Når ingenting vil, som man selv ønsker.

Det er næppe nogen hemmelighed, at dette ikke har været mit forår eller min forsommer. Eksterne omstændigheder, som jeg på ingen mulig måde har været dame over, har frataget mig det meste af det, der på arbejdsfronten er af værdi, og i hele dette store spil er jeg tilmed blevet negligeret og overset i et samfund, der ellers, qua den såkaldt socialdemokratiske regering, vi har, burde stå som garant for såvel retfærdighed som social samvittighed.

Jeg har ikke jublet over den egentlig ret latterlige feriepakke, som vi tilsyneladende skal lade os spise af med. Jeg synes, det er fint og betænksomt, at man, i alt fald i munden, prøver at hjælpe det betrængte turisterhverv, og vi alle som gale kan sejle rundt på gratis færger, mens vi (her skal klappes intenst!) Gudhjælpemig også kan tage vores cykel med, selv hvis vi ellers overhovedet ikke har den fjerneste intention om at bruge den, men i al den klappen af sig selv, har man da lige–endnu engang–overset, at turisme ikke kun finder sted på nationalt område. Det er betænksomt, at rejsebureauerne og de ansatte på kontorerne er blevet kompenseret, men desværre er alle os, der arbejder ude i markerne (og dem er der mange af, over hele verden!) blevet overset. Og vi er netop præcis dem, der som de aller-allersidste vil komme i arbejde igen. Ingen ved, hvornår verden åbner. Og ingen ved, om nogen overhovedet vil ud i en genåbnet verden. Jeg er rasende over, at jeg er efterladt helt uden kompensation. Min indtjening er gået fra 100.000 til nul, og det er altså et ret kraftigt spring. Derudover finder jeg mig faktisk ret uretfærdigt behandlet. Jeg mener: Hvad er den underliggende ideologi i, at nogen skal have og andre ikke? Hvorfor er nogle jobs mere værd end andre–forklar mig lige forskellen? I min vrede har jeg endog skrevet til både erhvervsministeren og min lokale folketingskandidat. Ingen af dem har svaret, og jeg har endda været såvel diplomatisk, belagt mine ord med kunstigt sødemiddel, undgået alt for bidende ironi (prøvet, i alt fald!) samt styret min ind imellem altfortærende vrede. Det gør mig også vred, at der ingen respons er. I det mindste det, synes jeg, er anstændigt i et demokrati. For slet ikke at tale om, at det vel nærmest er en grundpræmis for, at jeg stadig kan tro på noget som helst.

For at råde bod på den yderst pengefattige situation har jeg selvfølgelig gjort, hvad jeg kunne for at finde alternativer. Jeg søgte, blandt andet, et job som omviser på et museum. I stillingsbeskrivelsen stod, at man skulle have erfaring med formidling ( jeg har 35 års undervisningserfaring og 6 år som guide), være i stand til at tackle uventede situationer og kunne tale til heterogene grupper (det har jeg gjort i 40 år, og jobbet som guide er i sin grundbestans uventede situationer), tale engelsk ( det gør jeg flydende) samt være interesseret i kunst og design ( der kan jeg altså ret godt være med+har foretaget rundvisninger på kunstmuseer–nævner bare lige i flæng Nationalgalleriet i London, Nationalgalleriet i Edinburgh og Nationalgalleriet i Dublin + et utal af de “løse”). Aldrig har jeg set en jobbeskrivelse, som så inderligt talte ind til mig, som om det var lige mig, de havde dedikeret den til. Og her skal så siges, at jeg i mit liv har søgt utallige stillinger og fået lige så utallige afslag. Samt fuldt ud accepteret det, fordi jeg var helt klar over, at der sikkert var mange, der var meget dygtigere og mere kvalificerede end mig. Men her var jeg bare ret sikker på, at der nok kun var et fåtal af andre, der havde de samme kvalifikationer. Jeg må jo så have overset 4-5 professorer i kunsthistorie med 45 års undervisningserfaring, 15 års guideerfaring, flydende engelsk, tysk, spansk og hebræisk, der allesammen har søgt et job på 4 månedlige omvisninger på en ussel timeløn. Tænk, at man kan overscore så meget på sine egne forventninger. Lige som jeg decideret også har overscoret på min bedømmelse af stedet, for de har end ikke gidet at svare mig her et stykke tid efter tidsfristen for ansættelser. Det gør mig ikke bare vred. Det ydmyger mig faktisk også.

Og så har jeg arbejdet virkelig målbevidst med at få nogle guidede ture her i nærområdet op at stå. Her er faktisk en hel sværm af spændende, fængende historier, og jeg er ret erfaren udi netop at fortælle historier på en måde, så de bliver gode. Indtil nu har jeg haft 5 gæster, der (hvis man skal tro på , hvad de siger–og det vælger jeg at gøre!) har været ovenud begejstrede. Jeg har forsøgt at reklamere mange steder, men det har, for det meste, været som at tale til en mur ( men tusind, tusind tak til jer, der har været så søde at dele og sende videre, det er ubetaleligt for mig!). Jeg har, oven i det, været ude for næsten paranoide oplevelser, der, hvis andre fortalte dem til mig, ville få mig til at tro, at de var på grænsen til indlæggelse. For ikke blot en gang, men flere, har jeg fået opslag hevet ned på de samme opslagstavler, hvor der ellers flittigt reklameres for glæsslåning, jordbær, børnecykler og moster Annas hæklede grydelapper på opslag, der tydeligvis ikke er hængt op i 2020. Underligt, hvem der gør den slags. Siger jeg bare.

Summa summarum, så bliver man lidt metaltræt i initiativmusklen ind imellem. Føler, at man er ude at slås med uovervindeligheden. Selvfølgelig ville det være perfekt, hvis man lige stod og ledte efter en perfekt undskyldning for at sidde på sin røv og lave ingenting. Men det er altså ikke der, vi er. Jeg vil bare noget så forfærdeligt gerne arbejde, gøre det, jeg er kan og er god til. Samt, og det er faktisk uhyre vigtigt, finde glæden ved at give andre mennesker gode oplevelser. Det er ikke løn nok i sig selv, men det er F… et godt stykke på vejen.

Det er muligt, at man skal lære at acceptere de ting, man ikke kan ændre. Det synes jeg også, jeg gør. Det er dog sådan med mig, at jeg meget mere går ind for at bruge mit mod til at ændre de ting, jeg KAN ændre. Eller i alt fald kan forsøge at ændre. Så jeg kæmper videre. Det er forbandet meget op ad bakke lige for tiden, og ind imellem er det som Sisyfos, der aldrig får sin sten nogen som helst fornuftige steder hen. Det giver nogle dage, hvor man ligesom skal ned og samle sig selv op og prøve at genfinde modet til at kæmpe videre. Samt overbevise sig selv om, at udefrakommende faktorer aldrig skal vinde. Der må være styrke og fantasi til at finde alternativer inde i en selv.

Selv om det godt nok ikke lige er min tid, der er kommet i denne sommer. Shiiit, som det ikke er!!

You may also like

Skriv et svar