Om turister og turistlængsel.

Der skal ikke lyde nogen form for undertrykte raserianfald eller rulles intensivt med øjnene over ham, der altid brokker sig. Hende, der til gengæld altid kommer for sent, vil blive mødt med et venligt smil, måske endda et “Velkommen. Dejligt at se dig.” uden sarkastiske undertoner, og ham den bedrevidende får helt klart lidt længere snor i sin egen selvpromovering og kedelige foredrag. Hende, der allerede hjemmefra har bestemt sig for, at hun noterer alle fejl og mangler, så hun kan klage og få kompensation, vil få medhold i samtlige uhyrligheder, og begyndende demens er da bare noget, man må leve med i udenlandske storbyer. De kan vel findes igen, koste det antal timer, det tager. Jeg holder gerne enhver forsigtig førstegangsrejsende i hånden, helt bogstaveligt, og jeg lover at være dødopmærksom på min egen gå-kadence, så ingen, absolut ingen bliver hverken tabt eller forpustet. Jeg vil sætte en ære i personligt at opspore samtlige tabte og glemte punge, tørklæder, telefoner og tasker, og kvinder, der taber deres mand med vilje, vil få den hjælp, de nu allermest ønsker. Jeg sidder den gerne af på skadestuer med institutionsblege farver i timevis, smiler imødekommende til hende den sure på Urquart Castle, lader som om jeg virkelig mener, den skotskternede øverste del af Royal Mile er verdens navle samt sniger så mange gæster som overhovedet muligt ind i St. Giles rundt om dragen, der godt ved, jeg godt ved, jeg ikke må guide derinde. Jeg sover også gerne på særligt udvalgte enkeltværelser med udsigt til baggårde, skaldespande og ondt i ryggen og skal nok lade være at brokke mig, hvis jeg for 7. dag i træk skal konfronteres med kartoffelmos.
Hvis jeg dog bare kunne komme afsted….
For uindviede er al den interne snak indenfor faget omkring “the road” nok et mysterie. Men “to be on the road” er en livsstil, der går i blodet. En måde at leve på, som man selv har valgt. Og netop har valgt fordi den passer til ens temperament og udfoldelse. At være hjemme i længere tid svarer til en grounde en teenager, og de, der har gjort det, ved godt, hvilke resultater det afstedkommer. At sidde her på sin pind er decideret rastløshedsfremkaldende. Og selv en nyudsprungen, dansk bøgeskov kan ikke råde bod på udlængslen, selv om man intenst prøver at bilde sig selv det ind.
Jeg kan se, at mange af chaufførerne har taget midlertidigt arbejde som langturschauffører. Det ville jeg nok også gøre, hvis jeg havde haft et stort kørekort. I alt fald er deres træk fuldt forståeligt. De har jo også vejen i blodet.
Selvfølgelig er jeg, som nok de fleste andre, også ambivalent omkring at åbne verden op igen. Måske især den del af verden, der er mit private arbejdsområde. Mellem de utallige rejser, jeg har fået aflyst denne sæson, skulle jeg faktisk lige nu have været i Yerevan. Der er sgu` ligesom ikke ret meget udsigt til Ararat fra mit køkkenvindue…
Men jeg lover, at jeg vil bestræbe mig på at blive verdens mest venlige, overbærende, smilende, effektive og vidende guide, hvis jeg bare snart må komme afsted. Også selv om nogle af de lovede egenskaber kræver såvel selvkontrol som decideret kamp mod egen natur.
Indtil videre har jeg dog fået stablet guidede gåture i mit sommerhusområde på benene. Det er vel også en måde at komme “on the road”, når nu trafikken mod vest er så u-intensiv og besværlig. Selv derude i Hurups klitplantager lover jeg at være sød og rar. Bare det at få noget at lave, at komme ud på vejen–om den så i denne omgang bare går gennem klitter, lyng og fyrretræer.

You may also like

Skriv et svar