En surrealistisk oplevelse.

Jeg var på byvandring i går. Vi var kun 4 til trods for, at tidens traskende trend denne sommer er guidede ture af enhver art gennem fædrelandets kroge og hjørner. Vi går som gale ( som om vi nærmest har intentioner om at gå fra Coronaen, at få den overhalet ved at gå nogen så seriøst til), og selv om naturen er fantastisk, vil jeg personligt også gerne have noget kultur og historie med under fodsålerne.

4 er heller ikke korrekt. For der var også en guide. En ualmindeligt sød, velforberedt, særdeles vidende og kompetent museumsinspektør. Problemet var bare, at det allerede fra starten af turen blev lidt grumset omkring, hvem der egentlig guidede hvem. Turen handlede om fødslen af en lille provinsby, her altså tiden fra ca. 1850 til 1930, hvilket netop er en ret spændende periode.

Men det var altså ikke lige det, de andre 3 gæster var kommet for. De var alle opvokset i byen og havde forladt den i 70-erne, og det fik de hurtigt lige lavet deres egen agenda omkring. Den stakkels kompetente museumsdame fik nærmest ikke et ben til jorden omkring brobyggeri og store købmænd, når hun konstant skulle konkurrere med endeløse fortællinger om, hvem der boede hvor og hvorfor samt ret voluminøse diskussioner omkring, hvem der var i familie med hvem. Især hvem der var storesøster til en, der hed Torben, fik vi godt nok pillet voldsomt i. Uden egentlig at nå en konklusion over minimum 1 kilometer.

Så hver gang en interessant formidling gik i gang, blev den omgående overruled af en anden dagsorden. Som vi da fik sat folk ind i huse og diskuteret, hvor købmanden boede, hele vejen op og ned ad gågaden, mens museumsdamen fortvivlet krammede sine papirer og prøvede at stjæle sin egen tur tilbage. Som regel uden held. Da vi omsider nåede egnens store forfatters barndomshjem, og i alt fald jeg forventede at høre lidt om samme forfatter, satte angrebet ind fra flanken, hvis mor havde været i huset hos den læge, der efterfulgte forfatterens far. Så var den sag ligesom tabt! Og museumsdamen tæt på grædefærdig, selv om jeg virkelig, virkelig syntes, hun var både tapper og havde en beundringsværdig tålmodighed.

Selve turen var berammet til 1 time. Men det kunne vi slet, slet ikke klare os med. For når vi både skulle høre om alt det, i alt fald jeg var kommet for, samt alt det, de andre var kommet for at fortælle, så blev det jo til noget, sådan tidsmæssigt. Men nu ved både museumsdamen og jeg selvfølgelig også, hvem der i 70-erne boede i samtlige huse på Storegade, hvem der var i familie med hvem, ( sådan næste, i alt fald) og hvem der var i huset hos hvem, selv om der desværre stadig er lidt usikkerhed omkring Torbens storesøster.
Under alle omstændigheder var det en noget surrealistisk oplevelse. Det tror jeg også museumsdamen syntes. Måske skal man bare adskille tingene, så museumsfolkene tager en tur med os, der gerne vil vide noget faktabegrundet om byens historie, og så kan de yderst kvalificerede guider til befolkningen i Storegade i 70- erne og samtlige deres indbyrdes familieforhold jo bare lave deres egen tur. Måske får de endda på et tidpunkt en gæst, der kan opklare det der med Torbens søster.

You may also like

Skriv et svar