Når små fremskridt er milepæle.

Der er mange (som i 3) babyer i mit liv for tiden. Født med nærmest præcis 2 måneders mellemrum fra januar til for en måneds tid siden. Det var det forår, verden gik i Coronakrise, og vores familie gik i babyboom.

Det er næsten 30 år siden, jeg selv fik sådan en. Baby altså. Og selv om jeg priser mig selv af at være ret god til at huske, så havde jeg altså glemt rigtigt meget om, hvordan det er at have en baby. Babyer har det med at vokse, og ens erindringer knyttet sig ligesom mere til nedslag i opvoksningsperioden og ikke så meget, hvordan det på daglig basis var at have en relativt nyfødt. Selvfølgelig er alle børns babyperioder gået over i familiehistorien, nærmest som en slags kategorisering i stil med: han skreg mest, hun lærte at gå tidligt, han talte enormt sent, og hun havde hår. Det sidste bemærkelsesværdigt i en familie, der principielt ikke dyrker hår som en del af babylivet.

Jeg havde også helt glemt, hvor hurtigt det går med at blive til nogen. Fra at være en fuldstændigt hjælpeløs nyfødt, der udelukkende skal tages sig af til gradvist, dag for dag, at opnå nye færdigheder. Det er især påfaldende, når man hele tiden har 2 måneder som sammenligningsgrundlag. Der er jo sande kvantespring mellem babyer rent udviklingsmæssigt, udelukkende defineret af tid. Her skal så, lidt ude af kontekst, bemærkes, at hvis vi kontinuerligt forøgede vores vægt med en hastighed, som babyer gør, ville vi møde op til skolestart som elefanter, og hvis vi på samme måde og med samme speed opgraderede vores færdigheder, ville vi kunne præstere indenfor kompliceret raketvidenskab allerede i børnehavealderen.

Men det er samtidigt også bemærkelsesværdigt, hvordan vi voksne mennesker kan gå i selvsving i beundring over babyers fremskridt i det, der ved sammenligning med udvikling i livet generelt nok kommer i peanutkategorien. Der jubles, når nogen selv kan holde deres hoved (!), kan begynde at gribe ud efter ting (!), selv kan vende sig (!), kan se billeder i en bog (!) og–her er vi næsten oppe på et sammenligningsgrundlag med, da vi vandt EM i 92–kan grine, sådan rigtigt. Forleden viste det sig f.eks., at den ældste af babyerne bryder i noget nær krampegrin og flækker på langs, når man siger “ku-kuk, ku-kuk”, så det gjorde vi så. En halv million gange. Og vi jublede hver eneste, som havde vi tilbagelagt et halvmarathon op ad det der bjerg, hvor Bjarne Riis engang vandt. Og vi var ikke engang dopede.

Først når man står med en baby, finder man (igen) ud af, at livet består af meget, meget små skridt, der i den situation pludselig udvikler sig til milepæle. Landvindinger, erobringstogter. Hvor et udviklet griberefleks på en given dag pludselig får meget mere mening end selv den største verdenspolitiske nyhed. Vel også fordi den stædighed, som babyer lægger for dagen i forhold til at blive til nogen, er vanvittig beundringsværdig. Man kan se på dem, at det sådan kommer indefra. At de vil frem, eller bare at de vil.

Selvfølgelig er det samtidig lidt tankevækkende, at man selv er ved at opnå en alder, hvor det går den stik modsatte vej. For alle de færdigheder, man selv kæmpede for at opnå som baby, skal man efterhånden også kæmpe for at bibeholde. Der ligger desværre en indbygget og skræmmende automatisk mekanisme i menneskeliv.

Heldigvis kan man så glæde sig over, at babyerne moser derudaf. De forvandles, på daglig basis og med forrygende hast, til rigtige mennesker, der opnår nye færdigheder på stribe. Godt nok er vi ikke tilnærmelsesvist i nærheden af atomfysikken, men det er egentlig helt rart igen at kunne glæde sig over og juble med, når nogen sender deres første smil, som bevisligt ikke bare er en af de utallige grimasser, babyer kan opvise.

Nøj, hvor bliver det Nobelprisagtigt stort, når nogen tager deres første skridt……

You may also like

Skriv et svar