Når vi nu alligevel allesammen skal være her.

Jeg tog dette billede i morges nede på min strand. Det er egentlig ret flot. Ikke billedet som sådan, men det, der er på det. Indbydende, sommerferieagtigt, sommeragtigt, med tydelige referencer til bikinier, sandslotte og fiskenet og på ingen måde afskrækkende.

Og så lyder ordet “afskrækkende” vel også lidt underligt. Lidt afskrækkende. Men det betyder bare i denne sammenhæng, at det, som det nok er for nogle, faktisk ikke er så afskrækkende, at vi nok allesammen skal belave os på, at vores sommerferie i år kommer til at foregå et sted, der enten ligner dette, ligner de største byer i landet–eller påfaldende minder om vores egen baghave. For selv om der nok åbnes såkaldte “turistkorridorer” og officielt ikke er begrænsninger i indrejser og gennemrejser til andre lande, så tror jeg ikke rigtigt på, udlandsture bliver det mest trendy sommerhit i år. De fleste af os vil blive herhjemme. Enten vil vi ikke orke at tage afsted for bare restriktioner, eller også vil vi simpelthen ikke turde. Endelig vil den forringede økonomiske situation, som mange står i, heller ikke være specielt fremmende for udlandsferier.

Så er det, jeg kan hilse herude fra det, der om få uger bliver til “sommerlandet” og klart melde ud, at her er dejligt. Her er en påfaldende mangel på tyske sandentrepenører, inklusiv deres læsejl. Her er ingen vilde parties, der drukner i Sangria, spidstegte grise og nærtboende diskoteker med dunkerytmer fra højtalere i skyskrabermodellen. Her er ikke engang tonsvist af billigt ferietøj i dårlig kvalitet og sydeuropæiske blomster til salg. For det meste er her heller ikke varmegrader, der udelukkende er kræftfremkaldende eller brænder skandinavisk hud til usaltede flæskesvær med variabel fedtkant. Man skal ikke engang lide 2 dages tysk motorvej med uspiselig Currywurst og tørt franskbrød eller de nye sikkerhedstjek på godt og vel et døgns tid i lufthavnene for at komme hertil. For de fleste taler vi vel bare om under en time.

Nede i min lille skov bor der et par havørne, og lidt længere nede af stranden holder en flok hejrer til. Man kan gå ude på revlerne ved ebbetid og finde alskens interessante ting, inklusiv rav, og fiskemandens fisk er decideret bedre end tør, sydeuropæisk tunfisk. Går man ad Nordsøruten langs stranden, har man den næsten for sig selv, og vil man endelig afbranke sit trekvartgamle skind, er det absolut en mulighed i klitterne, hvor man virkelig skal gøre sig umage for at komme på 2 meters afstand af andre. Heroppe ville man jo nærmest blive anset for lurer, hvis man kom så tæt på!

Så når vi nu alligevel allesammen skal være her, fordi der simpelthen ikke findes alternativer—ja, så er det såmænd slet, slet ikke så slemt. Tværtimod!

You may also like

Skriv et svar