Om sommerhuse.

Når man sådan–i denne tid på næsten daglig basis–går lange ture i sommerhusområder, begynder man at lægge mærke til sjove finurligheder og deciderede trends omkring danskernes sommerhuse. De sidste som påmindelser om, hvor i det danske sommerlands historie det givne hus har haft sin storhedstid.

Herude er mange gamle huse. Området er især udviklet i 60-erne og 70-erne, og det er tydeligt, at sommerhuse dengang var en slags udvidede kolonihavehuse. Uden haver, men med sovemuligheder, og med havbade som alternativ til at trække gulerødder op. Nogle ganske få af dem er oprindeligt togvogne, men fælles for de fleste gamle huse er, at de i en uendelighed er knopskudt ud i alle hjørner, og man næsten kan datere, hvornår en familie har forøget sig såvel barnmæssigt som værelsesmæssigt. Desværre er mange af de gamle huse gennem de sidste 10-15 år brutalt revet ned, således at man har kunnet opføre firkantede kasser med enorme ruder og lysindfald fra snart sagt ethvert verdenshjørne og meget lidt privatliv eller kønsløse typehuse, der alle samme ligner hinanden og konkurrerer indbyrdes om kedelighed.

Man kan også iagttage, at det i sommerhusenes barndom var det at have et hus og en grund overhovedet, der var det essentielle. Havudsigt var absolut ikke et issue, hvilket man jo nok må erkende, at det siden er blevet. Derfor ser man også katastrofale løsninger på at komme i højden–eller i alt fald op over naboen–indenfor kommunens godkendelsesnormer. Her er kommet en del påståede hemser og andre husmassakre-indfald, så som kældre i skyskraberhøjde og besyndelige tagterrasser. Selvfølgelig får man også bonus ved salg, hvis man har en stribe Kattegat at dupere med.

Der er dog også en lidt spooky underkategori indenfor de gamle huse. Nemlig spøgelseshusene, som står ubenyttede hen. Nogle af dem, at dømme efter gardinmoden, siden 70-erne. De virker forgroede, forvildede og fortvivlende ensomme. Ofte inde i deres eget Tornerosekrat, hvor de langsomt står og smider yderbrædderne og bliver spist af vind, vejr og insekter. Jeg forestiller mig, der kan være forfærdelige arvestridigheder som årsag, eller også er man bare blevet for gammel til at kunne tage afsted. Jeg er dybt fascineret af disse huse. De er, som gamle industrikvarterer, påmindelser om både en længst forgangen fortid og selve verdens forgængelighed. Og vil sikkert ikke stå så meget længere, for sådan er samme verden desværre ikke mere.

I tiden omkring de gamle huses opførelse (eller hvad man nu, for manges vedkommende, kan kalde det at sømme brædder sammen) var det på mode at kalde sit hus ved navn. Herude er mange navne. Og de vidner alle om en verbal kreativitet, der virkelig har rod i selve folkesjælen. Vi har Aurora ( som ligger et stort hul, hvor ethvert forsøg på at se morgenrøden er absolut forgæves), Regnly ( for pessimister eller blot kendere af den danske sommer), Sangria ( shit! der blev sgu`ikke lige råd til Benidorm i år), Os nok (for de, der har erkendt deres egen menneskefjendshed), Kathoma (man må vel gå ud fra, at sammenstillingen ikke er tilfældig og har noget at gøre med beboernes navne. Samt at de ikke agter at få flere børn) og så er der Håbet, som optræder på det billede, der ledsager artiklen. Lad mig være så diplomatisk at sige, at netop håb nok også er nødvendigt, for dette spøgelsessommerhus er under kraftig invasion fra såvel dyre- som plantelivet. Moden med at navngive sit hus kan også ses rundt omkring i ældre villakvarterer, men netop i sommerhusområder kommer dyrkelsen af individuelt ejerskab og umådelig kreativitet virkelig til sin ret. Det er som om, det tilbundsgående skal understreges, at det er altså min plet, den her!

Endelig er der dem, der frivilligt bebyrder sig selv med sommerhushaver i stil med parcelhushaverne derhjemme. De planter utallige bede, buske og stauder, og så går de og holder på alt det, mens vi andre slapper af og går i vandet. Der er prydhaver, som er rasende frembragt på sand og dårlig jord, sikkert i svedende sommersol, så man kan gå og beundre sin rododendron, som påfaldende ligner den, man har derhjemme. Heldigvis er der stadig en del af os, der respekterer områdets oprindelige vegetation, som bønderkarlene brugte dagevis på at tilplante med fyr i slutningen af forrige århundrede, da sandflugten ellers tog over. Hvis et sommerhusområde oprindeligt består af ældgamle fyrretræsplantager, er det noget nær helligbrøde at omdanne det til prydhaver, og der burde simpelthen være forståelige, effektive straffe for den slags ulovligheder. Desværre vidner det bare om den historieløshed og mangel på respekt for naturen, som præger mange i dag.

Og så vil jeg gå ud og kigge på endnu flere huse….

You may also like

Skriv et svar