de ønsker anerkendelse for, at deres arbejde er væsentligt og ikke overset.