august 2020 – Guldsøstre

Om at (gen)opdage Nordpolen.

27. august 2020 Ingen kommentarer

Først på sommeren havde jeg klare intentioner om at besøge steder i Danmark, der havde fremmede navne. Som Nordpolen, Rom, Paris, Sibirien og Berlin og andet. Det var, hvad min stadig større og stadig mere akutte udlængsel så som eneste mulighed for at bringe lidt eksotisk ind i mit liv.

Det er ikke gået imponerende godt. Overhovedet ikke. Men forleden nåede jeg Nordpolen. I det mindste nåede jeg Nordpolen.

Nordpolen var i min barndom et hedeområde langs Mariager Fjord, som man sådan skulle vide var der. Navnet er på ingen måde officielt, figurerer ikke på nogen kort og bruges vist kun af de lokale. Så overhovedet at finde frem til det var noget af en hurdle. På niveau med, “at vi gik vist til højre et sted omkring den store gård” og “man kunne vist også gå ind fra landevejen, men så skulle man igennem en gård”. Det er næppe turistgodkendte vejledninger.

Men vi satte ud i den retning, vi mente, var den næsten rigtige. Iført travesko og madpakke, for madpakker er kommet ind i vores liv igen i denne Coronasommer, og egentlig smager de jo ganske fremragende tilsat dansk vejr, vand og blæst på en (forhåbentlig) solbeskinnet markvej eller havskrænt. Det viste sig i første omgang, at den manual, der var inde i mit hoved, blev begrænset af flere Adgang Forbudt-skilte, men den slags slår mig nu sjældent ud. Jeg har en udpræget ide om, at jeg kan tale mig ud af alt —som forleden, hvor jeg medbragte cykel i myldretidsmetro ( det må man ikke!) og på forhånd bestemte, at jeg den dag ikke talte dansk. Overhovedet. Manden er mere lovlydig–han tror, skilte står steder af en grund, og forleden vandt hans tøsedrengsgener altså. Han mente, de havde schæfere i skoven! Så vi vadede troskyldigt gennem mudder og højt græs i stedet. I cirkler. Men da det så var overstået, fik vi den mest forunderlige tur gennem et naturskovslandskab, man vist skal lede længe efter at finde magen til i Danmark. Helt uberørt. (Og ikke et ord om skilte!)

Og så var det, som det jo altid er i eventyrene og de opbyggelige historier om at erkende både dit og dat, netop som vi havde opgivet nogensinde at nå frem til den Nordpol, at vi var der. Lige midt på den. Eller i alt fald midt på ved siden af, for de har minsandten hegnet verdens top i fjordversionen inde.

Det var så også der, jeg pludselig måtte erkende, at det vist er næsten 50 år siden, jeg sidst var på den Nordpol. Og at Nordpoler altså ikke går i stagnation, bare fordi jeg ikke besøger dem. For det første syntes jeg, der var ENORMT langt derud i min barndom. Heldags-madpakke-ondt i benene dagen efter–langt. Det var der sådan set også for vi amatøridioter, der gik de forkerte veje, men havde vi gået den direkte, var der godt nok ikke langt! For det andet erindrer jeg et enormt hedeområde med små, forkrøblede buske og en fantastisk udsigt fra vældige bakker skrånende ned mod fjorden. De der buske var ikke ret små mere. Faktisk var de så store, at man næsten ikke kunne skimte fjorden, og i øvrigt havde de hegnet hele området ind, så man end ikke kunne komme ind og plante sit nye erobringsflag på toppen. Det var dog kun pga. hegnets elektriske natur, jeg ikke klatrede derind alligevel, for jeg er sikker på, i alt fald noget af det længere nede og mere ufremkommeligt lignede det, der engang var min Nordpol.

Men nu har jeg været på/ved Nordpolen igen. Jeg har opdaget, at selv barndomme har det med at blive voksne og helt på eget initiativ rejse fra ens hukommelse og minder. Men sådan er det jo. Under alle omstændigheder ligger der jo en væsentlig sejr i overhovedet at have fundet det der sted. Gen-fundet, altså.

–Og turen derud, i cirkelformede bevægelser, var vidunderligt smuk. Selv om jeg tror, vi var på privat grund, så undgik vi fermt alle schæfere, men fik rislende bække og flotte, storladne, tyste skove til overflod. Så selv om målet var lidt anderledes end forventet, så var turen dertil en oplvelse.

Og det er vel også sådan, det skal være…..

Ikke kategoriseret

Septembers himmel er så blå.

25. august 2020 Ingen kommentarer

–Selv om det kun er august. Sen august. Men næsten september.

Men september har den der himmel, som ingen andre måneder kan stille op med. Det blåeste blå og højheden, storheden, vidtstraktheden. Som om himlen på gode vejrdage var malet af Nolde selv, for til trods for, at han på de seneste er kommet lidt i miskredit for at være noget af en vendekåbe under krigen, så er der, efter min mening, ingen, der kan male en god himmel som Nolde. Himmelmesteren.

Og der er ikke ret meget, der er så smukt som min strand under sådan en himmel. Især om morgenen og om aftenen. Her til morgen sådan et stykke land og hav, som næsten er mit alene. Midt i blåheden. Og i aftes, lige der i den blå time, lige før solen går ned. Hvor lyset falder på den måde, som lyset kun kan falde på netop denne årstid.

Der er også kommet dette snif af efterår i luften. Det der lille piv af forventet vinter, modne æbler og fugtighed. Det snif, der konkret indvarsler, at sommeren er ovre, men som også dufter af høst og dengang, vi børn i store flokke drog hærgende gennem kvarterets haver og stjal, hvad der nu kunne stjæles af spiseligt. Ikke fordi, vi som sådan manglede noget, men fordi det var spændende og et afbræk fra den sædvanlige dåse-gemme.

Herude i det, der for bare 3 uger siden var sommerlandet, er der pludseligt blevet langt mellem menneskene. Der er kun os tilbage, der (i mit tilfælde dog ufrivilligt!) er arbejdsfri og aldrig har en egentlig deadline på at skulle hjem. Vi kan så gå under den der overvældende blå himmel og have det hele for os selv.

Og har en hel september endnu til at gøre det i…..

Kultur generelt

Åh nej….

24. august 2020 Ingen kommentarer

Den ene gang om året går jeg amok! Så forsvinder jeg ind i min egen højlydte anglofili, skruer op til dødsmetal-niveau for fjernsynet, danser lidt med mig selv, gør sådan lidt bøvlet honnør, synger så højt, at jeg har ondt i halsen flere dage efter og fælder også gerne en tåre over den ubestridte storslåethed.

Det er, når The Last Night of the Proms går over skærmen, og vi ENDELIG er nået gennem alt intetsigende fyld, lange takketaler og en forfærdelig masse hoppen op og ned, iklædt farverne fra Union Jack–og er nået til det eneste, der VIRKELIG betyder noget. Afsyngelsen af Rule Britannia og Land of Hope and Glory.

Det er mit glansmoment, min ultimative dyrkelse af såvel anglofilien som musik, der er så smukt, at jeg græder storspande over det. De to melodier er bare så flotte, så medrivende, så fantastiske, så storslåede–og så imponerende. Og vel har jeg da læst teksten–man synger vel med–og vel har jeg da også undertrykt kvalmen over, hvad man for flere århundreder siden syntes, var i orden, fordi jeg altså godt kan se, at alt kun giver mening, hvis det indsættes i den rette historiske kontekt. Men jeg har egentlig ikke tillagt det den store værdi. Jeg har sgu` da bare skrålet med!

Men nu er det så sådan, at netop den to melodier i krænkelsesparathedens hellige navn i år er blevet bandlyst fra The Last Prom. Altså de to melodier, som ER The Last Prom. Der skal ikke synges om britisk overherredømme og slavehære, og der er ikke længere noget land af håb og ære. Der er kun plads til politisk korrekt musik med ufarlige tekster, og netop Rule Britannia og Land of Hope and Glory er jo, som vi alle ved, decideret samfundsundergravende, krænkende og fordomsfulde helt ud i sidste verselinie. Den slags skal vi ikke synge. Nej!

Jeg gider ikke se The Last Prom i år. Hvorfor i alverden skulle jeg dog det? For jeg føler mig nemlig krænket over, at jeg ikke må skråle til himlen, græde springtårer og forstyrre alle naboers fred en 2-sanges tid. Hvad i alverden skal jeg se det program for? For at skråle med på Beethovens 9? Samtlige satser? Det KAN jeg ikke engang.

Jeg er fuldt fortrolig med, at nogle kan føle sig krænket over teksterne i sangene, og det respekterer jeg også fuldt ud. Men jeg er samtidig nok en lille smule bange for, at BBC for første gang nogensinde vil få store problemer med at få solgt billetterne til promenadekoncerterne i fremtiden. Indtil nu har man skullet købe samtlige koncerter for at få adgang til den sidste–altså sidde den af gennem adskillige andre, for mange uinteressante, koncerter, og billetterne til den sidste har været handlet til vild overpris på det sorte marked. Nu kan man forudse, at BBC ligesom brænder lidt inde med tingene, for folk kommer, selvfølgelig, af mange årsager. Men de allerfleste kommer for at grovskråle og overhoppe med på Rule Britannia og Land of Hope and Glory.

Godt, jeg har dem på en gammel LP! Så kan jeg hoppe til den, når de bliver forbudt på streamingtjenesterne!

Litteratur

Endnu en….

22. august 2020 Ingen kommentarer

Malene Lei Raben: Fruen.

Med vanlig forsinkelse er det først nu, jeg har fået læst en af årets mest omtalte danske bøger. Der er ikke blevet læst meget her i sommeren, til trods for julis læsevejr…

Men her er så endnu en af de næsten utallige halvbiografiske bøger om mor/datterforhold, som lige nu oversvømmer markedet. Her er også endnu en, hvor, som det nu engang er i den slags genre, den ene hovedperson oftest udmærker sig ved at være død og umælende, og hvor det er moderen, der er the baddie. Det har vi ligesom vænnet os til. Og markedet er da også stopfyldt af bøger om traumatiserende, destruktive, uforstående mødre. Bøger, der primært læses af kvinder på min alder. Vi må jo kunne genkende os selv? Og vores mødre? Med mindre vi læser dem for at blive bestyrkede i vores eget held med at have en mor, der trods alt var omgængelig og ikke som taget ud af grundmanualen for ækle stedmødre i eventyrene.

Og alle disse monstermødre fordeler sig gerne i 2 kategorier: 1) de, der var så (små)borgerlige, antikverede og dybt fordomsfulde i deres tankegang, at de nærmest sparkede deres døtre ud i oprør mod selve den statiske sathed. De opdrog deres børn til pænhed og artighed (hvis nogen kan huske det ord) og fik revolutionære unger ud af det, og 2) de, der var så nytænkende, socialistiske, verdensfrelsende og revolutionære, at de nærmest glemte deres børn for samfundsomvæltningens skyld. De ofrede sig ( ind imellem) for deres børn, som overhovedet ikke forstod denne offervilje og faktisk syntes, at solidaritet også var væsentlig, når den ikke blot gjaldt indianerstammer og folk fra Mellemøsten. De opdrog vel nærmest ikke deres børn, og det var så også forkert.

Malene Lei Rabens mor tilhørte den sidste kategori, i alt fald i starten, hvor opdragelsens tunge år var ikke-eksisterende. Men fra en normfri barndom i en slags frihed slog hun pludselig bak og krævede tilbagebetaling i ømhed og pludselig påstået familiesamhørighed. Som alle de andre mødre i genren står hun på mål for dybe frustrationer og nærmest ødelagte liv, samtidig med, at samme genre også altid beskriver det “double-bind”, som flipper-psykiateren R.D. Laing havde som omdrejningspunkt for alle neuroser i 60-erne. Enhver kvinde (sagde han) havde et dobbeltforhold til sin mor: På den ene side både ville og ønskede hun at elske hende, men på den anden side hadede hun hende inderligt. Ikke nemt! Heller ikke for Malene Lei Raben.

Fra mit beskedne synspunkt synes jeg endnu engang, at en bog, som udgiver sig for primært at handle om en mor, der har besvær med at elske sin datter samt acceptere, at hun er et selvstændigt væsen, istedet er blevet til en bog om en datter, der har besvær med at elske sin mor og acceptere hende som et selvstændigt væsen. Men der er jo desværre det med litteratur, og især biografi-genren, at synsvinklen altid er subjektiv. Noget så datter-subjektiv. For vel er moderen da en strid strigle, en overbitch, en led kælling og det, der er værre, men…..

Malene Lei Raben skriver godt. Det er en fornøjelse at læse hendes bog på det rent sproglige plan. Hun er også et vidende, kulturelt menneske, der hele tiden refererer ud i historien, myterne og til den almene dannelse. På sin vis bliver man også klogere af at læse hendes bog. Men man bliver altså også lidt irriteret. Ikke så meget på moderen, men nok mere på måden, hun skildres på.

Og så kan man jo håbe, at denne generations kvinder snart er ved at have taget det endelig favntag og det ultimative kvælertag på deres mødre. Men selvfølgelig: Så længe der både er onde dronninger og læsere nok, så vil vi givetvis se genren bliver ved at blomstre.

Ikke kategoriseret

HVEM læser mon egentlig denne blog?

22. august 2020 Ingen kommentarer

Det eneste, jeg ved om mine læsere, er, hvor de bor. Sådan på bymæssigt niveau og med en upræcished, der, så vidt jeg kan se, placerer mig selv ikke i min egen by, men i en anden provinsby adskillige kilometer herfra. Så i bund og grund kan jeg ikke bruge statistikken til andet end at konstatere, at læserskaren ikke er imponerende, og samtidig forvisse mig selv om, at jeg gør det hele for min egen skyld.

Men forleden skete der alligevel noget mærkeligt. Som da i bedste fald er tankevækkende. Nemlig at jeg højlydt brokkede mig over, at diverse ministerielle instanser samt et lokalt folketingsmedlem i månedsvis havde syltet mig og arrogant undladt at give mig svar på forespørgsler og generelt brok. Minsandten om der ikke samme dag og dagen efter dukkede lange, uddybende, udførlige mails op i min indbakke–endda med undskyldninger for den lange ventetid. DET er da tankevækkende! Måske er der tale om ganske almindelige tilfældigheder–sådan ER livet jo sommetider. Men der KAN jo også være andre årsager.

Årsager som, at jeg jo sagtens kan tage denne sag videre til pressen, akkurat som diverse ansatte ved erhvervsstyrelsen allerede for flere måneder rådede mig til. Og så ser det mildest talt ikke pænt ud, at de ansvarlige ikke engang har gidet svare mig. Det kræver selvfølgelig, at de har læst bloggen. Jeg tror det næppe, men det er da påfaldende. MEGET påfaldende.

I øvrigt fordeler svarene sig i to kategorier. Vi taler–nu kommer den gamle dansklærer op i mig–logos og patos. Erhvervsministeriet betjener sig af en embedsmandsterminologi, som primært går ud på at opstable et væld af love og paragraffer på et sprog, som man givetvis håber, de færreste forstår. Det er nemlig sværere at klage, når man ikke aner, hvad der er blevet sagt. Der er ikke megen hjælp at hente der, og en juridisk embedseksamen er sådan set et mindstekrav for at få det fulde udbytte af det, man førhen kaldte kancellisprog. Jeg kan godt læse mig gennem intetsigenhederne og omvejene samt konkludere, at der på adskillige ord står, at at jeg bare selv kan læse paragrafferne og dernæst holde min kæft. Anderledes står det til med politikeren, som med hjælp af patos udtrykker sin sympati (ikke decideret medfølelse, men den er jeg også gerne foruden) og en vilje til at tage sagen op med de rette instanser. Der udtrykkes også en forundring og lettere forfærdelse over, at en hel gruppe mennesker er blevet overset og ignoreret samt en villighed til at gøre noget konkret ved det. Selvfølgelig tvivler jeg på, at det bliver tilfældet. For jeg ved godt, at patos taler direkte i hjertet og også er den appelform, jeg selv ville bruge, hvis jeg skulle involvere folks følelser. Så kan man slippe fra meget. Akkurat som man kan, hvis man formulerer sig, så man er sikker på, de færreste forstår.

Men jeg må være optimistisk og tro på, hvad der står i politikerens brev. Og hvis han virkelig har læst min blog i forgårs, så læser han vel også med nu og kan se, at jeg fortrøstningsfuldt lægger hele min skæbne i hans hænder. Det kan han da ikke bare sidde overhørig–der må da bestemt skulle komme et synligt resultat.

I mellemtiden, altså indtil retningslinjerne omkring kompensation bliver samstemmende med virkeligheden og det danske arbejdsmarked, som det rent faktisk ser ud, så vil jeg, som selvbestaltet drama-queen, ved ethvert spørgsmål om, hvad jeg ønsker mig til min tilstundende fødselsdag sige: Retfærdighed og et job. Samt tilføje: At ENDNU flere ministerier og politikere læser min blog. Det kan de kun blive klogere af!

Brok

Om at miste troen på samfundet.

20. august 2020 Ingen kommentarer

Det er næppe nogen hemmelighed, at denne Coronasommer har været et mareridt for mig. Sygdommen har stjålet mit elskede arbejde og berøvet mig selve min livsstil–og det er et af den slags fakta, man bare må acceptere og leve med. Ingen har vel opfundet det lort med vilje–selv Bill Gates!!!

Men at vores samfund, som jeg i min naivitet altid har troet på, støttet og set som et gode, totalt har negligeret, overset og ydmyget mig, er ikke umiddelbart acceptabelt. Det har resulteret i mange søvnløse nætter, tankemylder og svedeture i håbløshedens favn samt en totalt desillusion i forhold til at tro på noget, eller nogen, som helst.

Og det er jo ikke fordi, jeg ikke har foretaget mig noget. Allerede 21/5 skrev jeg til erhvervsministeren og forklarede min situation. Det behagede ham at sætte yngste (tror jeg) og mest stavehæmmede ( håber jeg) medarbejder til at svare mig i sidste uge. Altså 3 måneder senere. Brevet var totalt intetsigende og bestod primært af en vedhæftelse af reglerne for kompensation. Som om jeg ikke allerede havde læst dem omkring en million gange. Det var taktløst og fuldstændigt uigennemtænkt at sende mig sådan en–rent ud sagt–spand ubrugeligt lort.

Endnu mere betænkeligt er det, at jeg d. 19/6 skrev til mit lokale folketingsmedlem og forklarede min situation udfra den formodning, at vedkommende var mit lokale talerør på Borgen. Han har end ikke SVARET mig! Det er arrogant ud over alle grænser, at folkevalgte politikere ikke engang gider svare deres vælgere. Det fratager i alt fald mig troen på selve demokratiet, og at nogen overhovedet varetager ens interesser. Hvorfor skal man dog stemme på mennesker, der tydeligvis er totalt ligeglade med en, når de blot har modtaget den stemme, der åbenbart er det eneste vigtige?

Jeg er udmærket klar over, at politikere har andet at gøre end at svare på deres vælgeres henvendelser. Men en latenstid på 2 måneder nærmer sig da vist alligevel det absolut uanstændige. Og–samtidig–decideret ydmygende for mig.

Jeg kan så sidde her og iagttage, at masser af mennesker bare automatisk modtager deres kompensation, og at visse politikere ligefrem praler af en form for rundhåndethed i forhold til betrængte borgere. Og at jeg samtidig er blevet glemt!

Det gør mig ikke bare fortvivlende gal i hovedet. Det påvirker mig også ekstremt meget psykisk, at jeg, der ellers naivt har troet på velfærdssamfundets velsignelser, må erkende, at det hele var en illusion.

En illusion skabt af politikere, der end ikke gider svare deres vælgere og på den måde give dem troen tilbage. Og en illusion, der, når man taber den, går dybt, dybt ind i sjælen.

Og så har jeg ikke engang nævnt det allermest konkrete tab. Nemlig de over 100.000, som manglende kompensation, dårlig, uigennemtænkt lovgivning og total mangel på bevågenhed fra de politikere, jeg har forsøgt at råbe op, har kostet mig.

Jeg trygler ikke efter medlidenhed. Den kan jeg ikke bruge til det fjerneste. Jeg beder såmænd bare om anstændig behandling, behørig respons og om at genvinde troen på samfundet ved netop at modtage sådanne!

Film og teater

En rigtig god serie.

20. august 2020 Ingen kommentarer

Charite. Netflix.

Det er desværre stadig en velbevaret hemmelighed for mange, at tyskerne er eminente til at lave gode film og serier. Sådan efter dansk smag–med gode historier, velgennemtænkte manuskripter og seriøst dygtige skuespillere. Charite er en af dem.

Ironisk nok har denne fremragende serie, som foregår på hospitalet Charite i Berlin i 1880-erne, fået nærmest fornyet aktualitet i en Coronatid, da omdrejningspunktet for handlingen er forskningen og gennembruddet omkring datidens store pandemiske killers: tuberkulose og difteritis. Det var store dødsspedere, der blev slået effektivt ihjel der. Faktisk større end Coronaen.

Derudover er serien et fantastisk tidsbillede af en periode, hvor troen på lægevidenskab hele tiden kolliderede med at lægge sin skæbne i Guds hænder og med nedbøjet hoved tage, hvad der nu retfærdigvis kom. Hovedpersonerne, de store (og ikke altid helt behagelige!) medicinske forskere med de velvoksne egoer, er bygget på autentiske, historiske personer–for det VAR faktisk på Charite, at verden fik vendt sin medicinhistorie på den tid. Enkelte fiktive personer er der også blevet plads til, og især den unge Ida Lenze er en af den slags heltinder, enhver moderne kvinde kan relatere noget så gevaldigt til. Flere af hendes slags, tak….

Man behøver absolut ikke være freak omkring medicinsk historie for at nyde denne serie med spændende handling og geniale personer. Som tidsbillede er den fængende, som fortælling er den decideret binge-fremkaldende, og som underholdning spiser den tiden, så man pludselig har været inde i Charites fascinerende univers meget længere, end man selv lige anede.

–Der findes også en sæson 2, som foregår omkring 2. Verdenskrig. Gudskelov! Så er der råd for de serie-abstinenser, man uvægerligt får, og som de gode forskere på Charite i 1880-erne ikke lige fik fundet en kur eller vaccine for!

Kultur generelt

Det her kan kommunen gøre bedre!

19. august 2020 Ingen kommentarer

Det har været en sommer fuld af vandrende opdagelser og oplevelser. Havde nogen fortalt mig bare i marts (altså præ-Corona), at jeg ville blive bidt af at vandre og endda er kommet til det punkt, hvor jeg udveksler tips om gode vandrestier med ligesindede, jeg møder på min vej, så ville jeg have leet hjerteligt. Henvist til min magelighed, min mangel på at være nået til det, der for mig dengang var “vandrealderen” samt mine klare præferencer for at luske rundt i baggårde, kuldsejlede industriområder, kolonihaveområder med tydelige stænk af Klondyke og særdeles privat initiativ–fremfor naturen, hvor det hele bare sådan lidt ligner sig selv og hinanden.

Det er så gået over. Jeg er blevet en vandrende pind efter nye ruter. I naturen. Også selv om jeg MÅ indrømme, at jeg stadig elsker bagsiden af byerne som mål. Ikke sådan nogle ruter af Camino-tilsnit og flere dage undervejs med tung bagage og overnatning på feltmaner eller indenfor vildfremmedes snorkesfære. Jeg foretrækker min egen seng, tak. Og jeg foretrækker ruter, der kan vandres på 10-15 kilometer og halve dage, også tak.

Så i dag stod den på det, jeg troede var en rute rundt om den retablerede Slivsø, sådan lidt halvvejs mellem Haderslev og Aabenraa. Det var det sådan set også, men at kalde ruten sønær er noget af en gevaldig overdrivelse. Det starter ellers så godt, hvis man starter i Hoptrup. Pænt anlagt sti og pæn udsigt til både sø, massevis af fugle og små øer på de første kilometer. Det går så over. Først må man ud på en ualmindeligt lige og lige så ualmindeligt kedelig landevej, dernæst kæmpe sig op ad en asfaltbakke, hvorfra man end ikke kan SE søen.

Så langt, så godt. For bedst som man endelig tror, at man skal ned til den sø, som sådan set har været hele turens formål, så starter genvordighederne. Stien er mudret (det var FØR eftermiddagen skybrud) og decideret misligholdt, trappetrin er faldet væk og præsenterer i stedet livsfarlige ned- og opgange. Alverdens vildtvoksende ( mest stikkende, kløende og rivende) natur slynger sig over, på og langs stien, og selv gåsegang kan på ingen måde skåne en for helt konkrete angreb fra alt det, der nok ville have været kønt langs stien, men som, i mine øjne, ikke hører hjemme på en vandresti, der rent faktisk skal vandres på. Tillige er det tydeligt, at en del lodsejere har været modvillige mod enten at give eller sælge jord til stier, for man må godt nok gå store buer omkring mange gårde. Hvis det så bare var sønært–men det er det ikke!

Alt i alt er der på den ca. 8,5 km. lange rute omkring 3 km. decideret gangbar egentlig vandresti. Så kan man selvfølgelig gå frem og tilbage og tage dyrelivet ( der er rigtigt mange fuglearter) både forfra og bagfra, men i de fleste andre kommuner kan man altså godt finde ud af, at en sø generelt er til at vandre RUNDT om. Lige en passant kan jeg da nævne, at jeg forleden var på en pragtfuld tur rundt om Store Økssø i Rold Skov, og der følte man sig da hjerteligt velkommen, taget seriøst samt kunne ende, præcis hvor man begyndte, uden rifter, brændenælde-forbrændinger eller mudder til knæene!

Bare 5 kilometer nede ad samme hovedvej ligger Kalvø-ruten, som er en fornøjelse og en virkelig smuk og fantastisk rute. Den vedligeholdes af Aabenraa Kommune. Det var der nogle, der kunne lære noget af!

I alt fald vil jeg aldrig anbefale denne stroppetur til ligesindede, jeg måtte møde på min vandrevej. Og når jeg tænker over det, mødte vi faktisk heller ikke en eneste på turen. Det er en ommer, Haderslev Kommune. En flov, mudret, stikkende ommer!

Om at være kvinde

Om at blive til et menneske.

17. august 2020 Ingen kommentarer

At have 3 børnebørn på 2, 4 og 6 måneder er eksplicit anskuelighedsundervisning i, hvordan man bliver til et menneske. Hvordan man med ekspresfart fra at være ganske prisgivet andre og intet kunne selv på ganske få måneder udvikler sig til at kunne give respons, ville selv og deltage i selve livet på sin egen lille måde.

Det er utroligt, hvor meget forskel der er på, hvad man kan som absolut nyfødt–og så som halvårig. Og med hele 3 babyer som ren empiri kan jeg ikke bare se forskellene, men sandelig også gå gennem udviklingstrin flere gange, så jeg absolut intet misser undervejs. Det er jo faktisk heller ikke, fordi jeg ikke har været der før. Det er bare næsten 30 år siden. Og Gudskelov havde jeg ikke 3 babyer på samme tid. Gudskelov!

Helt ærligt så er der jo ikke meget fis og ballade ved sådan en nyfødt, der nok kalder på manges beskyttertrang og udprægede lyst til intensivt dikkeri, så jeg må tilstå, at først omkring 2-måneders alderen føler jeg sådan en begyndende lyst til at involvere mig for alvor. Det er der, de første smil ikke blot er tilfældige grimasser, men faktisk har en begrundelse. Selv om den ikke altid er åbenlys. Og faktisk er der intet, der connecter som et smil. I alt fald fra en baby.

Derefter går det forbandet stærkt, og tigerspring er absolut ikke usete. De er nærmest dagligdag. Så vil man ikke ligge ned mere, men allerhelst sidde med behørig hjælp eller forsøge at stå med endnu mere hjælp, for de der fødder er stadig ikke bøjet tilstrækkeligt stå-forsvarligt. Så får legetøj en interesse, og der går faktisk ikke længe, før der er legetøj, der er meget mere fascinerende end andet. I vores familie kører vi meget på en sommerfuglelarve, der både kan pibe, knase, spejle og bides i, og den er simpelthen slægtens store babyhit. En enkelt af babyerne har også en stor lidenskab for en såkaldt rainmaker. Et stykke legetøj opfundet af Fanden selv, der skal rystes og vendes til seneskedehindebetændelses-niveau af voksne daglejere i en uendelighed.

Og så begynder man at ville selv. Eller i alt fald have en ide om, at man vil selv. Desværre er dette ikke altid forbundet med en konkret evne. Hvis naturen havde været lidt smartere, er jeg sikker på, at den havde undgået, at enhver baby er til fare for sig selv. Man vil sidde, og vælter, man vil stå, og falder, og man vil putte alt i munden. Selv det, det er relativt livsfarligt at putte derind. I øvrigt vil man også gerne kravle der omkring de 6 måneder. Uden mål og med, og lige så gerne rundt på gulve som ned ad kældertrapper.

Jeg har egentlig aldrig før spekuleret over, at menneskets vigtigste drivkraft er noget så simpelt som nysgerrighed. Babyer er født nysgerrige. Verden skal udforskes, og den skal udforskes fra præcis det sted og det niveau, hvor man selv befinder sig. I begyndelsen er radius lig med kontrollabelt næsten nul, men uhyre hurtigt udvider verden sig. Byder på nye muligheder for opdagelser, for at prøve nye ting. Og at kaste sig ud i verden med en opdagelsesrejsendes mod og frygtløshed, der både er beundringsværdig og samtidig også kan være næsten livsfarlig. Tænk, hvis vi beholdt den ukuelige nysgerrighed gennem hele livet? Eller rettere: Måske er det netop bibeholdelsen af den, der gør det unikke menneske, der aldrig, på mange forskellige områder, holder op med at udforske selve livet og hele verden?

Birk på 2 måneder er lige nu ved at vågne op til verden og tage den ind. Han smiler til den og er begyndt at elske visse stykker legetøj, mens han ihærdigt forsøger at finde en ny position til sig selv end den vandrette. Noor på 4½ måneder er forlystelsessyg som få, og livet er en lang leg, selv om han først for nylig har lært at gribe ordentligt fat i legetøjet. Hans nysgerrighed er umådelig og består af lange, stirrende blikke på en verden, han først nu skal lære at forstå. Helst siddende. (Det var en smule flovt forleden, da han ufortrødent nedstirrede samtlige topløse kvinder på kajen i KBH–nok fordi, der endelig var noget, han kunne genkende!) Camille på 6½ kravler som en gal, synes bøh-lege er vildt morsomme ( også gang nummer 500), kan selv udvælge legetøj, gerne stående med støtte og er ret mobil, mens hun griner højlydt. Det er fantastisk, at der på bare de 4 måneder, der er mellem dem, kan ske så uendeligt meget. Så fantastisk mange skridt hen imod at blive til et rigtigt menneske. Drevet af iboende, medfødt nysgerrighed.

Og så, da vi forleden kom forbi en ret voldsom pilloteringsmaskine i fuld sving–da måtte vi standse. I øvrigt sammen med et større opbud af andre babyer af hankøn i klapvogne og barnevogne–der var nærmest kø. Det var Noor, der bare måtte se på dyret, og vi måtte nok nødtvunget erkende (også ved synet af de andre små tilskuere), at fascination af store gravemaskiner KAN være noget genetisk. Det er første gang, jeg har iagttaget det, og det er bestemt noget, jeg vil lægge mærke til. Måske skal vi prøve at tage Camille med til gravearbejde og se, om det også bliver et hit? Ellers må vi vel konstatere, at babyer ikke bare bliver til mennesker, men sandelig også til drenge og piger. Mit gamle feministiske hjerte bryder sig ikke rigtigt om selve tankegangen, men jeg er bange for, at genetik og biologi nok i sidste ende er meget, meget mere betydningsfuld end socialisering.

Det kan vel også være ret ligegyldigt. Det vigtigste er jo, at de udvikler sig, stille og roligt, hen imod at blive rigtige mennesker. Samt forhåbentlig beholder den der kolossale nysgerrighed!

Brok

Om nætterne.

17. august 2020 Ingen kommentarer

Nætterne er det værste. Nætterne er ren tortur i dynehøjde og lange, svedende og prustende. Et indendørs klimasystem ville have gjort underværker, men samtidig være en håbløs investering for de 5-10 nætter årligt, det reelt drejer sig om. Resten kan man jo godt ligge med sokker…

De sidste mange nætter har jeg sovet staccatosøvn, håbløst forstyrret af mit eget (heldigvis stiltiende) kraftsvederi og hundens konstante prusteri og hvileløse vandring. Jeg har flere sæt nattøj af vietnamesisk oprindelse med shorts og små bluser, men selv de må give fortabt. Jeg synes da ellers ikke, jeg anvender dem i overmåde grad, da jeg enten vrider dem eller skifter dem ca. hver time natten igennem. I øvrigt vidste jeg heller ikke, at når der på asiatisk nattøj står, at krybeprocenten er 20, så gælder samme procent for HVER vask, så vi er ved at være nede på lidt over babystørrelse. Selvfølgelig kunne jeg bare lade være. Altså lade være med nattøj overhovedet, men jeg er sensitiv overfor at lade betræk berøre huden, og i øvrigt grovsveder jeg hellere i tøj end på sengetøj.

Jeg bryder mig heller ikke om at sove for åbne vinduer. Man føler sig udsat i et parcelhus på jordplan, hvor enhver uden større foranstaltninger og selv med manglende atletisk formåen ville kunne kravle ind gennem vinduerne. Samt, i alt fald i ens fantasi, både røve en selv og alle de genstande, der sikkert kun har affektionsværdi. Nogle gange VIL man næsten gerne røves–røves væk fra saunaen. Derudover skaber man også legal adgang for kryb i alle afskygninger af modbydelighed. Så samtidig med en ulige kamp mod heden, skal man Gudhjælpemig også tage kampen op mod invaderende myggesværme, hvis foretrukne natmad er en selv, edderkopper, der danser på ens arme og stankelben, der med vanlig sans for ikke at kunne holde rede på alle lemmerne, bare splatter ud på hovedpuden. Jeg har en regel med, at jeg gerne må åbne alle havedøre, når det er ved at blive lyst. Så jeg ligger i timevis og spejder efter det første lysglimt…

Det værste er næsten hunden. Han er efterhånden så halvgammel, at hans ånde er gået i killermode, så ingen har en levende chance for at udslippe, når han ivrigt prøver at påkalde sig opmærksomhed ved at pruste en ind i ansigtet. Han ved til gengæld ikke, hvad det er, han vil. Udover at få mig til at stoppe varmen. Slå den ihjel. Give ham nattefred. Der var intet, jeg hellere ville.

Det slår mig altid, når søvn er en slags umulighed, hvor uendelig lang en nat kan være. Der er simpelthen forskel på vågne dagtimer og søvnløse nattetimer, sådan længdemæssigt. Det er ufatteligt så mange gange, jeg kan tjekke tiden om natten. Udelukkende for at få bekræftet, at den ganske simpelt er gået i stå. Der er længere fra 1 til 5 om natten, end der nogensinde har været om dagen. Selvfølgelig kan jeg for tiden anvende en god del af al den natte-overskudstid på at skifte nattøj og sengetøj samt gå i håbløs, uretfærdig krig mod overmagten bestående af invasionsstyrker af rent kryb, men der er stadig tid tilbage. Den bruger jeg på at vende mig. Virkelig vende mig.

Om dagen vasker vi nattøj. Og kryber det endnu en gang. Og sengetøj, hvis natten har været ekstra dræbende. Hunden, han sover. På et eller andet tidspunkt skal han jo have indhentet det forsømte. Vi andre går sådan lidt rundt som zombier, kryber i skyggen langs murene og sveder bravt. Mens vi venter og frygter natten.

For nætterne er det værste.

1 2 Næste »