Om Bispebjerg.

Endnu engang et af de kvarterer, hvis rygte ikke just dufter af velstand og vellevned. Og lige så meget endnu et af de kvarterer, som både er spændende, smukt på sine steder, og som decideret fortjener et besøg.

Især det gamle Bispebjerg Hospital er vidunderligt smukt, som det ligger der og troner på sit eget bjerg. Uden bisp. På en solskinsdag (hvis nogen ellers kan erindre sådan nogle!) er den store park foran fyldt med legende børn på græsset, sludrende forældre på bænkene og boldspillende i alle aldre på banerne. Nedenfor den store park ligger endnu en af storbyens mange kolonihaveforeninger, og den er selvfølgelig også værd at slentre igennem.

Det smukkeste sted på Bispebjerg er uden sammenligning bebyggelsen Ved Bjerget, som omkranser den store, dominerende Grundtvigskirke. Der i øvrigt står som en slags La Sagrada Familia på bispebjergsk i al sin majestætiske arkitektur. Andelsboligerne Ved Bjerget er som taget ud af Barnabysk idyl, og minder med deres britiske landsbyarkitektur om, at her skulle Miss Marple nok finde morderen. Hvis det var. Samtidig, på en anden måde “ hvis det var”, så ville det være den ultimative drøm at komme til at bo et sådant sted. Der ville jeg godt blive gammel, oppe på mit eget bjerg.

Utallige gange har jeg i øvrigt prøvet at komme ind i den imponerende kirke. Uden held. Når jeg skruer op for turistgenet og er rede til kirkebesøg der, foregår der altid en kirkelig handling, som jeg ikke helt legalt kan være en del af. Gerne bryllupper og begravelser. Ved mit sidste besøg må en af de lokale motorcykelentusiaster være gået til de evige Harleymarker, for mage til opbud af nypudsede kværne i espalier udenfor kirken har jeg aldrig før været vidne til.
Så er det godt, at området også råder over den store kirkegård, hvor man så om foråret selv kan gå gennem espalier af nyudsprungne kirsebærtræer eller bare gøre som de lokale: bruge kirkegårdens små grønne oaser som park. Bispebjerg Kirkegård er langtfra så beboet af hedengangne kendisser som Assistens og Vestre, men den er fuldt ud lige så smuk. Som den også ligger der og gør sig til på toppen af bjerget.

Faktisk er turen gennem parken ved hospitalet, gennem hospitalet med de mange smukke bygninger, op til Ved Bjerget, rundt om kirken og ind på kirkegården ikke specifik lang. Til gengæld er den virkelig værd at begive sig ud på! Prøv den— og skip Strøget!

You may also like

Skriv et svar