Hurra! Udsigt til job med uventede perspektiver.

Hurra! Jeg kan nu se i dagspressen, at jeg fra 8. juni har mulighed for at komme på arbejde. Selvfølgelig er det behæftet med en del restriktioner og ukendte faktorer, men fra netop den dato er det igen legalt at rejse ind i Storbritannien. Man må godt komme, så at sige.

Godt nok må jeg så kun have 9 gæster med, for jeg selv tæller jo også som sådan en. Jeg ved ikke helt med en eventuel chauffør, men hvis han nu også medtælles, så må vi jo bare omstændeligt udvælge, hvem af gæsterne der skal retur til Danmark.

Det vil vi så også have rigtig god tid til. For før vi sådan for alvor skal bruge en chauffør, så skal vi allesammen lige 14 dage i karantæne. Hjemmefra, faktisk, skal vi selv have sikret os et opholdssted til de par uger, som vi også selv skal financiere. Derfor bliver det nok ikke Hilton eller Gleneagles, for der skal jo også være råd til selve turen, vi kom for, så jeg forestiller mig mere sådan noget lidt vandrehjemsagtigt, med sovesale. Måske bare en fælles sovesal, for vi er jo ikke så mange. Vandrehjem i Storbritannien er til at få for en fornuftigt pris, for derovre skal man selv gøre rent efter sig og sikkert også lave sin egen mad, og det sparer jo i den sidste ende. Det vil sikkert også være rigtigt godt for os at have noget praktisk at foretage os, for der er nok ikke så meget andet at tage sig til i de 14 dage.

Når vi så har været i den karantæne i 2 uger, så må vi godt køre lidt rundt. Vi skal bare altid have 2 meter mellem os i bussen. Og det er slet ikke så nemt, for briterne er endnu ikke gået over til metersystemet. Medierne derovre har bugnet med gode forklaringer på, hvad to meter egentlig er, for alle har været i tvivl, og det kan man vel godt forstå bare ved at forestille sig, at den slags blev udstukket til os danskere i alen og fod. Nede i Sønderjylland er det nu så nemt, for vi siger bare, at det lige præcis er afstanden mellem æ røv og æ gaf på en god malkeko.

Selvfølgelig vil de fleste seværdigheder være lukkede, men så må vi jo se dem udefra. Jeg har da været nok gange på Edinburgh Castle til, at jeg sagtens kan fortælle et par timer om det, mens bussen holder nede på Princes Street, og vi sådan lige kan skimte det. Der vil, ifølge sagens natur, være et antal sights, vi ikke lige kan komme helt tæt på, men her må man så lide på gæsternes gode forestillingsevner og tjekke, at der kan vises videoer af dem i bussen. Seværdighederne, altså. Jeg er dog sikker på, at vi godt kan komme ud og gå små ture på specifikt oplukkede rastepladser, og så må man som guide fortælle, at rastepladser bestemt er en væsentlig del af et lands kulturarv.

Nogle hoteller vil givetvis være lukket op. Lad os håbe, det er de rigtige, for jeg kan godt nok tænke på mange, der burde være lukket af årsager, der ikke har det fjerneste med Corona at gøre. Men så må vi jo køre efter de, der er åbne. Afstande vil blive noget, man må lære at abstrahere fra, så vi må glæde os over at kunne få et hotel i Edinburgh, når vi skal ud at sejle på Loch Ness. Det vil også glæde de mindre søstærke, for der vil kun være tid til knap en halv times sejltur, inden vi skal hjem igen. Til gengæld kan vi få et helt krydstogtskib for os selv, for sådan at have plads nok, hvis vi stadig er i tvivl om det med de to meter, for krydstogtskibe er der alligevel ingen, der anvender til noget som helst for tiden.

Der vil selvfølgelig heller ikke være åbne restauranter undervejs. Men så må vi få hotellet til at smøre en madpakke og spise den på en af de interessante rastepladser. Britiske madpakker har godt nok ikke noget flatterende ry, men vi kan da i det mindste være sikre på at få chips nok.
Det eneste, jeg er rimeligt i tvivl om, er, om vi så også skal i karantæne i 14 dage på vej hjem igen. Det skal vi nok. Men så kan vi jo bruge tiden på at evaluere vores oplevelser og hovedrengøring af endnu et vandrehjem.

Til gengæld har vi så brugt 5 uger af sommerferien på en helt usædvanlig tur til Storbritannien. Hvor ER det bare fedt, at de lukker op igen 8. juni, så den slags bliver muligt!

You may also like

Skriv et svar