Amerikanske tilstande?

Da vi flyttede ind i parcelhuskvarteret for godt 30 år siden, var det allerede et sølvbryllupskvarter. Nu er vi på den anden side af de fleste guldbryllupper og ude i metaller, jeg er totalt uorienteret i. Samtidig migrerer post-guldbrude og -gomme i stort tal til mindre lejligheder ( i flere tilfælde desværre også blivende små, firkantede lodder på byens kirkegårde), og de unge er begyndt at flytte ind.

Det går sjældent stille for sig. Først river de alt nedriveligt ud af huset og skaber lys, luft, nye køkkener og moderniserede badeværelser. Undtagen hvis der er originale 70-er fliser, som især i lortebrun anses for uvurderlige, bevaringsværdige fund. Et sådant post-guldbryllupskvarter er et fund for håndværkere af enhver art, så oppe hos os er der invasion hver morgen klokken 7, for netop det tidspunkt er stærkt favoriseret blandt samme håndværkere. Jeg har aldrig forstået hvorfor.

Når enhver form for indvendig, oprindelig arkitektur så er afskaffet ( undtagen de lortebrune, forstås!), kommer turen til haven. Her skal lige indskydes, at jeg oftere og oftere undrer mig såre over, at de unge købere ikke bare river hele lortet ned og starter forfra, så gennemgribende er mange renoveringer. Men det skyldes nok, at fliserne trods alt skal hænge fast i noget.

Og her tegner sig altså et mere end tydeligt mønster med klare referencer til Amerika, græsplænernes højborg. Heroppe i 60-er parcellerne har vi trods alt ( tak, Rifbjerg!) afskaffet ligusterhækken, men ellers bor vi med høje træer og særdeles opgroede haver. Hos en del af os endda tilgroede. Vores haver er fra en tid, hvor man dyrkede et sandt eldorado af vækster, og en parcelhushave bestod af et utal af (især) stauder, træer og buske. Faktisk er samme haver fra en tid, hvor man havde bed. Havebed var ret populære, dengang guldbruden var ung. Desværre er der så sket det hos majoriteten af os, at samtlige pænt anlagte og strukturerede planer med tiden er gået fløjten i et uoverskueligt miks af oprindelige bed og planter, men vi er, generelt, ret godt skærmet inde på sådan en lidt hyggelig, Torneroseagtig måde. Vel har vi da græsplæner. Men det er ikke altid, man lige kan se dem ude fra vejen.

Men sådan er det ikke hos de unge. De gør totalt usentimentalt op med samtlige oprindelige havearkitekturtanker og går i ren minimalisme. Alt rives op med rod og græsseres. Hvilket heller ikke er helt sandt. For nogle af dem er vildt fantasifulde og deler haven lige i 3 dele. En tredjedel græsseres, en tredjedel udlægges til enorme terrasser, der gerne skal gå hele huset rundt, sådan at man aldrig kan gå ud af sit hus uden at betræde en terrasse–og den sidste tredjedel grusseres. Faktisk var jeg slet ikke klar over, at grus fandtes i så mange farver og udgaver, inden alt det grus begyndte at flytte ind i mit kvarter. Hvis–og her er vi ned i en ret lave procentdel med det “hvis”–der ligesom skal være andet i de haver end græs, grus og terrasser, så består væksterne gerne af blomster i store, store potter. Til at stå på de enorme terrasser, forstås.

Hækkenes tid er også forbi, erfarer jeg. Det ville selvfølgelig også være forbandet ærgerligt, hvis en sølle hæk kom i vejen for, at vi allesammen kan kigge ind i de der enorme lyse, store, relativt tomme køkken-alrum. (Her må jeg så indskyde, at når man nu KAN kigge ind, så er jeg totalt ublufærdig i min nysgerrighed, og kan faktisk oplyse, at den unge generation er stået af PH-en. Eller også kender de den ikke!) Til gengæld har de alle sammen en robotplæneklipper. Det er sådan lidt nyt i vores kvarter, hvor samtlige guldbrudegomme da indtil nu godt har kunnet klare den slags græstiltag. Så hvis man går sig en lille midtdags-tur, så er der godt nok gang i de små robotter. En slags robotkonvent, hver dag, selv om de selvfølgelig passer hvert sit på hver deres forvirrede kørselsmetode.

Så om ganske få år vil villahaven givetvis være en ting fra fortiden. Med uhørt hastighed, direkte proportionelt med hussalget i området, vil de gamle haver falde og blive udlagt til græs, grus og kolossale terrasser. Hække vil blive et grønt minde, og vi vil allesammen vide præcis, hvor naboen har sin kaffemaskine i rustfrit stål og den enorme lampe, der ikke er en PH. Det kan vi jo se. Vækster med blomster vil vokse i krukker, mælkebøtter og skvalderkål vil være uddøde racer, og de dyr, der givetvis lever fedt i vores overgroede haver, vil nu begrænse sig til robotklippere, der på afstand og med lidt god vilje kan gå for rimeligt store myrer på zigzagkurs over græsarealer.

Amerikanerne har altid været umanerligt glade for græsplæner, så USA er græsplænens uomtvistelige højborg. Men det er et faktum, som der sandelig kæmpes indædt for at lave om på i de danske villakvarterer. Der skal tilsyneladende skabes amerikanske tilstande på parcellerne, så lad os da bare håbe, at det i sidste ende ikke influerer stemmeafgivningen i amerikansk uføre-retning.

Jeg synes, det er magert, uopfindsomt, kedeligt, kønsløst og fremmedgørende. Jeg er fuld af forståelse for, at det er lettere og giver en masse overskudstid til andre ting ( f.eks. at gå rundt i de enorme lokaler og nyde alt lyset og se ud på alt gruset), men vores gamle villakvarterer bliver altså ikke kønnere og mere indbydende på denne måde. Jeg er også helt sikker på, det influerer på livskvaliteten.

Mine børn siger somme tider, at de var vilde med vores have, da de var små. Der var uudforskede vildnis, små krat og miniskove, gode fodboldmuligheder og et utal af høje træer at kravle i og falde ned fra. Der var endda en hjemmebygget platform i 5 meters højde i et træ. Der var også tonsvis af mælkebøtter at lægge i vand og smøre ud på tøjet samt kolossale buketter af skvalderkål at grovplukke.

Når nu de unge får børn, så bliver det rigtigt spændende at se, hvordan man leger mest kreativt, opfindsomt og sjovt med græs og grus. Eller med en robotplæneklipper. Men det ved de nok i Amerika.

You may also like

Skriv et svar