Når små fremskridt er milepæle.

Der er mange (som i 3) babyer i mit liv for tiden. Født med nærmest præcis 2 måneders mellemrum fra januar til for en måneds tid siden. Det var det forår, verden gik i Coronakrise, og vores familie gik i babyboom.

Det er næsten 30 år siden, jeg selv fik sådan en. Baby altså. Og selv om jeg priser mig selv af at være ret god til at huske, så havde jeg altså glemt rigtigt meget om, hvordan det er at have en baby. Babyer har det med at vokse, og ens erindringer knyttet sig ligesom mere til nedslag i opvoksningsperioden og ikke så meget, hvordan det på daglig basis var at have en relativt nyfødt. Selvfølgelig er alle børns babyperioder gået over i familiehistorien, nærmest som en slags kategorisering i stil med: han skreg mest, hun lærte at gå tidligt, han talte enormt sent, og hun havde hår. Det sidste bemærkelsesværdigt i en familie, der principielt ikke dyrker hår som en del af babylivet.

Jeg havde også helt glemt, hvor hurtigt det går med at blive til nogen. Fra at være en fuldstændigt hjælpeløs nyfødt, der udelukkende skal tages sig af til gradvist, dag for dag, at opnå nye færdigheder. Det er især påfaldende, når man hele tiden har 2 måneder som sammenligningsgrundlag. Der er jo sande kvantespring mellem babyer rent udviklingsmæssigt, udelukkende defineret af tid. Her skal så, lidt ude af kontekst, bemærkes, at hvis vi kontinuerligt forøgede vores vægt med en hastighed, som babyer gør, ville vi møde op til skolestart som elefanter, og hvis vi på samme måde og med samme speed opgraderede vores færdigheder, ville vi kunne præstere indenfor kompliceret raketvidenskab allerede i børnehavealderen.

Men det er samtidigt også bemærkelsesværdigt, hvordan vi voksne mennesker kan gå i selvsving i beundring over babyers fremskridt i det, der ved sammenligning med udvikling i livet generelt nok kommer i peanutkategorien. Der jubles, når nogen selv kan holde deres hoved (!), kan begynde at gribe ud efter ting (!), selv kan vende sig (!), kan se billeder i en bog (!) og–her er vi næsten oppe på et sammenligningsgrundlag med, da vi vandt EM i 92–kan grine, sådan rigtigt. Forleden viste det sig f.eks., at den ældste af babyerne bryder i noget nær krampegrin og flækker på langs, når man siger “ku-kuk, ku-kuk”, så det gjorde vi så. En halv million gange. Og vi jublede hver eneste, som havde vi tilbagelagt et halvmarathon op ad det der bjerg, hvor Bjarne Riis engang vandt. Og vi var ikke engang dopede.

Først når man står med en baby, finder man (igen) ud af, at livet består af meget, meget små skridt, der i den situation pludselig udvikler sig til milepæle. Landvindinger, erobringstogter. Hvor et udviklet griberefleks på en given dag pludselig får meget mere mening end selv den største verdenspolitiske nyhed. Vel også fordi den stædighed, som babyer lægger for dagen i forhold til at blive til nogen, er vanvittig beundringsværdig. Man kan se på dem, at det sådan kommer indefra. At de vil frem, eller bare at de vil.

Selvfølgelig er det samtidig lidt tankevækkende, at man selv er ved at opnå en alder, hvor det går den stik modsatte vej. For alle de færdigheder, man selv kæmpede for at opnå som baby, skal man efterhånden også kæmpe for at bibeholde. Der ligger desværre en indbygget og skræmmende automatisk mekanisme i menneskeliv.

Heldigvis kan man så glæde sig over, at babyerne moser derudaf. De forvandles, på daglig basis og med forrygende hast, til rigtige mennesker, der opnår nye færdigheder på stribe. Godt nok er vi ikke tilnærmelsesvist i nærheden af atomfysikken, men det er egentlig helt rart igen at kunne glæde sig over og juble med, når nogen sender deres første smil, som bevisligt ikke bare er en af de utallige grimasser, babyer kan opvise.

Nøj, hvor bliver det Nobelprisagtigt stort, når nogen tager deres første skridt……

Continue Reading

Om at dø AF Corona.

Der tales så meget om en mulig anden bølge af sygdommen. Det er ubærligt, næsten sygdomsfremkaldende i sig selv overhovedet at TÆNKE på, at det kunne ske. Fantasien rækker også næppe til at måtte erkende, at man igen får stjålet det, der dog trods alt er ens liv.

Alligevel tror jeg, vi allerede nu begynder at se en helt anden slags 2. bølge, som skånselsløst vil slå mange mennesker ihjel. Nemlig alle de, der de kommende måneder vil dø AF Corona. For hovedpartens vedkommende helt uden nogensinde at have haft sygdommen.

Måske er jeg den eneste, der får kvalme og lettere anfald af røde knopper ved eufemismen “dø MED Corona”, fordi det i mine ører lyder som intet mindre end en ansvarsforflygtigelse og tydeligt påpeger, at de involverede givetvis ville være afgået ved døden alligevel. Som om, det bare var et ubekvemt vedhæng af en sygdom, de også lige tog med i et fald, der var uundgåeligt.

Men de, der dør AF Corona, vel og mærke uden nogensinde at have haft sygdommen, vil, i samme vildledningsmanøvre, heller aldrig blive registreret som sygdommens ofre. De vil såmænd bare fysisk og psykisk svinde ind og lige så stille opgive det liv, de i øvrigt blev frataget for flere måneder siden.

Der tales så meget om de psykiske følger af epidemien, men der er skam også alvorlige fysiske og motoriske. Vi, der kommer på plejehjem jævnligt, kan ikke undgå at bemærke, at vores gamle bliver mere og mere immobile og taber væsentlige funktioner med en hast, der er skræmmende. På alle plejecentre er enhver form for fysisk træning suspenderet, og der er såmænd heller ikke noget andet at gå efter, for alle aktiviteter, der måtte tiltrække, er lukket ned. Det er yderst begrænset, hvor meget man egentlig kan bevæge sig på en plejehjemsstue, og det er da endnu mere begrænset, hvor man bevæger sig hen, når der absolut intet er at bevæge sig for. Det er åbenlys viden for alle, at kroppen i alderdommen skal holdes i gang, for ellers går den i stå, men Coronaen har sat en stopper for netop de fysiske aktiviteter, der skulle have opfordret og hjulpet vores gamle og syge til at anvende deres egen krop. Så den kunne overleve og holdes i gang.

På det plejehjem, hvor jeg ofte har min gang, har et fåtal af beboerne en lille veranda foran deres bolig. Det er de heldige. Andre er verandaløse eller bor på 1. sal med terrasser. Verandaindehaverne er priviligerede, fordi de kan modtage besøg af familie og venner, der kan snige sig “bagom” og behørigt stå ude på græsset og råbe lidt til et ældre menneske, der på den måde kan få en portion socialt samvær pr. mellemdistanceråbning. Forudsætningen for dette er selvfølgelig, at vejret er godt. I regn og blæst er det en umulighed. Hvilket i øvrigt er himmelråbende surrealistisk, idet ingen nok nogensinde havde forventet, at klima og vejrlig skulle være udslagsgivende i forhold til, om man kunne besøge sine ældre.

De beboere, der er så uheldige at bo i andre lejlighedsformer, har tabt i dette store socialt samværslotteri. I begyndelsen fik de enten ikke besøg eller måtte langdistanceråbe over et par etager. Ved den såkaldte opblødning har de fået anvist et utæt, forblæst skur, hvor de efter nøje planlægning kan få ½ time udenfor sammen med deres pårørende. Det er ikke blot uanstændigt. Det er oprørende.

For ikke blot har vi taget opretholdelsen af de motorisk/fysiske færdigheder fra vores ældre og syge, vi har også frarøvet dem det sociale samvær, der også er med til at give livet mening. Her tænkes selvfølgelig i første instans på besøg af familie og venner, men det bør bestemt også påtales, at der indenfor selve plejehjemmenes rammer heller ikke er tale om nogen form for socialt samvær beboerne imellem eller aktiviteter, der bygger på samvær. Jeg har ikke selv set de lange, tomme gange, for jeg må ikke komme ind. Men jeg har fået dem beskrevet. Beskrevet som en form for rungende tomme dødsgange, hvor mismodet bor i alle hjørner og kroge.

Jeg kan godt forstå, at man under disse forhold fristes til at give op. Eller måske endda tvinges til det, fordi kroppen og hjernen går i stå af ren og skær mangel på stimulering. At man, efter så mange måneder, ikke længere kan se en vej ud af det, og at den drøm om et værdigt liv, der var med til at holde det hele gående i begyndelsen, bliver mindre og mindre, fordi det er uoverskueligt, hvornår livet i givet fald kan begynde igen.

Og jeg vil håbe, at de ansvarlige begynder at indse, at forfærdeligt mange udsatte vil begynde at dø AF Corona, hvis der ikke sker ændringer i deres forhold. Markante ændringer, der såvel tager højde for fysiske som psykiske omstændigheder.

Ellers vil antallet af mennesker, der dør AF Corona–uden nogensinde at have haft sygdommen–på skræmmende vis langt overgå antallet af de, der tilsyneladende er døde MED Corona. Og det kan vi, som samfund, slet, slet ikke være bekendt!

Continue Reading

Når noget bliver væk.

Nu er det tilfældigvis denne her, der er blevet væk. Så lad mig bare bruge den som eksempel.

Jeg har ellers haft den længe, for det fremgår med al tydelighed, at jeg, på sikkert uretmæssig måde, er kommet til den fra en skole, jeg engang har gået på. Det står i stemplet. Derudover husker jeg også, at den har min teenageautograf på titelbladet, og at jeg heldigvis har opgraderet mine kragetæer siden. Forståeligt nok har den været en del af mit liv, gennem flytninger, børnefødsler, livsperioder og talrige, virkelig talrige bogreoler. Fra ABC fra Trævarefabrikkerne, hvor holdedimserne altid blev væk, over Panduro til Montana-copycat for de, der ikke lige har råd til at investere årslønne i bogholdere.

Anyway, jeg er ikke god til ting, der bliver væk. De besætter mig. Tager mit liv fra mig og reducerer mig til en hæsblæsende tingfinder, der støvsuger alle tænkelige (og utænkelige) hjørner og kroge for at lokalisere det eneste, der pludselig giver mit liv mening.

Jeg starter med dyb forundring. Målløshed over, at en ting ikke er der, hvor jeg er fuldstændigt urokkeligt overbevist om, at den skal være. I dette tilfælde under Kirk i bogreolen. Ved samme lejlighed kunne jeg i øvrigt konstatere, at jeg er særdeles velforsynet med eksemplarer af Daglejerne og Fiskerne, som endda har stempler fra op til flere læreanstalter, som både manden og jeg har frekventeret. Så bliver jeg sådan lidt infantil i min tankegang og spørger (nogle gange højt) den bortgangne, hvor den mon, på eget initiativ, er gået hen. Jeg er overhovedet ikke bleg for at kalde på den, hvis det nu skulle hjælpe. Det gør det så ikke.

Så indsætter jeg i min målløshed et større detektivarbejde omkring, hvornår jeg sidst har brugt den–og hvor. I dette tilfælde var det en udfordring. For, helt ærligt, så går jeg ikke sådan, på daglig basis, og BRUGER Skyggespil. Jeg læser den, med årelange mellemrum, når jeg lige får en pludselig opblomstring af nostalgi eller uovervindelig lyst til at genopfriske Boel-Hans og Brakkeren, som er noveller, jeg elsker på samme måde, som andre mennesker måske skal igennem Ællingen og Nattergalen med jævne mellemrum. (Her skal indskydes, at H C Andersen ikke bare lige sådan bortgår hos mig. Jeg har arvet de samlede værker i murstensversionen, der ville kræve en kran for at forflytte sig selv.)

Jeg aner med andre ord ikke, hvornår jeg sidst har set den bog. Måske ligger det endda så langt tilbage, at dens forsvindingsnummer hænger sammen med det besynderlige faktum, at jeg ret ofte kan genkende mine egne klassikere på mine børns bogreoler. (Unger: Der er Daglejere og Fiskere til ukommenteret bortførelse, vi har nok!)

Men så er det også, at det sådan bliver lidt af en besættelse. For hvor ER den bog henne? Især når det nu, i løbet af ganske kort tid, har udviklet sig til selve meningen med mit liv, den store forløsning og det eneste, der er værd at spekulere på, at finde den bog? Jeg kan lede i cirkler omkring mig selv, tjekke køkkenskabe ( hvem ved?), garager og dunkle kælderum og fare rundt som en forvirret hveps i stikkehumør. For det kan jo ikke passe, at jeg ikke engang kan holde styr på noget så styrbart, der helt enkelt skulle have stået på sin dertil tildelte plads i min bogreol.

Og det er jo ikke bare den bog. Det er så utroligt mange andre ting. Med samme dagsorden. Målløshed, forvirring og besættelse. Som dengang jeg ikke kunne finde et par jeans (stadig ufundne), billederne fra min konfirmation (fundne), den allerbedste kniv (helt forkert skuffe, inderst) og de 8 smørbrikker, jeg allerede havde solgt på DBA og derfor var nødt til at finde dubletter på. Jeg måtte sgu` helt til Kolding!

Selvfølgelig kommer der, efter ransagning af alle tilgængelige og ofte også fuldstændigt utroværdige gemmesteder, en form for resignation eller erkendelse af, at en ting har forladt ens liv. For good. Det er forbandet svært at acceptere, og i månedsvis hænger der stadig sådan en lille snas af forventning om, at det alligevel vil lykkes.

Sådan at når man alligevel er i drivhuset eller brændeskuret, så tjekker man da lige for en sikkerheds skyld, om ikke Skyggespil af sig selv er spadseret derud og bare ligger der i skyggen og venter på, at man omsider finder den.

Continue Reading

En håbløst forældet tankegang.

Det er muligt, Socialdemokratiets politikere selv tror på det. Sikkert fordi de færreste af dem nogensinde har været ude på arbejdsmarkedet i det samfund, vi andre fungerer i.

I alt fald har samfundets opbygning ændret sig betydeligt, siden samme parti opstod som fortaler for arbejdernes sag. Tilsyneladende tror partiet stadig, at det danske samfund består af arbejdsgivere (det være sig både offentlige og private) og arbejdstagende. De arbejdstagende organiserer sig derfor i fagforeninger, således at de med dem i ryggen kan forhandle med arbejdsgiverne, og alle arbejdstagende forventes at have et fag, der berettiger til medlemsskab af en helt bestemt fagforening. Man formodes at arbejde fuldtids med sin metier, og er man smed, så er man altså ikke noget som helst andet.

Beklager, sådan ser samfundet ikke ud mere. Denne samfundsøkonomi, baseret på at sælge og købe arbejde på den allermest simple måde, er forlængst overhalet af et helt andet syn på arbejdslivet, faggrænser og personlige præferencer. Rigtigt mange mennesker i vores land lever i og med en gig økonomi (begivenheds/ansættelses-økonomi), hvor de overlever på enkelt- og tidsbestemte ansættelser. Det er, for de flestes vedkommende, et aktivt valg ( eller fravalg af gammeldags ansættelser), fordi man prioriterer at arbejde med hjertet, at gå efter de spændende opgaver og selv at være dame/herre i sit eget arbejdsliv. Den såkaldt kreative klasse, som vokser med mange tusinde hvert år, er et oplagt eksempel, men der er tusindvis af andre, der lever fra job til job som en form for moderne daglejere, der hyres og fyres, fordi det er en livsstil. Selvfølgelig er der også mennesker, der er tvunget ud i den slags ansættelser, selv om de måske godt kunne ønske mere stabilitet i arbejdslivet. I alle tilfælde er der her tale om rigtigt, rigtigt mange, som hele tiden ( fordi det er en voksende trend blandt unge at arbejde på denne måde) bliver til mange flere.

For et stort antal af de samme mennesker er det vanskeligt at komme ind i en gammeldags fagforening. Simpelthen fordi råderummene er så store, at man ikke lige hører til et bestemt sted. Eller fordi man hører til så mange steder, at man ingen steder har timer nok til at opfylde krav om beskæftigelse. Ydermere er mange ansat til aflønning på A-indkomst, fordi det ER deres indkomst, og ikke nogen som helst form for honorar til en B-indkomst.

Alle disse mennesker har regeringen glemt, overset og ignoreret i forbindelse med Coronakompensation. For for at få kompensation eller dagpenge skal man enten arbejde fast i et firma eller være medlem af en fagspecifik fagforening. Og det er de ikke. Deres liv er baseret på gig økonomi, hvor de har korttidsansættelser (og korttidsopsigelser)–og det desværre ofte indenfor områder, der er totalt nedlukkede (eller har været det) i forbindelse med Coronaen.

Selvfølgelig kan de af dem, der ikke falder for sexistiske regler om forsørgelsespligt ( hvem har spurgt, om kontordamen på kompensation er gift med en millionær?) få kontanthjælp. Hvilket for de allerflestes vedkommende sikkert vil være en stor lønopgang–samt derved en fuldstændig unødvendig udgift for staten, der jo bare kunne kompensere.

Personligt vil jeg mene, at det er på tide, at regeringen får øjnene op for, hvordan det reelle arbejdsmarked i landet i grunden ser ud. For nok består det af gammeldags arbejdsgiver/arbejdstager-forhold, men der er et kæmpe-kæmpe antal mennesker, der slet ikke lever inden for de, måske forældede?, normer for et arbejdsmarked. Tillige er netop gig-økonomien i kraftig vækst, så det burde være regeringens pligt at orientere sig udenfor Borgen og i det arbejdsmarked, de tilsyneladende er så fremmedgjorte overfor.

Det er tidens trend, at man ikke bliver i sit firma eller sin ansættelse forever. Faktisk siges det blandt en del unge, at hvis man bliver i samme ansættelse i over 6 år, så bør man nok lige tjekke, om man sidder fast. Hvor vores generation blev opflasket med lyksalighederne ved et godt, fast, livslangt arbejde med en god pension, er kravene af en helt anden art i dag. Det skal være spændende, det skal være udfordrende, det skal være selvudviklende, det skal være med hjertet hele vejen og frem for alt må man ikke gå i stå ved at sætte sig på en bestemt stol, hvor røven vokser urokkeligt fast. Ydermere er det vel næppe nogen hemmelighed, at netop denne tankegang fostrer fleksibilitet og innovation.

Så prøv lige at kigge ud over landet og se alle dem, der ikke passer ind et strengt forældet og slet ikke tidssvarende syn på det danske arbejdsmarked. Vi er mange, utroligt mange, der lider under, at danske politikere befinder sig så langt fra det danske arbejdsmarked, at de ikke engang har nogen fornemmelse for, hvordan det både ER skruet sammen–samt hvordan det særdeles hurtigt udvikler sig! Ordet gig economy er engelsk. Mig bekendt har vi det ikke engang på dansk. Det burde vi!

Continue Reading

45 år.

Dette billede er 45 år gammelt. Det er taget på fortrappen udenfor det daværende Hobro Gymnasium, som nu er omdøbt til Mariagerfjord, sikkert i den hellige inklusions navn, så dem fra omegnbyerne og de utallige små landsbyer også skal føle sig velkomne.

Det viser 26 unge mennesker, som meget snart skal påbegynde deres afsluttende studentereksamen. Man kan vel kalde det et “før”-billede, men desværre eksisterer der ikke noget “efter”-billede, selv om alle slap ud med et eksamensbevis. Huer, derimod, var knapt så populære det år, så mange havde valgt at lægge hovedbeklædningen på lighedens og den socialistiske tankegangs alter, for man skulle ikke prale. Og man skulle heller ikke tro, man var noget særligt, bare fordi man havde taget en studentereksamen.

Det var en dejlig sommer. Selv forsommeren var varm og badevenlig, og nætterne var lysere, end de nogensinde har været siden. Der var sådan en, lidt tøvende og forventningsfuld, glæde over, at det hele var overstået, og at noget nyt, som man ikke engang selv kunne definere præcist, ventede forude. Vi kaldte det sikkert ikke “livet”, for dengang var selv ikke næste år en del af vores begrebsverden. Og samtidig var de 3 år, fra vi gik ind på gymnasiet som børn og kom ud igen som unge mennesker, ufatteligt betydningsfulde i vores liv. Jeg tænker tit tilbage på dem, hvor de, under nostalgiens englekor og mangel på skydække, bliver nogle af de bedste i mit liv.

Og vi kom ud i en verden, hvor adgangskrav til mellem og højere uddannelser end ikke var på tale. Man kunne, bogstaveligt talt, spadsere ind på de fleste læreanstalter, og man havde umådelige chancer for ligeså at spadsere videre mellem alle de uddannelser, man nu havde lyst til at snuse til, indtil man fandt den rette. Eller lod være. Derfor fik den her flok faktisk alle gode uddannelser. Vi blev til NOGEN. Ikke NOGET specielt pralende, men vi fik mulighederne, og vi tog dem på vores egne, sindige, jyske måder.

Nogle af os har holdt sammen gennem alle årene. Nogle af os har holdt pauser fra hinanden, mens vi tog sving i livet, som vi helst ville tage alene. Men vi, der stadig ses, knytter venskaberne endnu tættere, fordi vi mere og mere erkender, at vi er hinandens livsvidner, hinandens spejlbilleder af en fælles fortid, og mange gange de eneste, der kan huske hinandens ungdom og familier. Årenes gang gør os nostalgiske, og jo ældre vi bliver, desto mere kommer vores fortid i fokus.

Det er alligevel med en slags vemod, jeg betragter billedet af disse glade, unge mennesker, der bogstaveligt talt sidder på livets trappe. Vemod, fordi det jo i al sin ubekvemmelighed fortæller, at jeg selv er blevet 45 år ældre siden dengang, og derved har brugt en ikke ubetydelig andel af min egen livsration siden. Men der er også glæde. Glæde over, trods alt, stadig at være her efter så lang tid, stadig at kende mange af disse formidable mennesker og over, at det hele gik godt. Der var ups and downs, men i det store hele gik det jo godt…… I de fleste af de 45 år!

Continue Reading

Båltale.

Så blev det Skt. Hans. Eller gjorde det? Sådan rigtigt? Der er ingen tvivl om, at det vejrmæssigt er blevet sådan for alvor sommer, at nætterne lyser, og alle de højsommerske urter og buske står i fuldt flor. Men bålene mangler.

Samtidig er der desværre heller ingen tvivl om, at hvert eneste by har sine hekse og hvert sogn sine trolde. Fabelvæsner har altid udgjort en form for forklaringsmodeller på ting og hændelser, man ikke har kunnet forstå. Og lige nu er det allermest uforståelige, uhåndgribelige og utæmmelige Coronaen.

Derfor vi jeg brænde mine hekse selv. Alene. Og sende mine trolde afsted til steder så langt borte, at de aldrig har en levende chance for selv at finde tilbage igen. I år er mine fabelvæsner ikke kostridende, hæslige gamle kvinder i laset tøj eller mænd med store næser og krogede, behårede lemmer. De er meget mindre. De er såmænd ikke større end sølle, uskyldige bakterier.

Så jeg vil sende hver eneste bys og hver eneste sogns bakterier til Bloksbjerg. Eller hvor man nu end sender den slags hen, når man godt kan se, at det er fuldstændigt unfair at smide al lortet ad det østlige Tyskland til. De har jo nok i forvejen. Jeg vil brænde virus på kvas og bøgegrene som en gal pyroman og endda stå og grine med skadefryd samtidig. Jeg vil endda snyde og hælde benzin på bålet, hvis det kan hjælpe skidtet med at få en hurtigere afgang. Jeg vil synge Midsommervisen for fuld falskhed, og hvis det kan hjælpe står jeg gerne samtlige vers igennem. Flere gange. Både på Shu-bi-duask og på den flotte, gamle melodi. Jeg vil skide højt og flot på tidens trend omkring det sexistiske i hekseskikkelsen og antage, at der findes vira af begge køn, som bare skal tage billetten til de evige virusmarker, hvor de hører til. Jeg vil se bålet som en renselsesproces, som en skærsild, hvor alle former for Corona får deres fortjente straf. Og den er ikke ubetydelig.

For så kan det blive sommer. Både indvendigt og udvendigt. Så kan vi komme ud af fabelviravæsnernes omklamrende favntag og begynde at leve igen. Vi kan fortætte, forsøstre og forbrødre os på enhver tænkelig fysisk måde, og vi kan være sammen med alle dem, der bare noget så uendeligt trænger til at være sammen med os. Med de gamle, de syge og de udsatte, som i alt, alt for mange måneder har u-levet deres liv på præmisser, der gør, at de, hvis de dør nu, vil dø AF (ikke MED) Corona–uden nogensinde at have haft sygdommen. Og så vil ikke blot ungdommen gå til dans, men alle vi trekvartgamle vil såmænd også valse ud i livet på skæve trin og twiste en gang ekstra for befrielsen.

Måske vil vi endda selv rejse til Bloksbjerg. Uden kost, men med mod på verden igen. På at se det hele farefrit igen og rejse uden hudløshed og angst. Generobre den hverdag, vi savner, og næsten har glemt, hvordan fungerer.

Det kræver bare lige, at vi får sendt virustroldene og heksene afsted. Ved fælles indsats og noget så eftertrykkeligt. Så lad os bruge denne bålfri Skt. Hans til hver især at oprette et indre bål, således at vi med enorm fælles kraft kan blive ved med at elske vort land og leve vore liv på den måde, vi alle gerne vil. Og som vi gjorde, før fabelvæsnerne erobrede os!

Continue Reading

Når ingenting vil, som man selv ønsker.

Det er næppe nogen hemmelighed, at dette ikke har været mit forår eller min forsommer. Eksterne omstændigheder, som jeg på ingen mulig måde har været dame over, har frataget mig det meste af det, der på arbejdsfronten er af værdi, og i hele dette store spil er jeg tilmed blevet negligeret og overset i et samfund, der ellers, qua den såkaldt socialdemokratiske regering, vi har, burde stå som garant for såvel retfærdighed som social samvittighed.

Jeg har ikke jublet over den egentlig ret latterlige feriepakke, som vi tilsyneladende skal lade os spise af med. Jeg synes, det er fint og betænksomt, at man, i alt fald i munden, prøver at hjælpe det betrængte turisterhverv, og vi alle som gale kan sejle rundt på gratis færger, mens vi (her skal klappes intenst!) Gudhjælpemig også kan tage vores cykel med, selv hvis vi ellers overhovedet ikke har den fjerneste intention om at bruge den, men i al den klappen af sig selv, har man da lige–endnu engang–overset, at turisme ikke kun finder sted på nationalt område. Det er betænksomt, at rejsebureauerne og de ansatte på kontorerne er blevet kompenseret, men desværre er alle os, der arbejder ude i markerne (og dem er der mange af, over hele verden!) blevet overset. Og vi er netop præcis dem, der som de aller-allersidste vil komme i arbejde igen. Ingen ved, hvornår verden åbner. Og ingen ved, om nogen overhovedet vil ud i en genåbnet verden. Jeg er rasende over, at jeg er efterladt helt uden kompensation. Min indtjening er gået fra 100.000 til nul, og det er altså et ret kraftigt spring. Derudover finder jeg mig faktisk ret uretfærdigt behandlet. Jeg mener: Hvad er den underliggende ideologi i, at nogen skal have og andre ikke? Hvorfor er nogle jobs mere værd end andre–forklar mig lige forskellen? I min vrede har jeg endog skrevet til både erhvervsministeren og min lokale folketingskandidat. Ingen af dem har svaret, og jeg har endda været såvel diplomatisk, belagt mine ord med kunstigt sødemiddel, undgået alt for bidende ironi (prøvet, i alt fald!) samt styret min ind imellem altfortærende vrede. Det gør mig også vred, at der ingen respons er. I det mindste det, synes jeg, er anstændigt i et demokrati. For slet ikke at tale om, at det vel nærmest er en grundpræmis for, at jeg stadig kan tro på noget som helst.

For at råde bod på den yderst pengefattige situation har jeg selvfølgelig gjort, hvad jeg kunne for at finde alternativer. Jeg søgte, blandt andet, et job som omviser på et museum. I stillingsbeskrivelsen stod, at man skulle have erfaring med formidling ( jeg har 35 års undervisningserfaring og 6 år som guide), være i stand til at tackle uventede situationer og kunne tale til heterogene grupper (det har jeg gjort i 40 år, og jobbet som guide er i sin grundbestans uventede situationer), tale engelsk ( det gør jeg flydende) samt være interesseret i kunst og design ( der kan jeg altså ret godt være med+har foretaget rundvisninger på kunstmuseer–nævner bare lige i flæng Nationalgalleriet i London, Nationalgalleriet i Edinburgh og Nationalgalleriet i Dublin + et utal af de “løse”). Aldrig har jeg set en jobbeskrivelse, som så inderligt talte ind til mig, som om det var lige mig, de havde dedikeret den til. Og her skal så siges, at jeg i mit liv har søgt utallige stillinger og fået lige så utallige afslag. Samt fuldt ud accepteret det, fordi jeg var helt klar over, at der sikkert var mange, der var meget dygtigere og mere kvalificerede end mig. Men her var jeg bare ret sikker på, at der nok kun var et fåtal af andre, der havde de samme kvalifikationer. Jeg må jo så have overset 4-5 professorer i kunsthistorie med 45 års undervisningserfaring, 15 års guideerfaring, flydende engelsk, tysk, spansk og hebræisk, der allesammen har søgt et job på 4 månedlige omvisninger på en ussel timeløn. Tænk, at man kan overscore så meget på sine egne forventninger. Lige som jeg decideret også har overscoret på min bedømmelse af stedet, for de har end ikke gidet at svare mig her et stykke tid efter tidsfristen for ansættelser. Det gør mig ikke bare vred. Det ydmyger mig faktisk også.

Og så har jeg arbejdet virkelig målbevidst med at få nogle guidede ture her i nærområdet op at stå. Her er faktisk en hel sværm af spændende, fængende historier, og jeg er ret erfaren udi netop at fortælle historier på en måde, så de bliver gode. Indtil nu har jeg haft 5 gæster, der (hvis man skal tro på , hvad de siger–og det vælger jeg at gøre!) har været ovenud begejstrede. Jeg har forsøgt at reklamere mange steder, men det har, for det meste, været som at tale til en mur ( men tusind, tusind tak til jer, der har været så søde at dele og sende videre, det er ubetaleligt for mig!). Jeg har, oven i det, været ude for næsten paranoide oplevelser, der, hvis andre fortalte dem til mig, ville få mig til at tro, at de var på grænsen til indlæggelse. For ikke blot en gang, men flere, har jeg fået opslag hevet ned på de samme opslagstavler, hvor der ellers flittigt reklameres for glæsslåning, jordbær, børnecykler og moster Annas hæklede grydelapper på opslag, der tydeligvis ikke er hængt op i 2020. Underligt, hvem der gør den slags. Siger jeg bare.

Summa summarum, så bliver man lidt metaltræt i initiativmusklen ind imellem. Føler, at man er ude at slås med uovervindeligheden. Selvfølgelig ville det være perfekt, hvis man lige stod og ledte efter en perfekt undskyldning for at sidde på sin røv og lave ingenting. Men det er altså ikke der, vi er. Jeg vil bare noget så forfærdeligt gerne arbejde, gøre det, jeg er kan og er god til. Samt, og det er faktisk uhyre vigtigt, finde glæden ved at give andre mennesker gode oplevelser. Det er ikke løn nok i sig selv, men det er F… et godt stykke på vejen.

Det er muligt, at man skal lære at acceptere de ting, man ikke kan ændre. Det synes jeg også, jeg gør. Det er dog sådan med mig, at jeg meget mere går ind for at bruge mit mod til at ændre de ting, jeg KAN ændre. Eller i alt fald kan forsøge at ændre. Så jeg kæmper videre. Det er forbandet meget op ad bakke lige for tiden, og ind imellem er det som Sisyfos, der aldrig får sin sten nogen som helst fornuftige steder hen. Det giver nogle dage, hvor man ligesom skal ned og samle sig selv op og prøve at genfinde modet til at kæmpe videre. Samt overbevise sig selv om, at udefrakommende faktorer aldrig skal vinde. Der må være styrke og fantasi til at finde alternativer inde i en selv.

Selv om det godt nok ikke lige er min tid, der er kommet i denne sommer. Shiiit, som det ikke er!!

Continue Reading

Strand. Før sæsonen.

Mig bekendt åbnede de danske grænser for sommerhushungrende tyskere ved 7-tiden i morges. I alt fald flyttede en tysk SUV med medfølgende passagerer ind i huset foran mig lige godt 10.00. Det tager ca. 3 timer fra grænsen, så det passer jo meget godt. Lige nu er der helt stille dernede. Man skal vel også hen at hvile lidt, når man sådan har været helt fremme på hjulene på komme-over-grænsen parameteret.

Og indtil de, og sikkert passagererne i utallige andre små og store tysk indregistrerede biler, lige får udsovet efter alle de strabadser, det nu engang indebærer at komme først over grænsen, så er stranden min og hundens. Og fuglenes.
Det nyder vi meget. For alting er så jomfrueligt og smukt og forladt. Vi går ikke og falder over hele millionbyer i sand, bygget af kreative, tyske ingeniører i alle aldre, og ingen opfindsomme sluseanlæg til opdæmning af havvand ændrer vores kystlinje. Vi undgår at falde over barduner til campingpladser af læsejl, og selv en hær af ustyrlige drageførere render os ikke over ende. Selv dårligt strandgående mountainbikes kan vi gå i fred for, så de eneste, der faktisk lige nu skal passe på, er fuglene. Og så alligevel ikke. Indtil nu er det ikke lykkedes hunden så meget som at komme i nærheden af en fugl, til trods for store, sprintende anstrengelser. Han undrer sig stadig over, hvor de går hen, når de letter, men er til gengæld begyndt at fange vandmænd med munden, fordi den slags gopler nærmest selv beder om det og vel føles lidt som vingummibamser, der smager af absolut ingenting.

Men nu er det så ovre de næste to måneder. Det der med at have stranden for sig selv, hunden og fuglene. Tyskerne er kommet. Og om få uger kommer danskerne. De er mindre sandarkitektoniske i deres fremfærd og lader sig hellere voldriste end at bruge læsejl. Til gengæld drikker de strand- dåseøl, som de har været nede at hente hos tyskerne, selv om det da var meget mere genialt at have bedt alle de grænseventende tyskere om at handle lidt, mens de alligevel sad og kedede sig i en kø.

Sådan ser min strand ud før sæsonen. Samme sæson starter i dag, når tyskerne har fået sovet ud.

Continue Reading

Om sommerhuse.

Når man sådan–i denne tid på næsten daglig basis–går lange ture i sommerhusområder, begynder man at lægge mærke til sjove finurligheder og deciderede trends omkring danskernes sommerhuse. De sidste som påmindelser om, hvor i det danske sommerlands historie det givne hus har haft sin storhedstid.

Herude er mange gamle huse. Området er især udviklet i 60-erne og 70-erne, og det er tydeligt, at sommerhuse dengang var en slags udvidede kolonihavehuse. Uden haver, men med sovemuligheder, og med havbade som alternativ til at trække gulerødder op. Nogle ganske få af dem er oprindeligt togvogne, men fælles for de fleste gamle huse er, at de i en uendelighed er knopskudt ud i alle hjørner, og man næsten kan datere, hvornår en familie har forøget sig såvel barnmæssigt som værelsesmæssigt. Desværre er mange af de gamle huse gennem de sidste 10-15 år brutalt revet ned, således at man har kunnet opføre firkantede kasser med enorme ruder og lysindfald fra snart sagt ethvert verdenshjørne og meget lidt privatliv eller kønsløse typehuse, der alle samme ligner hinanden og konkurrerer indbyrdes om kedelighed.

Man kan også iagttage, at det i sommerhusenes barndom var det at have et hus og en grund overhovedet, der var det essentielle. Havudsigt var absolut ikke et issue, hvilket man jo nok må erkende, at det siden er blevet. Derfor ser man også katastrofale løsninger på at komme i højden–eller i alt fald op over naboen–indenfor kommunens godkendelsesnormer. Her er kommet en del påståede hemser og andre husmassakre-indfald, så som kældre i skyskraberhøjde og besyndelige tagterrasser. Selvfølgelig får man også bonus ved salg, hvis man har en stribe Kattegat at dupere med.

Der er dog også en lidt spooky underkategori indenfor de gamle huse. Nemlig spøgelseshusene, som står ubenyttede hen. Nogle af dem, at dømme efter gardinmoden, siden 70-erne. De virker forgroede, forvildede og fortvivlende ensomme. Ofte inde i deres eget Tornerosekrat, hvor de langsomt står og smider yderbrædderne og bliver spist af vind, vejr og insekter. Jeg forestiller mig, der kan være forfærdelige arvestridigheder som årsag, eller også er man bare blevet for gammel til at kunne tage afsted. Jeg er dybt fascineret af disse huse. De er, som gamle industrikvarterer, påmindelser om både en længst forgangen fortid og selve verdens forgængelighed. Og vil sikkert ikke stå så meget længere, for sådan er samme verden desværre ikke mere.

I tiden omkring de gamle huses opførelse (eller hvad man nu, for manges vedkommende, kan kalde det at sømme brædder sammen) var det på mode at kalde sit hus ved navn. Herude er mange navne. Og de vidner alle om en verbal kreativitet, der virkelig har rod i selve folkesjælen. Vi har Aurora ( som ligger et stort hul, hvor ethvert forsøg på at se morgenrøden er absolut forgæves), Regnly ( for pessimister eller blot kendere af den danske sommer), Sangria ( shit! der blev sgu`ikke lige råd til Benidorm i år), Os nok (for de, der har erkendt deres egen menneskefjendshed), Kathoma (man må vel gå ud fra, at sammenstillingen ikke er tilfældig og har noget at gøre med beboernes navne. Samt at de ikke agter at få flere børn) og så er der Håbet, som optræder på det billede, der ledsager artiklen. Lad mig være så diplomatisk at sige, at netop håb nok også er nødvendigt, for dette spøgelsessommerhus er under kraftig invasion fra såvel dyre- som plantelivet. Moden med at navngive sit hus kan også ses rundt omkring i ældre villakvarterer, men netop i sommerhusområder kommer dyrkelsen af individuelt ejerskab og umådelig kreativitet virkelig til sin ret. Det er som om, det tilbundsgående skal understreges, at det er altså min plet, den her!

Endelig er der dem, der frivilligt bebyrder sig selv med sommerhushaver i stil med parcelhushaverne derhjemme. De planter utallige bede, buske og stauder, og så går de og holder på alt det, mens vi andre slapper af og går i vandet. Der er prydhaver, som er rasende frembragt på sand og dårlig jord, sikkert i svedende sommersol, så man kan gå og beundre sin rododendron, som påfaldende ligner den, man har derhjemme. Heldigvis er der stadig en del af os, der respekterer områdets oprindelige vegetation, som bønderkarlene brugte dagevis på at tilplante med fyr i slutningen af forrige århundrede, da sandflugten ellers tog over. Hvis et sommerhusområde oprindeligt består af ældgamle fyrretræsplantager, er det noget nær helligbrøde at omdanne det til prydhaver, og der burde simpelthen være forståelige, effektive straffe for den slags ulovligheder. Desværre vidner det bare om den historieløshed og mangel på respekt for naturen, som præger mange i dag.

Og så vil jeg gå ud og kigge på endnu flere huse….

Continue Reading

Helt fra begyndelsen.

Den seneste tid har jeg læst oceaner af litteratur om Novo. Grundlæggerne af firmaet stammede fra Hurup, hvor jeg håber at få rigtig godt gang i vandreture med historisk/kulturelt indhold, og netop historien om Novo er basalt en af de gode historier af den kaliber, jeg samler på. Underligt, som man gennem livet konfronteres med nye områder til opdyrkelse. Og heldigt, for alternativet er vel, at man ellers ikke bliver klogere…

Men her, oppe på grænsen mellem NordVest og Frederiksberg, ligger så det (næsten) allermest oprindelige Novo. Her, hvor det hele startede, hvis man ellers i skyndingen glemmer kælderlejligheden på næsten sammen adresse. Jeg synes, det er imponerende, at Danmarks industrielle flagskib og et af verdens 20 største medicinalfimaer har udviklet sig til, hvad det er nu, fra disse egentlig ret ydmyge lokaliteter. Der er sket noget siden 1925, men de gamle bygninger står stadig og er stadig en del af firmaets lokaler.

Hvad man ikke lige kan se på billedet (kan oploade flere billeder på Facebook) er, at nyere bygninger er bygget sammen med disse. For da firmaet krævede de første udvidelser, kontaktede man en ung, relativt ukendt arkitekt, som faktisk gjorde det så godt, at han siden blev husarkitekt på samtlige nybygninger i sin levetid og da også designede firmaets inventar, herunder en stol, han kaldte Myren, til kantinen. Han hed Arne Jakobsen.

Det, der slår mig ved billederne af datidens ydmyge domicil, er noget så simpelt som at alting begynder et sted, og alting begynder i det små. Jeg mener, hvad er det ikke blevet til siden? Når jeg er i området, går jeg altid forbi. Ikke blot fordi, det er smukke bygninger, men også fordi der er noget rart og betryggende ved den slags succeshistorier. Ikke at forglemme, at netop denne historie også illustrerer, at man sagtens kan komme fra en flække som Hurup, starte i det ydmyge bindingsværkshus–og så ende med at blive en vægtig spiller i såvel landets som verdens økonomi. ( Og så glemmer vi lige, ved denne lejlighed, alle prædikener om storkapitalisme!) Samt, hvilket også er betydningsfuldt, at medvirke til, at folk med sukkersyge og senere andre alvorlige lidelser har fået et værdigt liv.

Prøv selv at gå forbi–det er tæt ved Nørrebro Station, på Nordre Fasanvej.

Continue Reading