Om kirkegårde. Igen, igen.

I går var jeg på Assistens Kirkegård med en baby. Hvis der efter det besøg stadig er døde tilbage, der ikke oplevede at blive højlydt vækket fra den evige slummer af samme baby, er de enten beundringsværdigt døddøve eller hinsides enhver form for genopvækning. Han gjorde sit bedste. Sit imponerende allerbedste.

Mens det stadig er mig, der suverænt bestemmer, hvor den umyndiggjorte i barnevognen skal rulle hen, tager vi lige kirkegårdene. Han er jo ligeglad lige nu. Ligesom han nok på et tidspunkt holder op med at være det. Jeg er, som tidligere skrevet utallige gange, dødfascineret af kirkegårde. Og allermest af alle kirkegårde er jeg fascineret af Assistens. Den er min yndlingskirkegård. Hvis man ellers kan have sådan en.

Jeg har sådan lidt min egen runde med indlagte gode døde. Over ( i ordets mest bogstaveligste forstand) H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, Dan Turèll, Michael Strunge, Natasja, flere længst afdøde romantiske digtere, som kun få husker i dag, og over Niels Bohr og H. C. Ørsted, for at det hele ikke skal blive alt for litterært. Undervejs er jeg også på jagt efter det, jeg kalder “gode sten”, og for at være en god sten, skal man enten udmærke sig i pudsighed eller design. Det sidste er easy peasy, for samtlige guldalderens grosserer og nyrige er sandt for dyden gået umådeholdent amok i engle, selvprisning og besmykkelser af den mere storladne, storpralende slags. Der var tilsyneladende ikke økonomisk ende på, hvad man ville ofre for et overdådigt gravmæle, hvor man så kunne ligge og være stinkende rig. Døden, som det eneste givne og permanente på jorden, skulle være endog mere imposant end selve livet. Ak, ja. Det blev den næppe.

Så i grunden er de pudsige noget sværere at finde og lokalisere. Men i går fandt jeg denne, som altså er et ret fint eksemplar til samlingen. Det må slet ikke have været nemt at være født Grum. For slet ikke at tale om, at det da nærmest kan blive en selvopfyldende profeti at navngive sit uskyldige afkom med navnet. Det er så her, kvinder trods alt dengang havde en lille fordel. Nemlig at de automatisk og uden diskussion skiftede efternavn ved giftermål, og havde jeg heddet Grum, så tror jeg da også, jeg ville have overvejet et navneskift, trods feministisk modvilje mod den slags. Og minsandten om ikke lille Theodora bytter til From, hvilket da må siges at være en enormt positiv forbedring. Med mindre hun var en rædselsfuld, hævntørstig kvinde, der virkelig VAR grum.
Ligeledes er Ulla da også kommet lidt frem i navneverdenen, for det er vel trods alt bedre at være en From end at være en lille orm. Det til trods for, at vi selvfølgelig alle ender som det sidste. Engang. Men derfor behøver man jo ikke ligefrem være født som det.

Så så længe bedste her har patent på barnevognsføringen, dyrker vi kirkegårde. Vi forsøger ikke bevidst og med bagtanker at vække de døde, men nogle gør sig nu alligevel umage. Mens jeg rutineret styrer vognen på min egen lille dødsrute og på jagt efter nye gode sten.



You may also like

Skriv et svar