45 år.

Dette billede er 45 år gammelt. Det er taget på fortrappen udenfor det daværende Hobro Gymnasium, som nu er omdøbt til Mariagerfjord, sikkert i den hellige inklusions navn, så dem fra omegnbyerne og de utallige små landsbyer også skal føle sig velkomne.

Det viser 26 unge mennesker, som meget snart skal påbegynde deres afsluttende studentereksamen. Man kan vel kalde det et “før”-billede, men desværre eksisterer der ikke noget “efter”-billede, selv om alle slap ud med et eksamensbevis. Huer, derimod, var knapt så populære det år, så mange havde valgt at lægge hovedbeklædningen på lighedens og den socialistiske tankegangs alter, for man skulle ikke prale. Og man skulle heller ikke tro, man var noget særligt, bare fordi man havde taget en studentereksamen.

Det var en dejlig sommer. Selv forsommeren var varm og badevenlig, og nætterne var lysere, end de nogensinde har været siden. Der var sådan en, lidt tøvende og forventningsfuld, glæde over, at det hele var overstået, og at noget nyt, som man ikke engang selv kunne definere præcist, ventede forude. Vi kaldte det sikkert ikke “livet”, for dengang var selv ikke næste år en del af vores begrebsverden. Og samtidig var de 3 år, fra vi gik ind på gymnasiet som børn og kom ud igen som unge mennesker, ufatteligt betydningsfulde i vores liv. Jeg tænker tit tilbage på dem, hvor de, under nostalgiens englekor og mangel på skydække, bliver nogle af de bedste i mit liv.

Og vi kom ud i en verden, hvor adgangskrav til mellem og højere uddannelser end ikke var på tale. Man kunne, bogstaveligt talt, spadsere ind på de fleste læreanstalter, og man havde umådelige chancer for ligeså at spadsere videre mellem alle de uddannelser, man nu havde lyst til at snuse til, indtil man fandt den rette. Eller lod være. Derfor fik den her flok faktisk alle gode uddannelser. Vi blev til NOGEN. Ikke NOGET specielt pralende, men vi fik mulighederne, og vi tog dem på vores egne, sindige, jyske måder.

Nogle af os har holdt sammen gennem alle årene. Nogle af os har holdt pauser fra hinanden, mens vi tog sving i livet, som vi helst ville tage alene. Men vi, der stadig ses, knytter venskaberne endnu tættere, fordi vi mere og mere erkender, at vi er hinandens livsvidner, hinandens spejlbilleder af en fælles fortid, og mange gange de eneste, der kan huske hinandens ungdom og familier. Årenes gang gør os nostalgiske, og jo ældre vi bliver, desto mere kommer vores fortid i fokus.

Det er alligevel med en slags vemod, jeg betragter billedet af disse glade, unge mennesker, der bogstaveligt talt sidder på livets trappe. Vemod, fordi det jo i al sin ubekvemmelighed fortæller, at jeg selv er blevet 45 år ældre siden dengang, og derved har brugt en ikke ubetydelig andel af min egen livsration siden. Men der er også glæde. Glæde over, trods alt, stadig at være her efter så lang tid, stadig at kende mange af disse formidable mennesker og over, at det hele gik godt. Der var ups and downs, men i det store hele gik det jo godt…… I de fleste af de 45 år!

You may also like

Skriv et svar