Om at blive udfordret.

For tiden cirkulerer der en slags litterært kædebrev på Facebook. Man bliver udfordret til at oploade kommentarløse billeder af bogcovers 7 dage i træk samt til hver dag selv at udfordre et nyt offer til at gøre det samme. Så der er gang i den feminine opfindsomhed for tiden, for på besynderlig vis glimrer mændene ved deres fravær blandt såvel de udfordrende som de udfordrede. Det kan man så, helt i den litterære traditions ånd, tolke, som man vil.

Her på dag 3 synes jeg godt nok, det er svært. For kriteriet er udelukkende, at man skal oploade et billede af en bog, man har læst. Med det som minimumskrav burde de 7 dage vel forlænges til år. Samt illustrerer i deres magre antal, hvor vanskeligt det er at vælge. Og at vælge fra. Hvem i alverden har lige 7 (syv) bøger, de vil anbefale, og hvad i alverden er begrundelsen for lige at vælge netop de 7. Samt vælge de resterende fra. Jeg har da ikke 7 yndlingsbøger, og hvis jeg på stående fod skulle remse dem op, ville jeg da glemme mindst halvdelen. For ligegyldigt hvad jeg gør, er jeg dybt uretfærdig overfor mesterværker og nogle af de største oplevelser, jeg har haft.

Man kan selvfølgelig vælge efter de bøger, der til alle tider har gjort størst indtryk på en. Som var næsten livsomvæltende. Eller de, der er skrevet så godt, at man hensættes i nærmest salig trance ved bare at åbne dem og til stadighed kan huske blændende citater fra dem. Der er også dem, man har læst et utal af gange og bare må gennem hvert tiende år. Igen. Eller dem, der havde deres tid og var fantastiske portrætter af netop ens generation, eller generationer før eller efter. Der er også de morsomme, de satiriske og de, der gav et genialt billede af samfundets mørke sider og iboende sygdomme. Og så er der alle de små, de oversete mesterværker og perler, som man nogle gange er ved at revne af stolthed over, at man lige præcis selv fandt. Eller dem, der bare hænger så uløseligt sammen med personer og steder i ens liv, så minderne vælter frem, bare man kigger på dem. Endelig er der også alle dem, der bare var en brandgod historie. De store fortællinger, som satte sig et sted inde i en, og som man nogle gange præsterede at slæbe med i skole, så man kunne læse et par sider i frikvarterene. Og alle, alle de hundredvis af andre.

Jeg har et nærmest personligt forhold til adskillige af mine bøger, og jeg er lige nu i en slags undskyldsforhold til mange af dem. Nemlig de, der ikke kommer med. Der bliver sgu` ikke plads til Shakespeare, Dickens, Hemingway, Rifbjerg (og da slet ikke Konfrontations-digtene!), Panduro, Bodelsen, Thorup, Pontoppidan, Kampmann, Blicher, Weldon, Auster, McEwan og Easton Ellis, for bare at nævne en brøkdel, men det betyder jo ikke ( har jeg prøvet at forklare dem!), at jeg holder mindre af dem. Det betyder bare, at jeg har måttet foretage et uretfærdigt valg, hvor de nok var runners-up, men faldt på, at jeg, trods alt, bestemte mig for at vælge mine egne personlige klassikere. De 7 bøger, jeg nok ville medbringe på en øde ø. Og så måske alligevel ikke.

Det er ikke fair, det her. Og her taler jeg om bøgerne. Jeg føler mig som Sophie i Styrons Sophie`s Choice, som helt umenneskeligt må vælge mellem noget, man slet ikke kan vælge mellem.

Og det skulle jeg så aldrig have skrevet, for nu er jeg så nødt til at gå ind og sige undskyld til netop DEN bog, fordi jeg egentlig ikke kan være bekendt overfor den, at den heller ikke kommer med!

You may also like

Skriv et svar