Om Panoramaruten.

Jeg ved ikke, om det ( som mange hævder) er Danmarks smukkeste vandrerute, men det er i alt fald uden sammenligning den smukkeste, jeg har været på. Jeg mangler selvfølgelig også en del endnu…

Man kan tage Panoramaruten, Mariagerfjord, både fra P-pladsen ved Bramslev Bakker og fra Sejlklubben i Hobro, da det hele er så snildt indrettet, at man går i et stort loop de ca. 11 km, ruten er lang, og derfor ender præcis, hvor man er begyndt.

Og da Mariager Fjord helt indiskutabelt er Danmarks smukkeste fjord, og ruten går gennem netop de områder, hvor samme fjord er allersmukkest, er det et sandt festfyrværkeri af en vandrerute. Langs fjorden, gennem enge fyldt med græssende køer og får, gennem skov af enhver art, langs små, rislende bække og gennem hedelandskaber med lyng og lettere forkrøblede buske. Hele vejen går ruten gennem stærkt kuperet terræn, og som bevis på præcis dette, kan jeg fortælle, at min telefon talte ikke færre end 40 etager undervejs. Det føles nu ikke specifikt hårdt og udmattende, selv om aftenen nok vil bringe små hilsner fra muskler i benene, jeg helt havde glemt, jeg havde.

Det er ikke sidste gang, jeg har været ude på den rute. Den må være næsten endnu smukkere i efteråret, hvor de utroligt mange kig fra højderne ned til fjorden også omringes af efterårsløv i alle farver.

Og her i en sommer, hvor alt det, der ellers plejer at gøre årstiden sjov–såsom solskin og samvær–ligesom er på relativt stand-by, har rigtigt mange af os fået kridtet vandreskoene og går på opdagelse på gåben i det fri. Jeg kan kun anbefale, at de gåsomme og traveivrige prøver denne perle af en rute!

Continue Reading

Us too.

Der er ellers meget fredeligt heroppe i vores lille sommer(eller hvad man nu skal kalde det i år) residens. Vi diskuterer selvfølgelig en del indbyrdes om ret til stier til vandet, og de, der ind imellem begår motorsavsmassakrer på vores natur, bliver også påmindet om helligbrøden, men direkte hærværk på hinandens ejendom og løsøre begår vi sjældent. (Måske skal man så her lige undtage småforseelser med involvering af Round-up.)

Men nu er BLM, eller i alt fald en fraktion, der må sortere direkte under hende Sørensen, måske kommet til lillebyen. I alt fald var det i denne tilstand, jeg fandt et af områdets navnkundige skilte-sten.

Historien om “Negerhytten” (Uf, det gør ligefrem lidt ondt at skrive det!) går helt tilbage til 30-erne, hvor entrepenante familiemedlemmer opførte fritidshuse af de absolut forhåndenværende søm, og i dette tilfælde byggede en kuglerund hytte af strå med tilhørende stråtag. Om de selv overhovedet dengang overvejede at kalde den Negerhytten, står hen i historiens mørke, men faktum er, at huset blandt lokale i al den tid, jeg er kommet i området, har heddet Negerhytten. For nogle år siden fik det så sten på sit navn, nok lidt ironisk og fordi, det sådan var blevet til en af de små lokale attraktioner, som adskilte sig fra de omkringliggende kønsløse huse fra 80-erne og op til i dag. Det blev simpelthen til, at man med et smil kunne lokalisere et højst aparte, hjemmebygget sommerhus.

Men i løbet af i går er rygtet om et så forsmædeligt navn nok nået til kredse, der absolut ikke billiger den slags. Det er i min optik helt i orden. Folk må mene, hvad de vil, og hvis nogen finder stenen anstødelig og krænkende, så må man tage det alvorligt. Erkende, at det nok i disse politiske korrekthedstider ikke er passende at kalde sit sommerhus netop det.

MEN det er IKKE i orden at vælte andre folks sten! At tage selvtægten i egen hånd og bare smadre. At føle sig fuldt ud berettiget til at ødelægge, bare fordi man føler sig krænket. Som eksempel kan jeg da nævne, at hvis jeg skulle have begået hærværk hver eneste gang, jeg sådan lige følte mig krænket, så var der godt nok røget såvel mursten som lussinger på den konto. Det er IKKE legalt at mosle rundt med andres ting og påføre dem skade, bare fordi man er gået all-in på krænkelsesparathed. Og nogle gange er jeg faktisk også alvorligt bange for, at krænkelsesparatheden måske kunne dække over en brændende interesse og forbandet dårlig undskyldning for at ødelægge. Sådan bare i al almindelighed. Her kan man da, i ordets allermest bogstaveligste forstand, tale om det, der engang hed en “alibineger”. Jeg er desværre ikke helt opdateret på, hvad vi må sige i dag.

Under alle omstændigheder ville det have klædt de krænkede, om de simpelthen havde kontaktet ejerne og fortalt, at det stødte dem, at stenen havde lige netop den inskription. Havde sagt, at det i deres øjne var en uheldig formulering, og at de derfor ville have det godt med, at den blev fjernet eller erstattet. Det ville også ydermere have gjort, at de slet ikke skulle have brugt umanerligt megen fysisk styrke på at vælte den sten. Jeg er sikker på, ejerne ville have vist forståelse og taget en form for handling. Det gør man jo.

At føle sig krænket er ikke et fripas til vandalisme. Det burde tværtimod være den direkte vej til at indgå i en dialog omkring, hvad man føler og tænker. Måske endda en dialog, der kunne blive særdeles frugtbar og efterlade alle med en tilfreds fornemmelse. Jeg ved ikke, om ejerne af huset har set hærværket. Men jeg tror da nok, de bliver lidt sure. Det ville jeg i alt fald selv blive. Især fordi helt en helt almindelig samtale kunne have afværget alle tilløb til selvtægt og ødelæggelser.

Nu er mit problem så bare det, at selv om sproget nok er en levende mekanisme med løbende ændringer hele tiden, så er navnet på det hus så indgroet i mig gennem over 30 års tilstedeværelse i området. “Den afro-amerikansk inspirerede hytte” ?, “Det politisk ukorrekte sommerhus” ?–eller også skal jeg simpelthen bare lade være med at kalde det noget som helst……

Continue Reading

Om kirkegårde. Igen, igen.

I går var jeg på Assistens Kirkegård med en baby. Hvis der efter det besøg stadig er døde tilbage, der ikke oplevede at blive højlydt vækket fra den evige slummer af samme baby, er de enten beundringsværdigt døddøve eller hinsides enhver form for genopvækning. Han gjorde sit bedste. Sit imponerende allerbedste.

Mens det stadig er mig, der suverænt bestemmer, hvor den umyndiggjorte i barnevognen skal rulle hen, tager vi lige kirkegårdene. Han er jo ligeglad lige nu. Ligesom han nok på et tidspunkt holder op med at være det. Jeg er, som tidligere skrevet utallige gange, dødfascineret af kirkegårde. Og allermest af alle kirkegårde er jeg fascineret af Assistens. Den er min yndlingskirkegård. Hvis man ellers kan have sådan en.

Jeg har sådan lidt min egen runde med indlagte gode døde. Over ( i ordets mest bogstaveligste forstand) H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, Dan Turèll, Michael Strunge, Natasja, flere længst afdøde romantiske digtere, som kun få husker i dag, og over Niels Bohr og H. C. Ørsted, for at det hele ikke skal blive alt for litterært. Undervejs er jeg også på jagt efter det, jeg kalder “gode sten”, og for at være en god sten, skal man enten udmærke sig i pudsighed eller design. Det sidste er easy peasy, for samtlige guldalderens grosserer og nyrige er sandt for dyden gået umådeholdent amok i engle, selvprisning og besmykkelser af den mere storladne, storpralende slags. Der var tilsyneladende ikke økonomisk ende på, hvad man ville ofre for et overdådigt gravmæle, hvor man så kunne ligge og være stinkende rig. Døden, som det eneste givne og permanente på jorden, skulle være endog mere imposant end selve livet. Ak, ja. Det blev den næppe.

Så i grunden er de pudsige noget sværere at finde og lokalisere. Men i går fandt jeg denne, som altså er et ret fint eksemplar til samlingen. Det må slet ikke have været nemt at være født Grum. For slet ikke at tale om, at det da nærmest kan blive en selvopfyldende profeti at navngive sit uskyldige afkom med navnet. Det er så her, kvinder trods alt dengang havde en lille fordel. Nemlig at de automatisk og uden diskussion skiftede efternavn ved giftermål, og havde jeg heddet Grum, så tror jeg da også, jeg ville have overvejet et navneskift, trods feministisk modvilje mod den slags. Og minsandten om ikke lille Theodora bytter til From, hvilket da må siges at være en enormt positiv forbedring. Med mindre hun var en rædselsfuld, hævntørstig kvinde, der virkelig VAR grum.
Ligeledes er Ulla da også kommet lidt frem i navneverdenen, for det er vel trods alt bedre at være en From end at være en lille orm. Det til trods for, at vi selvfølgelig alle ender som det sidste. Engang. Men derfor behøver man jo ikke ligefrem være født som det.

Så så længe bedste her har patent på barnevognsføringen, dyrker vi kirkegårde. Vi forsøger ikke bevidst og med bagtanker at vække de døde, men nogle gør sig nu alligevel umage. Mens jeg rutineret styrer vognen på min egen lille dødsrute og på jagt efter nye gode sten.



Continue Reading

Om Bispebjerg.

Endnu engang et af de kvarterer, hvis rygte ikke just dufter af velstand og vellevned. Og lige så meget endnu et af de kvarterer, som både er spændende, smukt på sine steder, og som decideret fortjener et besøg.

Især det gamle Bispebjerg Hospital er vidunderligt smukt, som det ligger der og troner på sit eget bjerg. Uden bisp. På en solskinsdag (hvis nogen ellers kan erindre sådan nogle!) er den store park foran fyldt med legende børn på græsset, sludrende forældre på bænkene og boldspillende i alle aldre på banerne. Nedenfor den store park ligger endnu en af storbyens mange kolonihaveforeninger, og den er selvfølgelig også værd at slentre igennem.

Det smukkeste sted på Bispebjerg er uden sammenligning bebyggelsen Ved Bjerget, som omkranser den store, dominerende Grundtvigskirke. Der i øvrigt står som en slags La Sagrada Familia på bispebjergsk i al sin majestætiske arkitektur. Andelsboligerne Ved Bjerget er som taget ud af Barnabysk idyl, og minder med deres britiske landsbyarkitektur om, at her skulle Miss Marple nok finde morderen. Hvis det var. Samtidig, på en anden måde “ hvis det var”, så ville det være den ultimative drøm at komme til at bo et sådant sted. Der ville jeg godt blive gammel, oppe på mit eget bjerg.

Utallige gange har jeg i øvrigt prøvet at komme ind i den imponerende kirke. Uden held. Når jeg skruer op for turistgenet og er rede til kirkebesøg der, foregår der altid en kirkelig handling, som jeg ikke helt legalt kan være en del af. Gerne bryllupper og begravelser. Ved mit sidste besøg må en af de lokale motorcykelentusiaster være gået til de evige Harleymarker, for mage til opbud af nypudsede kværne i espalier udenfor kirken har jeg aldrig før været vidne til.
Så er det godt, at området også råder over den store kirkegård, hvor man så om foråret selv kan gå gennem espalier af nyudsprungne kirsebærtræer eller bare gøre som de lokale: bruge kirkegårdens små grønne oaser som park. Bispebjerg Kirkegård er langtfra så beboet af hedengangne kendisser som Assistens og Vestre, men den er fuldt ud lige så smuk. Som den også ligger der og gør sig til på toppen af bjerget.

Faktisk er turen gennem parken ved hospitalet, gennem hospitalet med de mange smukke bygninger, op til Ved Bjerget, rundt om kirken og ind på kirkegården ikke specifik lang. Til gengæld er den virkelig værd at begive sig ud på! Prøv den— og skip Strøget!

Continue Reading

Om Sydhavnen.

Jeg vælger at lade enhver selv fremkalde de billeder, der dukker frem, når snakken falder på Sydhavnen. De forestiller dog næppe mondæne lejligheder i parklignende omgivelser. Og de giver vel heller ikke ustyrlig lyst til netop at flytte til dette kvarter.

Det er da også korrekt, at Sydhavnen har et stort antal meget lidt charmerende lejekaserner og ditto små, lidt outdatede lejligheder. Til gengæld er det også korrekt, at området har nogle af hele Københavns mest fascinerende pletter og helt sin egen atmosfære.
Især Sydhavnstippen er et must, hvis man er på de kanter. Herude, ikke langt fra det fantastiske kulturslot, Karensminde, er åbne, marklignende arealer med kreaturer og endda alpakaer. Sidstnævnte er nok importerede. Der er masser af stier og gode gå- og cykelruter i området, og det er bare smukt på sin egen vilde måde.

Dog er Sydhavnens mange kolonihaveforeninger, der næsten alle ligger ved vandet, helt fantastiske. Her vises en kreativitet, der overgår selv Fjordbyen i Ålborg, og især i den gamle bådehavn ( som altså ikke er en kolonihave) vrimler det med oplevelser indenfor arkitektoniske designs uden sidestykke. Her er tilsyneladende ingen regler, og de gamle bådeskure står enten, som de altid har stået, har knopskudt vildt gennem årene, eller er blevet til nye, fancy bygninger, bygget af de forhåndenværende søm. Især langs Lorterenden er den individuelle byggestil helt unik, så selv om der ikke lugter af lort, lugter der i alt fald af Klondyke, nybyggere og rent anarki på byggesiden. Det er pragtfuld at se og gå rundt i.

Sydhavnstippen er (desværre!) også et af de eneste steder i Danmark, hvor man stadig ser denne næsten uddøde blanding af industri, små enmandsvirksomhed, sejlklubber, kolonihaver, og hvad enhver nu ellers lige har haft lyst til at opføre. Det er unikt, og det er samtidig også exceptionelt truet af et moderne samfund, hvor nogle hellere ser kønsløse etagebygninget end den slags planløst, fantasifuldt rod. Der er allerede planer om at bebygge noget af arealet, og derfor er det nok en god ide at komme dertil snarest, inden denne fantastiske atmosfære er helt slået ihjel.

Det er et af de områder i hovedstaden, som stadig har sjæl. Rigtigt meget sjæl. Men står det til byens politikere, er der ikke længere plads til den slags sjæl, og da i alt fald ikke den rodede, forfaldne charme, der bare så unikt kendetegner Sydhavnen.
— Og prøv så lige at skabe billeder af Sydhavnen igen. Ligner de dem fra indlæggets begyndelse?

Continue Reading

Om sprog på Strøget.

Normalt, når man tager sin obligatoriske jydetur op og ned ad Strøget i hovedstaden, forbløffes man over, at der et sted i Danmark tales en så enorm mængde forskellige sprog. Dansk er på ingen måde det dominerende. Engelsk virker i alt fald meget mere hyppigt, for slet ikke at tale om den kolossale mængde mennesker, der taler svensk. Herunder inkluderes også skånsk, selv om denne dialekts tilhørsforhold kan diskuteres. I alt fald lyder det sjovt.

Men sådan er det slet ikke for tiden. Her midt i skolernes sommerferie. Engelsk tales kun af fastboende briter og amerikanere, mens svensk vel kun bruges af de, der har smuthuller til at forcere grænser. Derimod er det altdominerende sprog denne Internationalt turistløse Coronasommer:jysk.

Det vrimler med jysktalende turister i København. Vrimler helt ustyrligt overvældende. Sikkert fordi alle jyder har en fætter eller tante i hovedstadsområdet, så man kan se stort på, at det er lidt besværligt at booke hoteller i hovedstaden. Det er også ret betydningsløst: Jyder bor ikke på hotel, hvis de har så meget som et eneste familiemedlem i byen. Og her tæller også grandfætre med. Og fordi danskerne vitterlig holder ferie i Danmark denne sommer, så er København det nærmeste, man kommer på lidt international atmosfære. ( Undskyld, Århus, men forleden jeg var hos jer, var det da helt overvældende med de bløde d- er, og der var ikke en eneste, der udtalte is i 2 stavelser!).

Så en strøgtur byder på jysk trængsel. Enorm jysk trængsel. Der tales jysk i flerstemmighed overalt i hovedstadens mest jydepopulære områder for tiden. Det er uhyggeligt tæt på at være en egentlig kortvarig migration, og der må virkelig være meget tomt mange steder i Jylland. Undtagen i Skagen, selvfølgelig, for der er alle københavnerne…
Det eneste, der sådan lige undrer mig lidt, er den påfaldende fantasiløshed mange jyder desværre udviser på københavnerture. Det er derfor, de går i storklumper og taler jysk på Strøget! For København er jo meget mere end Strøget, og helt ærligt er samme strøg uden sammenligning det allermindst interessante område. Jyder burde virkelig tage sig lidt sammen og i stedet gå rundt og snakke jysk i Sydhavnen, på Nørrebro og Vesterbro, Nordvest og Amager.

Det er der så nogle få, der heldigvis gør. Og her taler jeg så af erfaring og egen oplevelse, for der har jeg nemlig selv gået rundt og snakket jysk de sidste dage….


Continue Reading

Om betydningen af et arbejde.

I går havde jeg 10 gæster med ude at vandre. I sidste uge 9. Og i morgen har 4 mere booket sig ind på en ekstratur. Det er på ingen mulig måde imponerende eller en klar indikator på, at jeg er sommerens lokale hit, men det er godt nok. Især er det godt nok, fordi disse dejlige mennesker givetvis selv får en oplevelse, men hvad de ikke ved er, at de samtidig giver mig selvværd, selvtillid, arbejdsglæde og fornyet energi. They make my day.

Det er absolut ingen hemmelighed, at denne sommer er kold, mørk, blæsende og regnfuld, såvel udvendigt som indvendigt, men jeg kan mærke, at de to timers vandringer med indbyggede fortællinger om områdets historie og kultur giver mig et fantastisk boost, som i alt fald varer et godt stykke ind i de følgende dage. Faktisk uanset vejret. Selv om det selvfølgelig aftager noget hurtigere i dagsregn.

Det fortæller mig i al sin enkelthed, hvor meget et arbejde betyder. Vel og mærke et arbejde, man nyder og holder af. Der er ingen, der siger, at et sådant behøver være lønnet og skemalagt og foregå indenfor det etablerede arbejdsmarkeds rammer. Det kan lige så vel være frivilligt, ulønnet og finde sted indenfor områder, der primært benytter sig af frivillighed. For det er jo glæden ved at anvende sig selv og sine kompetencer, der tæller. At bruge sig selv. For når man gør det, kommer betalingen i metermål tilbage ved andres anerkendelse og påskønnelse. Selv den uudtalte.

Jeg elsker med andre ord at stå på stranden og pege med min paraply. At fortælle gode historier og iagttage, om gæsterne nu griner de rigtige steder. Det svarer til at indse, at det hele har en betydning, og at man altså godt selv kan gøre en forskel. Også for andre.

Og i bund og grund er det da så uendeligt lidt, der skal til. Man skal bare gives en chance–eller give sig selv en mulighed–for at gøre noget, der giver mening. Komme ud, måske gøre en lillebitte forskel.

Jeg forstår til fulde, efter denne sommer, den stress, de frustrationer og den mangel på selvværd, som mange arbejdsløse kan føle. For når jeg får mine 2 timer i manegen med fuld skrue på savsmuldsduften, så stopper regnen, og blæser piber stille ud. Livet fortæller mig, at der altså også er en mening med mig, og at jeg kan bruges.

Det ville være fint, om der også kom sådan en halv snes de sidste 4 mandage. Og selv om mange gæster tydeligt tilkendegiver, at de har fået en god oplevelse, så er det nok sådan, at oplevelsen i sidste ende er størst og mest betydningsfuld for mig!

Continue Reading

Om de gamle fyrretræsplantager.

De seneste par uger har ingen vel været i tvivl om, at vi bor i et stormomsust land. Hvor blæsten sommerhyler, og hvor den med lethed kan flytte jord, sand og land, som ikke er naglet fast. Ofte ind i ens egne øjne.

Det er dog intet mod de problemer, fortidens kystbønder måtte slås med. De kunne tilså deres marker, for derefter blot handlingslammede at se hele årets potentielle udkommer stikke af til søs, til naboen eller til himmels. Det var derfor, man fandt ud af at plante læbælter, som i alt fald hjalp med at holde på en god del af det, man formodedes at leve af. Hedeselskabet har en enorm rolle i denne naglen jorden fast i Danmark, hjulpet af lokale bønderkarle, som i 18- og 1900-tallet udkommanderedes til årlige plantedage. Og så plantede man fyr. Masser af fyr. For det gav læ, og det holdt på jorden.

Mange af disse gamle plantager eksisterer endnu. Især i kystnære områder, hvor de ligger som ufatteligt smukke vidnesbyrd om såvel historiske fakta som et land, der trods sin lidenhed formåede at blive stort på landbrugsfronten. Netop pga. dem. Trods såvel historisk vigtighed, kulturel og rekreativ betydning som helt almindelig flothedsfaktor er disse plantager ikke fredet. Desværre. For det burde de være.

For med tidens dominerende trend omkring havudsigt som et altafgørende must for sommerhusejere, hugges de i stor grad ned–eller rives op–af uvidende, kultur- og historieubevidste ignoranter og andre, der anser det for mere væsentligt at omdanne jorden, de holder på, til parcelhushaver med udsigt til hav. Det sker i uhyre uhyggelig grad netop her i mit sommerhusområde, hvor en regulær plantagehugst helt legalt finder sted, og hvor vi år for år kan se naturen skrumpe ind til fordel for kønsløse græsplæner. Det er ikke blot uvidenhed og kulturløshed–det er faktisk en form for forbrydelse af en art, der desværre ikke kan straffes på noget juridisk grundlag.

Så nyd endelig de flotte, gamle plantager, mens vi stadig har dem. De er fantastiske og smukke, og de er samtidig en del af den arv, der har gjort vores land til det, det er. De er fortryllende, rekreative områder, og de er nærmest magiske i deres troldeagtige form for vildtvokseri. Og husk endelig at oplyse udsigtshungrende ignoranter om, at det altså er såvel historie som kulturarv, de er ved at destruere, hvis I konfronteres med en motorsavsførende, der er ved at gå amok i træfældende udsigtslængsel. For der skal kun ganske, ganske få ignoranter til for, at vi mister vores pragtfulde plantager. Og med “vi” mener jeg alle vi andre!

Continue Reading

Om at kede sig.

Jeg plejer at sige, at jeg aldrig keder mig. At jeg altid kan finde på noget at give mig til, og at tiden derfor nærmest er et overflødighedshorn, jeg bare kan spise løs af. Og at det både på den ene side er lidt uintelligent at kede sig, og, hvis det, stik mod alle forventninger, skulle indtræffe, så er det altså sundt at kede sig lidt. Bare lidt, altså. Ind imellem. For når jeg sådan for alvor sætter mig ned og røvkeder mig, så går der faktisk ikke ret lang tid, før det sådan bliver lidt usundt for min hjerne, der har det med at få rigtigt gode ideer til, hvad jeg lige kan give mig til.

Men dette forår og denne sommer har godt nok givet mig nogle udfordringer udi kedsomhed. At være Corona-arbejdsløs på 4. måned er yderst befordrende for kedsomhed, og det hjælper faktisk heller ikke, at mine udsigter til at komme i arbejde absolut ingen deadline har. Her kan med fordel indskydes, at jeg virkelig har fået øjnene op for betydningen af deadlines. Uendelighed og manglende stopdatoer er umulige at forholde sig til og decideret stressfremkaldende.

Selvfølgelig har jeg ryddet op. Lidt, i alt fald, indtil det blev øredøvende kedeligt. Det var hurtigt, for oprydning er kedelig bare at tænke på. Selvfølgelig har jeg gået herfra til månen og tilbage igen, og er p.t. oppe på en daglig ration på over 10 kilometer. Jeg kender hvert eneste hus, have, strandskal, tangklat og klit på mine mulige ruter og føler mig nogle gange nedstirret som potentiel husindbryder på ruter, jeg frekventerer dagligt. Især hvis jeg ikke har en alibi-hund med, for medbragte hunde giver ældre damer legal adgang til færdsel overalt. Selvfølgelig har jeg læst stakkevis af bøger. Jeg har nedsat kvalitetskravene betydeligt og har kæmpet mig gennem endog dårligt skrevet og dårligt komponeret litteratur, fordi der ikke lige var andet tilgængeligt. Selvfølgelig har jeg også hæklet mig herfra til Sydeuropa og er i stand til at bedække samtlige familiemedlemmer med tæpper til enhver lejlighed og karklude til at tække slotstage med. Selvfølgelig har jeg været yderst selskabelig og været rigtig god til både at invitere og gå i byen, og hvis nogen for fremtiden forsøger at afslå mit selskab, vil jeg være yderst forstående, for de fleste har allerede set mig. Nok. Selvfølgelig har jeg kastet mig over børn og børnebørn og været en flittig gæst, selv om der er langt. Selvfølgelig har jeg også besøgt hjemlige seværdigheder i den grad en økonomi, hvor indtjeningen er 0 (jeg har tjent 0 kroner i denne periode!!!) har tilladt det. Her skal så indskydes, at det er gratis at gå på vandrestier og veje, så dem har jeg slidt. Og selvfølgelig har jeg indædt og determineret forsøgt både at skaffe arbejde samt at opfinde mit eget arbejde, selv om begge dele har været rimeligt uproduktive foretagender. Først nu er der ved at komme lidt gang i de guidede ture, jeg kreerede, og det er da sådan lidt ironisk, at det skulle ske, når sæsonen for dem er langt over halvdelen af sin løbetid.

Men det er ligesom ikke nok. For, nok for første gang i mit liv, må jeg indrømme, at jeg ind imellem keder mig noget så tilbundsgående og grundigt. Og netop at indrømme, at man keder sig, er faktisk noget stort og ret grænseoverskridende. Det vidner nemlig om mangel på fantasi, kreativitet, sociale gener og alt det andet, vi så forfærdeligt gerne vil se i os selv. Det er lidt skamfuldt at kede sig. Lidt taberagtigt. Lidt som at påtage sig rollen som uinteressant. Og det er der vel ingen, der vil.

For problemet er jo ikke bare at udfylde tiden med noget. Eller nogen. Det er, i bund og grund, at give den indhold og gøre den meningsfuld på en måde, man selv synes er optimal. Det kan være røv-hamrende-kedeligt at rydde op, at gå selvpålagte ture, at læse åndsvage bøger, at hækle bevidstløse tæpper osv., hvis det hele bare er en afledningsmanøvre fra at gøre, det, man i virkeligheden gerne vil foretage sig. Og vi er slet ikke i størrelsesordnen, at jeg i virkeligheden meget hellere ville flyde rundt på en millionæryacht i Middelhavet. For der ville jeg nok også kede mig! Meget mere der, at fritid godt kan gå hen og blive kedeligt, hvis det ikke suppleres med arbejde. Bare lidt. Bare et lille, bitte et.

For et år siden gik jeg rundt og bandede lidt over, at jeg for 117 gang måtte gå rundt i menneskemyldret på Royal Mile i Edinburgh. Jeg burde skamme mig. Skamme mig på baghånd over at have sagt noget så grufuldt. Lige nu tog jeg gerne Royal Mile 118 gange, op og ned, gerne på samme dag. Faktisk frivilligt i valsetrin og med 119 gange tattoo som endemål. Jeg ville klappe entusiastisk af enhver sækkepibehvinende kiltklædt og måske endda selv, i bar overstadig glæde, investere i noget skotskternet.

I alt fald ville jeg da ikke kede mig!

Continue Reading

Where have all the tourists gone?

Jeg ved godt, det er aften. Og solen er ved at gå ned. Og det er lidt halvkoldt. Men det blæser da i det mindste ikke.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvor de mon allesammen er henne. Alle menneskene. Dem, der ellers plejer at gå aftentur på storfamiliebasis, spille fodbold og lege alle former for sommerlege samt, for de unges vedkommende, at cruise på gåben, cykler eller knallerter nede på vores vej.

Denne sommer–eller hvad vi nu skal kalde den årstid, vi befinder os i–er de bare væk. Her er så stille. Sådan lidt uhyggeligt, usommerligt stille. For hvor ER de, alle de mennesker, som omhyggeligt har parkeret deres biler ved sommerhusene, men derefter har ladet sig opsluge af store huller eller permanent stuearrest i ordets allermest bogstaveligste forstand.

For rent statistisk skulle her jo være en sand overflod af turister. Ikke blot dem fra Norge og Tyskland, der er her helt udlændingelegalt, men også alle de danskere, der enten ikke tør eller ikke har kunnet komme på ferie i udlandet. Det skulle jo svømme med mennesker her på vejen. Både de, der er her helt frivilligt, og de der nærmest er tvunget ud i de eneste sommerhuse, der stadig er ledige.

Det er meget mærkeligt, og det er meget påfaldende. ER det virkelig stadig sådan, at et stort antal mennesker stadig påfører sig selv karantæne, selv om de er på ferie? Eller er vejret så gennemført modbydeligt, at ingen rigtigt orker at konfrontere sig selv med det? Er afstand til andre blevet en vane, en nærmest selvpåført dvælen i ensomhed? Eller er aftenture, fodbold og leg med plastikspil gået helt af mode, mens enhver form for cruisning anses for sundhedsskadeligt–også selv om det ikke involverer krydstogtskibe?

Det er meget, meget underligt. Og nu har vi så talt om denne påfaldende mangel på liv, larm og latter, som er så kendetegnende for sommer, i flere uger. Det er korrekt, at alt, hvad der er sjovt, er blevet forbudt, men vi har dog stadig (nu kommer der så en forfærdelig cliche!) det sjov, vi selv laver. Eller har vi?

Det er muligt, det kun er hos mig, der er så stille. Det vil jeg da håbe. For andre. Men: Where have all the tourists gone?

Continue Reading