Når noget bliver væk.

Nu er det tilfældigvis denne her, der er blevet væk. Så lad mig bare bruge den som eksempel.

Jeg har ellers haft den længe, for det fremgår med al tydelighed, at jeg, på sikkert uretmæssig måde, er kommet til den fra en skole, jeg engang har gået på. Det står i stemplet. Derudover husker jeg også, at den har min teenageautograf på titelbladet, og at jeg heldigvis har opgraderet mine kragetæer siden. Forståeligt nok har den været en del af mit liv, gennem flytninger, børnefødsler, livsperioder og talrige, virkelig talrige bogreoler. Fra ABC fra Trævarefabrikkerne, hvor holdedimserne altid blev væk, over Panduro til Montana-copycat for de, der ikke lige har råd til at investere årslønne i bogholdere.

Anyway, jeg er ikke god til ting, der bliver væk. De besætter mig. Tager mit liv fra mig og reducerer mig til en hæsblæsende tingfinder, der støvsuger alle tænkelige (og utænkelige) hjørner og kroge for at lokalisere det eneste, der pludselig giver mit liv mening.

Jeg starter med dyb forundring. Målløshed over, at en ting ikke er der, hvor jeg er fuldstændigt urokkeligt overbevist om, at den skal være. I dette tilfælde under Kirk i bogreolen. Ved samme lejlighed kunne jeg i øvrigt konstatere, at jeg er særdeles velforsynet med eksemplarer af Daglejerne og Fiskerne, som endda har stempler fra op til flere læreanstalter, som både manden og jeg har frekventeret. Så bliver jeg sådan lidt infantil i min tankegang og spørger (nogle gange højt) den bortgangne, hvor den mon, på eget initiativ, er gået hen. Jeg er overhovedet ikke bleg for at kalde på den, hvis det nu skulle hjælpe. Det gør det så ikke.

Så indsætter jeg i min målløshed et større detektivarbejde omkring, hvornår jeg sidst har brugt den–og hvor. I dette tilfælde var det en udfordring. For, helt ærligt, så går jeg ikke sådan, på daglig basis, og BRUGER Skyggespil. Jeg læser den, med årelange mellemrum, når jeg lige får en pludselig opblomstring af nostalgi eller uovervindelig lyst til at genopfriske Boel-Hans og Brakkeren, som er noveller, jeg elsker på samme måde, som andre mennesker måske skal igennem Ællingen og Nattergalen med jævne mellemrum. (Her skal indskydes, at H C Andersen ikke bare lige sådan bortgår hos mig. Jeg har arvet de samlede værker i murstensversionen, der ville kræve en kran for at forflytte sig selv.)

Jeg aner med andre ord ikke, hvornår jeg sidst har set den bog. Måske ligger det endda så langt tilbage, at dens forsvindingsnummer hænger sammen med det besynderlige faktum, at jeg ret ofte kan genkende mine egne klassikere på mine børns bogreoler. (Unger: Der er Daglejere og Fiskere til ukommenteret bortførelse, vi har nok!)

Men så er det også, at det sådan bliver lidt af en besættelse. For hvor ER den bog henne? Især når det nu, i løbet af ganske kort tid, har udviklet sig til selve meningen med mit liv, den store forløsning og det eneste, der er værd at spekulere på, at finde den bog? Jeg kan lede i cirkler omkring mig selv, tjekke køkkenskabe ( hvem ved?), garager og dunkle kælderum og fare rundt som en forvirret hveps i stikkehumør. For det kan jo ikke passe, at jeg ikke engang kan holde styr på noget så styrbart, der helt enkelt skulle have stået på sin dertil tildelte plads i min bogreol.

Og det er jo ikke bare den bog. Det er så utroligt mange andre ting. Med samme dagsorden. Målløshed, forvirring og besættelse. Som dengang jeg ikke kunne finde et par jeans (stadig ufundne), billederne fra min konfirmation (fundne), den allerbedste kniv (helt forkert skuffe, inderst) og de 8 smørbrikker, jeg allerede havde solgt på DBA og derfor var nødt til at finde dubletter på. Jeg måtte sgu` helt til Kolding!

Selvfølgelig kommer der, efter ransagning af alle tilgængelige og ofte også fuldstændigt utroværdige gemmesteder, en form for resignation eller erkendelse af, at en ting har forladt ens liv. For good. Det er forbandet svært at acceptere, og i månedsvis hænger der stadig sådan en lille snas af forventning om, at det alligevel vil lykkes.

Sådan at når man alligevel er i drivhuset eller brændeskuret, så tjekker man da lige for en sikkerheds skyld, om ikke Skyggespil af sig selv er spadseret derud og bare ligger der i skyggen og venter på, at man omsider finder den.

You may also like

Skriv et svar