Båltale.

Så blev det Skt. Hans. Eller gjorde det? Sådan rigtigt? Der er ingen tvivl om, at det vejrmæssigt er blevet sådan for alvor sommer, at nætterne lyser, og alle de højsommerske urter og buske står i fuldt flor. Men bålene mangler.

Samtidig er der desværre heller ingen tvivl om, at hvert eneste by har sine hekse og hvert sogn sine trolde. Fabelvæsner har altid udgjort en form for forklaringsmodeller på ting og hændelser, man ikke har kunnet forstå. Og lige nu er det allermest uforståelige, uhåndgribelige og utæmmelige Coronaen.

Derfor vi jeg brænde mine hekse selv. Alene. Og sende mine trolde afsted til steder så langt borte, at de aldrig har en levende chance for selv at finde tilbage igen. I år er mine fabelvæsner ikke kostridende, hæslige gamle kvinder i laset tøj eller mænd med store næser og krogede, behårede lemmer. De er meget mindre. De er såmænd ikke større end sølle, uskyldige bakterier.

Så jeg vil sende hver eneste bys og hver eneste sogns bakterier til Bloksbjerg. Eller hvor man nu end sender den slags hen, når man godt kan se, at det er fuldstændigt unfair at smide al lortet ad det østlige Tyskland til. De har jo nok i forvejen. Jeg vil brænde virus på kvas og bøgegrene som en gal pyroman og endda stå og grine med skadefryd samtidig. Jeg vil endda snyde og hælde benzin på bålet, hvis det kan hjælpe skidtet med at få en hurtigere afgang. Jeg vil synge Midsommervisen for fuld falskhed, og hvis det kan hjælpe står jeg gerne samtlige vers igennem. Flere gange. Både på Shu-bi-duask og på den flotte, gamle melodi. Jeg vil skide højt og flot på tidens trend omkring det sexistiske i hekseskikkelsen og antage, at der findes vira af begge køn, som bare skal tage billetten til de evige virusmarker, hvor de hører til. Jeg vil se bålet som en renselsesproces, som en skærsild, hvor alle former for Corona får deres fortjente straf. Og den er ikke ubetydelig.

For så kan det blive sommer. Både indvendigt og udvendigt. Så kan vi komme ud af fabelviravæsnernes omklamrende favntag og begynde at leve igen. Vi kan fortætte, forsøstre og forbrødre os på enhver tænkelig fysisk måde, og vi kan være sammen med alle dem, der bare noget så uendeligt trænger til at være sammen med os. Med de gamle, de syge og de udsatte, som i alt, alt for mange måneder har u-levet deres liv på præmisser, der gør, at de, hvis de dør nu, vil dø AF (ikke MED) Corona–uden nogensinde at have haft sygdommen. Og så vil ikke blot ungdommen gå til dans, men alle vi trekvartgamle vil såmænd også valse ud i livet på skæve trin og twiste en gang ekstra for befrielsen.

Måske vil vi endda selv rejse til Bloksbjerg. Uden kost, men med mod på verden igen. På at se det hele farefrit igen og rejse uden hudløshed og angst. Generobre den hverdag, vi savner, og næsten har glemt, hvordan fungerer.

Det kræver bare lige, at vi får sendt virustroldene og heksene afsted. Ved fælles indsats og noget så eftertrykkeligt. Så lad os bruge denne bålfri Skt. Hans til hver især at oprette et indre bål, således at vi med enorm fælles kraft kan blive ved med at elske vort land og leve vore liv på den måde, vi alle gerne vil. Og som vi gjorde, før fabelvæsnerne erobrede os!

You may also like

Skriv et svar