Om at dø AF Corona.

Der tales så meget om en mulig anden bølge af sygdommen. Det er ubærligt, næsten sygdomsfremkaldende i sig selv overhovedet at TÆNKE på, at det kunne ske. Fantasien rækker også næppe til at måtte erkende, at man igen får stjålet det, der dog trods alt er ens liv.

Alligevel tror jeg, vi allerede nu begynder at se en helt anden slags 2. bølge, som skånselsløst vil slå mange mennesker ihjel. Nemlig alle de, der de kommende måneder vil dø AF Corona. For hovedpartens vedkommende helt uden nogensinde at have haft sygdommen.

Måske er jeg den eneste, der får kvalme og lettere anfald af røde knopper ved eufemismen “dø MED Corona”, fordi det i mine ører lyder som intet mindre end en ansvarsforflygtigelse og tydeligt påpeger, at de involverede givetvis ville være afgået ved døden alligevel. Som om, det bare var et ubekvemt vedhæng af en sygdom, de også lige tog med i et fald, der var uundgåeligt.

Men de, der dør AF Corona, vel og mærke uden nogensinde at have haft sygdommen, vil, i samme vildledningsmanøvre, heller aldrig blive registreret som sygdommens ofre. De vil såmænd bare fysisk og psykisk svinde ind og lige så stille opgive det liv, de i øvrigt blev frataget for flere måneder siden.

Der tales så meget om de psykiske følger af epidemien, men der er skam også alvorlige fysiske og motoriske. Vi, der kommer på plejehjem jævnligt, kan ikke undgå at bemærke, at vores gamle bliver mere og mere immobile og taber væsentlige funktioner med en hast, der er skræmmende. På alle plejecentre er enhver form for fysisk træning suspenderet, og der er såmænd heller ikke noget andet at gå efter, for alle aktiviteter, der måtte tiltrække, er lukket ned. Det er yderst begrænset, hvor meget man egentlig kan bevæge sig på en plejehjemsstue, og det er da endnu mere begrænset, hvor man bevæger sig hen, når der absolut intet er at bevæge sig for. Det er åbenlys viden for alle, at kroppen i alderdommen skal holdes i gang, for ellers går den i stå, men Coronaen har sat en stopper for netop de fysiske aktiviteter, der skulle have opfordret og hjulpet vores gamle og syge til at anvende deres egen krop. Så den kunne overleve og holdes i gang.

På det plejehjem, hvor jeg ofte har min gang, har et fåtal af beboerne en lille veranda foran deres bolig. Det er de heldige. Andre er verandaløse eller bor på 1. sal med terrasser. Verandaindehaverne er priviligerede, fordi de kan modtage besøg af familie og venner, der kan snige sig “bagom” og behørigt stå ude på græsset og råbe lidt til et ældre menneske, der på den måde kan få en portion socialt samvær pr. mellemdistanceråbning. Forudsætningen for dette er selvfølgelig, at vejret er godt. I regn og blæst er det en umulighed. Hvilket i øvrigt er himmelråbende surrealistisk, idet ingen nok nogensinde havde forventet, at klima og vejrlig skulle være udslagsgivende i forhold til, om man kunne besøge sine ældre.

De beboere, der er så uheldige at bo i andre lejlighedsformer, har tabt i dette store socialt samværslotteri. I begyndelsen fik de enten ikke besøg eller måtte langdistanceråbe over et par etager. Ved den såkaldte opblødning har de fået anvist et utæt, forblæst skur, hvor de efter nøje planlægning kan få ½ time udenfor sammen med deres pårørende. Det er ikke blot uanstændigt. Det er oprørende.

For ikke blot har vi taget opretholdelsen af de motorisk/fysiske færdigheder fra vores ældre og syge, vi har også frarøvet dem det sociale samvær, der også er med til at give livet mening. Her tænkes selvfølgelig i første instans på besøg af familie og venner, men det bør bestemt også påtales, at der indenfor selve plejehjemmenes rammer heller ikke er tale om nogen form for socialt samvær beboerne imellem eller aktiviteter, der bygger på samvær. Jeg har ikke selv set de lange, tomme gange, for jeg må ikke komme ind. Men jeg har fået dem beskrevet. Beskrevet som en form for rungende tomme dødsgange, hvor mismodet bor i alle hjørner og kroge.

Jeg kan godt forstå, at man under disse forhold fristes til at give op. Eller måske endda tvinges til det, fordi kroppen og hjernen går i stå af ren og skær mangel på stimulering. At man, efter så mange måneder, ikke længere kan se en vej ud af det, og at den drøm om et værdigt liv, der var med til at holde det hele gående i begyndelsen, bliver mindre og mindre, fordi det er uoverskueligt, hvornår livet i givet fald kan begynde igen.

Og jeg vil håbe, at de ansvarlige begynder at indse, at forfærdeligt mange udsatte vil begynde at dø AF Corona, hvis der ikke sker ændringer i deres forhold. Markante ændringer, der såvel tager højde for fysiske som psykiske omstændigheder.

Ellers vil antallet af mennesker, der dør AF Corona–uden nogensinde at have haft sygdommen–på skræmmende vis langt overgå antallet af de, der tilsyneladende er døde MED Corona. Og det kan vi, som samfund, slet, slet ikke være bekendt!

You may also like

Skriv et svar