Om shoppingmønstre. Post-Corona.

Jeg har i flere uger levet i en by uden boghandel. Det vil så heldigvis gå over i løbet af kort tid. Det er ikke mig, der flytter, men i stedet den hedengangne, der bliver genoplivet i håbet om, at en by med over 25.000 indbyggere trods alt kan forsørge en boghandler. Engang havde vi to, men da var vi nok mindre netgående. Jeg tror ikke på, vi generelt læser mindre ( i alt fald ikke os, der altid har læst meget), men vi køber nok vores bøger andre steder end i de fysiske butikker. Anyway, så er det ret flovt at bo i en mellemstor provinsby uden boghandel. Man kunne nemt forledes til at tro, vi var det jyllandske skrotsted for kulturignoranter.

Personligt køber jeg ikke ret mange bøger. Det tillader min økonomiske situation mig desværre ikke, da jeg tilsyneladende ikke er berettiget til nogen form for Corona-kompensation. Hvilket vel må skyldes, at jeg altid har betalt min skat og helt glemt at sende mine penge i skattely, så jeg var sikker på at blive kompenseret. Og derfra er der så ikke langt til det, jeg egentlig vil skrive om: nemlig at jeg tror, Coronakrisen får varig betydning for fremtidens shopping. Især tror jeg, at to faktorer bliver særdeles væsentlige for os alle: nemlig etik og nærhed.

I alt fald min. Jeg har de seneste dage erfaret, at Brugsen og Føtex også har spiseligt rugbrød. Det vidste jeg ikke. Coronaen har udstyret mig, og sikkert mange andre, med en blackliste over forretninger, der netop i denne krisetid er blevet udstillet i usolidaritet og manglende samfundssind på en måde, der gør, at vi i alt fald midlertidigt, måske endda permanent, ændrer vores shoppingmønster. Det gælder ikke blot skattelyende, men sandelig også de, der specielt utaktisk nægtede at betale husleje. Det er så dem, der sidder tilbage med Corona-Sorteper, forstået på den måde, at var krisen ikke kommet, ville vi aldrig have anet, at de var nogle luskebukse. Når nu alle vi andre kniber måsen så forsvarligt sammen og udholder i uudholdelighed, så falder hammeren så meget desto hårdere. For udover at tage skammen over egen usolidaritet, får de såmænd mængden af vi andres frustrationer og manglende sted at placere en skyld oveni. Etik har fået en overordnet placering på vores shoppingbarometer. Det er noget relativt nyt. Til gengæld tror jeg, det er noget absolut blivende.

Men det er ikke den eneste ændring. De fleste vil sikkert på gåture gennem deres ulideligt hendøende byer have bemærket, at endnu flere (tænk, at det var muligt!) forretninger enten er lukkede eller holder ophørsudsalg. Her i provinsen har vi mangedoblet butiksdøden, og det er samtidig relativt nemt at analysere på, hvem det er, der denne gang har måttet lade livet. De store kæder overlever (hvis de ellers har opført sig ordentligt!) generelt, mens de mindre og små kædeforretninger er på lukningskurs. Fælles for dem er, at de ikke er lokalt forankrede, samtidig med at pengepuljen bag dem ikke er specielt stor. Heldigvis ses der tydeligt en bestandighed i mange af de små specialforretninger og mellemstore butikker, der er eneejet af lokale folk. Vi støtter vores egne, når vi går i krise. Altså nærhedsprincippet. Om det så er nok på sigt, ved jeg ikke, men man kan jo håbe. Og blive ved… I øvrigt så jeg en officiel analyse af detailhandlen, som forudser, at netop lokale specialforretninger (for de økonomisk pænt stillede) og discountforretninger (for de udgiftssky og mindrebemidlede) har størst overlevelseschancer.

En ting, der slår mig i disse tider, er også graden af velvillighed overfor den udendørs torvehandel, vi har i byen to gange om ugen. Sådan et sted, hvor meget små specialhandlende stiller op på træborde. Selvfølgelig har det en psykologisk effekt, at der er tale om udendørs handel med luft mellem potentielle vira. Men hvor man før i tiden gerne stillede op hos fiskemanden, sådan nærmest før selv fiskemænd fik træsko på om morgenen, fordi man så undgik køerne, så kan end ikke dette lille trick mere afhjælpe, at der er rigtig god tilstrømning til netop denne form for specialhandel. Selv mellem 7.30 og 8 er der livligt. Og hvor det før var pensionisterne store mødested, er det tydeligt, at også andre aldersgrupper har omlagt deres fokus for vareindkøb.

Selvfølgelig har nethandlen fået en opblomstring, som sikkert vil være af vedvarende art. Men samtidig har etikken i den grad sat en ny dagsorden. Når vi alle er i krise og føler, at solidaritet er et vægtigt våben til overlevelse, behøver de usolidariske ikke overleve med os. Derudover hytter vi vore egne. For solidaritet og samfundssind er nu engang lettere at udøve på absolut nærhedsprincipper. Og vel også udfra det lidt egoistiske krav, at vi personligt gør op med, hvad vi på ingen måde ønsker at leve uden.

For nu at vende tilbage til den boghandel, byens eneste. Så var den altså en del af en nu hedengangen kæde, som gik ned over hele landet. Og netop den kæde kan jeg godt begræde. Personligt er jeg også nødt til at kaste et sandt flor af småblomstret bonderose-sorg over en anden kæde, som også har måttet lade livet for Coronablomsten. Den eneste kædeforretning, som i mit liv har været så betydningsfuld, at den ligefrem blev brugt som omkvæd i en sang til min 50-års fødselsdag. Det er slut med engelsk havekunst i bomuld, med tekstiler i enhver form for blomstret myldretid, og 70-erne er for evigt ovre for os, der i årevis, helt frem til 10-erne, dyrkede Laura Ashley.

Håber, der så kommer noget etisk forsvarligt, lokalt baseret, der kan overtage de victorianske blomsterbed!

You may also like

Skriv et svar