Om at være en succes. Så længe det varer…

Egentlig var ideen affødt af desperation over at være blevet totalt negligeret, overset og ignoreret i forbindelse med Coronakompensation og dermed udsigten til mange måneder med en indtjening på et stort rundt 0. (Som i 0,0!) Det er ydmygende, fortvivlende og direkte søvnødelæggende at blive behandlet på den måde i et såkaldt velfærdsamfund, og samtidig er det frustrerende at blive frarøvet et arbejde (som også i sig selv er en livsstil), man elsker og stortrives med.

Det var så der, jeg (igen, igen) satte mig ned og tænkte på, hvad jeg egentlig kan. Min spidskompetence er at fortælle historier om steder og mennesker og få folk til at lytte, samtidig med de selv føler, de får en oplevelse og bliver klogere. Som sagt, så gjort. Selv om skepsis fra mine omgivelser var superhøj og i alt fald ikke specielt forventningsfuld.

Men de sidste 4 uger har rigtigt mange mennesker travet rundt i klitterne sammen med mig. Jeg har måttet arrangere adskillige ekstrature, fordi der trods alt er begrænsninger på, hvor mange vi må stimle og hvor mange, der lige kan høre det hele, når vinden suser over strandengene i det, der skulle have været sommer. Det har–stik mod mine kalkulationer, som gik på turister–været de lokale og sommerhusejerne, der har udvist enorm interesse for at få nye vinkler på det kendte og opdage ting, de nok har passeret adskillige gange, men aldrig rigtigt har set. Eller ikke vidst, hvad var.

Og det allermest berigende har faktisk været, at alle disse mennesker også har stået med deres egne input, som har gjort mig klogere. Jeg har fået de mest fantastiske historier, jeg selv aldrig havde hørt, og forleden blev jeg endda inviteret til at besøge et sommerhus, jeg nok havde hørt om, men aldrig havde set. Aldrig har jeg set noget så smukt, mystisk og absolut fascinerende. Jeg har stiftet bekendtskab med en stor del af de naboer, jeg ikke kendte og føler næsten, jeg er kommet på hils med halvdelen af sommergæsterne. Sikke en berigelse bare af at sætte sig ned og finde på at trave en tur i nogle klitter!

Men på mandag er det sidste gang. Og jeg må vel desværre sige, at jeg for alvor håber, det er allersidste gang. Jeg ønsker på ingen måde, at jeg næste år igen skal ud at trave samme rute. For selv om jeg elsker det, og det er fabelagtigt berigende på mange parametre, så ville endnu en sommer som klitvandrer betyde, at Coronaen også næste sommer begrænsede såvel indtjening som livsstil og levemåde. Næste sommer står jeg forhåbentlig og fortæller mine historier på Royal Mile, Ben Nevis, Grafton Street og i Petra!!

Det er dog selvværdsstyrkende i optimal grad, at dette er blevet en succes. At folk har gidet at komme og for det meste har efterladt positive feedbacks, når de er gået igen. Så det er muligt, at jeg på en eller anden måde har beriget deres sommer, men de har bestemt også gjort min til en lille succes. Der er sådan lidt “lille tog” over det. Det tog blod, sved og hårdt arbejde at slide sig op ad klitterne, mens man troede, man kunne. Og det er fedt at suse ned at dem og råbe ud til alle, der gider høre, at de da bare lige kan se, man kunne!!

You may also like

Skriv et svar