Om elektronisk tyranni.

Jeg har lige været ude at gå en tur. Det regnede. Det regnede også forkert. For ifølge vejret på min telefon skulle det faktisk ikke regne helt så meget. Fandens også, når man, som vanligt, lige havde afpasset sin daglige spadsering med de timelige prognoser for vand.

Indtil for ganske få år siden brugte jeg ellers det usædvanligt simple trick at kigge OP på himlen for at gennemskue vejret. Nu kigger jeg NED på min telefon. Med tiden er jeg også, helt uden nærmest at bemærke det, gået fra at stole meget mere på elektronikken end mine egne øjne og erfaring. Det kan man da kalde blind tillid i ordets allermest bogstaveligste forstand. Vejret er, fra at være sådan noget med himlen, skyer, vand og varme, blevet til noget, der bor inde i min telefon. Og jeg er skam ovenud tillidsfuld overfor samme. Hvis den siger, at det vil regne, og jeg samtidig kigger op på en trekvartblå himmel, så er jeg da mere tilbøjelig til at stole på en dum dims end mine egne øjne. Sikken et tyranni.

Det er det samme med GPS-en. Jeg har i årevis brystet mig af en ret fremragende ( når jeg nu selv er nødt til at sige det!) navigationsevne, men netop den kompetence er kommet i modvind og trafikkaos på det sidste. Førhen kiggede jeg UD på vejen. Nu kigger jeg NED på GPS-en.Hvis GPS-en siger noget, og jeg egentlig har en klar mavefornemmelse af noget andet, så får hende den irriterende derinde pr. automatik ret. Det betyder ikke, at jeg ikke diskuterer med hende, for det gør jeg! Eller rettere prøver at gøre, for madammen tør jo ikke engang indgå i nogen form for dialog. Nogensinde. I øvrigt, og her er vi så ude i sidespringene–har hun aldrig lært at udtale “Alle” ( som i Falkoner Alle). Hun siger det som i “alle folk”, og trods konstante rettelser fra min side samt den utroværdighed, der ligger i ikke engang at kunne udtale simple vejnavne og decideret være moden til fundamental talepædagogik, så tyranniserer hun min færd gennem verden. Tænk at jeg lader mig trafikkontrollere af sådan en dum gås.

Og til dels med telefonnumre. Sådan at forstå, at hvis et fremmed, ukendt nummer ringer til mig, så tjekker jeg det på en af de utallige telefontjekningstjenester. Førhen, i fastnettets elektroniske frihed, anede jeg overhovedet ikke, at fremmede mennesker havde ringet. Sikke en masse tid, jeg sparede ved ikke at bruge kræfter på at kontrollere, hvem der ikke kan ramme de rigtige taster eller hvilke firmaer, der er uhæderlige opringere.

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen. Mest til mig selv. Men det er som om, intet er rigtigt virkeligt, med mindre det ligger derude i cyberspace. Vi har ingen vejr–overhovedet–hvis vi ikke lige kan finde det på vores telefon, og gammeldags landkort og mavefornemmelser er totalt ubrugelige i forhold til at finde vej. Måske findes vejen fra A til B heller ikke, hvis GPS-damen ikke er orienteret om den? Og i bund og grund er det totalt irrelevant, hvem der har haft ringet, for vil de noget seriøst og uopsætteligt, ringer de helt sikkert igen.

Det er præcis det samme som, at en given ferie ( hvis nogen ellers erindrer, hvad ferie er) ikke har været, eller i alt fald ikke rigtigt tæller, hvis den ikke er gennemfotograferet og har alle de væsentlige seværdigheder med selfieforgrund til senere elektronisk lagring. Man VAR der simpelthen ikke, hvis forevigelsen ikke har fundet sted. Enhver diskussion kan afsluttes prompte med en googling efter facts, og nyheder er ikke længere noget, man læser i den trykte dagspresse. Hvis man gør, er man i alt fald håbløst på bagkant med begivenhedernes udvikling. Det, der tæller som den skinbarlige, indiskutable sandhed, er det, der findes inde i vores tablets og telefoner, derude i cyberspace, og mindre og mindre lige for næsen af os. I det, der burde være vores virkelighed.

Lige nu skulle det, iflg. min telefon, regne. ØV BØV–det gør det IKKE! Got you! Men mon det overhovedet er sandt, at det ikke regner. Det er jo udelukkende mine øjne og min egen personlige dømmekraft, der kommer til det resultat…….

You may also like

Skriv et svar