Om håndsprit.

Hvis nogen for bare 3-4 måneder siden havde fortalt mig, at jeg nu ville sidde og skrive et indlæg om håndsprit (HÅNDSPRIT!!), ville jeg have anset dem som rablende gale. Indtil da var håndsprit ikke en faktor i mit liv. Nærmere en ubetydelighed, som havde sin egen verden blandt de, der havde et arbejde, som krævede den slags af sundhedsmæssige årsager. Jeg har aldrig fundet det væsentligt at afspritte efter omgang med hverken elever eller gæster. Ligesom de førnævnte heller ikke synligt har decinficeret sig selv efter omgang med mig.
Men al den slags ansvarsløs spritløshed er jo nu historie. Nu ikke bare spritter sig. Jeg grovspritter, heldagsspritter, spritter af og spritter så lige en gang til i det store samfundssinds tjeneste. Jeg befinder mig i en permanent odeur af sprit og forventer nærmest at skulle forsvare min aroma overfor politiet, hvis jeg skulle blive stoppet i en kontrol.
Jeg er endda blevet så erfaren udi spritligheden, at jeg har noteret mig, at der er forskel på sprit. Faktisk er jeg sådan, hen ad vejen og i det stille, gået hen og har fået favoritspritter. Allerbedst er den autoriserede hospitalssprit, som vi af arbejdsmæssige årsager legalt har i bilen. Hvis jeg kan, sniger jeg mig til en gang bilspritning i dølgsmål, for hospitalerne har, ulig mange andre, ikke tilsat andet end sprit. Deres sprit er ren, uparfumeret og sådan lidt tyndtflydende i det. Lige en konsistens for mig. Man skal overhovedet ikke bøvle rundt med at få den klemt ind mellem pølsefingre og op ad armene, for den løber sådan næsten af sig selv. Og så lugter den bare af sprit.
Ulig den, vi kom til at købe i Jem og Fix. Og vi købte relativt meget, for det var i de dage, da hele landet gik i spritforstoppelse, og så må man jo have sit lager. Den stinker, og så er den vammeltyk og usmørelig. Jeg ved ikke, hvad den stinker af, men det er en grim en, der sådan ligesom bliver hængende og kravler helt ind i huden. Positivt set er den vældigt præventiv overfor neglebidning og afrykning af neglerødder pr. mundmetoden. Det gør man kun en gang. Til gengæld har man fornøjelsen af smagen i ugevis, og hvis nogen tror, tandpasta er et vidundermiddel, så tror de fejl. Heller ikke hvidløg.
Det er efterhånden sådan, at jeg har fået et forhold til håndsprit, der minder ret meget om det, jeg har til cremer. Jeg har fået klare favoritter. Faktisk er jeg med tiden blevet så erfaren, at jeg klart vælger mine indkøbsforretninger efter kvaliteten og duften på deres håndsprit. Nettos er noget pjask, men det er uparfumeret, mens Remas har en fin kvalitet og kun lidt parfume. Det er også meget sigende, at man ikke kan regne med nogen forretninger–i længden. De lægger ud med en fin sprit, men når de så ser indhugget, og hvor meget det koster, så går de over til sekundavarer. Det skal man lige være opmærksom på. Det ville også, for feinsmeckere som mig, være en klar fordel, om supermarkederne allerede i deres tilbudsaviser slog op, hvilken sprit de bruger. Så kunne man jo afpasse sine handelsvaner efter det.
Endelig ER alt det spritteri jo en ekstra omkostning. Sprit er dyrt, hvis man ikke lige har direkte, legale forbindelser til sygehusene. Derfor er jeg også meget OBS på mine afspritningsvaner ved indgang og udgang fra forretninger og andet. Godt nok har jeg selvfølgelig sprit i bilen ( og i håndtasken, og i lommerne, og i anywhere), men mit forbrug nærmer sig jo en størrelse, hvor jeg da sandelig kan mærke på økonomien, om jeg husker at tage alt det med, der er gratis. Så jeg spritter altid lige en ekstra gang, når der er gratissprit.
Afslutningsvis kan jeg også fortælle, at jeg har sådan nogle små beholdere, der bare er SÅ geniale til anywhere. Jeg vil aldrig gå ned på sprit. Ligegyldigt hvad der sker. Om det regner, stormer eller jorden er på undergangskurs, så kan jeg altid lige spritte.
Helst i andres sprit, dog, helst i det tynde og uparfumerede, dog, og helst 30 gange på en dag.
Jo, håndsprit er blevet en faktor i mit liv, som sandelig fylder…..

You may also like

Skriv et svar