Danmarks største tartelet.

Restaurant Kronborg på den lille ø Egholm i Limfjorden praler med, at de serverer Nordjyllands største tartelet. Det er en underdrivelse, tror jeg. Hvis nogen tarteletter i andre landsdele er større, så skal de serveres i forme på størrelse med opvaskebaljer.

Der er det med tarteletter, at den første smager himmelsk. Den næste smager bare godt. Problemet opstår omkring den tredje, hvor kvalmen langsomt, men sikkert bemægtiger sig festen sådan godt og vel halvvejs igennem. Hvis man vel at mærke NÅR igennem, forundres man bagefter i sin tilstand over, at man på nogen muligt måde har kunnet se det fjerneste attraktive i en tartelet. Jeg er aldrig nået til den fjerde…

Den tartelet, de serverer på Kronborg, akkompagneres af smilende servitricer, fantastisk udsigt over Limfjorden mod både syd og nord samt ren hygge, men alligevel må jeg nok tilstå, at det, der på menukortet virker så usigeligt tillokkende, ligesom overmander en og tager magten helt fra en. Det bliver, sådan en fjerdedel inde, en uløftelig byrde at kæmpe sig gennem en halv kogt hønsegård, et par hurra-asparges og tyk sovs indrammet af kage. Virkelig tarteletfanatikere når nok lidt længere, men det kræver godt nok såvel beslutsomhed som en velfungerende mave.

Det er sådan, at den første tartelet koster 135. Kan man spiser en mere, er prisen 85. Den tredje er gratis. Mit altid udgiftssky jeg pønsede faktisk på at spørge, om jeg ikke bare kunne begynde med den anden….

Men der var altså en mand, som havde spist tre. Sagde servitricen. Ham gad jeg godt se. Især bagefter.

Heldigvis er alle færger til de danske øer–og mellem dem–gratis i hele juli måned for gående og cyklende, så der er ingen undskyld for, hvis man altså er i området, ikke at tage den lille færge til Egholm og prøve kræfter med den lokale tarte-tung. Der er også rigtigt gode vandrestier på øen, selv om de i går var en smule våde og mudrede.

I øvrigt har jeg besluttet mig for, her i min groundede Corona-arbejdsløshed, at prøve nogle af alle disse færger. Ikke blot for at sejle bevidstløst rundt, men fordi det åbner muligheder for at se øer og steder, jeg nok ellers ikke ville være kommet. Så kan jeg jo også tjekke, om nogen kan hamle om med Egholms tartelettiske lyksaligheder. Tror det dog næppe…

You may also like

Skriv et svar