Om at hilse.

Når det nu snart bliver efterår sådan rent kalendermæssigt (vejrmæssigt har det jo været det mindst den sidste måneds tid) løber de fleste af os ind i et sandt opsamlingsheat på forårets aflyste fester. Der skal konfirmeres, døbes og fødseleres som aldrig før, og de allerfleste ser restancekalendere af voldsomme dimensioner foran sig. Det kan næsten virke helt uoverkommeligt at få alt den festivitas afviklet, at få betalt sin festgæld.

Store fester er i al almindelighed ikke min yndlingsbeskæftigelse. Jeg er mere til de små og intime. Men der er især nogle ting, jeg altid frygter, og som Coronaen heldigvis har stået på sidelinjen og hjulpet mig med ikke at se frem til med klamme håndflader og en hvis form for stakåndethed.

Herovre i Jylland har vi den ubegribelige skik, at alle skal hilse på alle ( uden undtagelse, børn tæller også med), inden vi legalt kan begynde at spise. Det foregår gerne på den måde, at man efter ankomst til en fest starter en slags cirkelrund opstilling, hvor man stiller sig i enden af slangen, når man (omsider) har givet hånd til samtlige fremmødte, der er ankommet før en selv. Kommer man sent ( hvilket jeg desperat prøver at undgå) må man derfor først løbe spidshånd gennem samtlige den fejrendes bekendte, familie, naboer og børnebørn, før man sådan rimeligvis kan regnes for en akkrediteret deltager. Til rigtigt store fester kan man påregne at skulle give håndtryk op mod 100 gange og forventes selvfølgelig at kunne huske samtlige de deltageres navn, der stadig er så naive, at de tror, man kan huske det. Personligt fristes jeg ofte af at præsentere mig selv som “Prut”–udelukkende for at iagttage, om der overhovedet er nogen, der bemærker, hvad jeg siger.

Jeg hader alle disse håndtryk. Dette upersonlige adgangskort til at høre til. Den overvejende del af de mennesker, jeg ufrivilligt bytter håndbakterier med, vil jeg givetvis aldrig møde igen, endsige kunne huske efter at have sluppet deres hånd. Jeg føler mig tvunget ud i et optagelsesritual, jeg ikke kan finde en forståelig begrundelse for, og mens jeg udfører det, kan jeg tydeligt fornemme, at størsteparten af de øvrige deltagende har det på præcis samme måde. De har heller ikke den fjerneste lyst til at hilse på mig. Nogle endda så seriøst synligt, at de ivrigt snakker videre med sidemanden (som de står ved siden af, fordi de kender ham i forvejen), mens de hilser–uden overhovedet at SE i min retning. Jeg føler mig som en nikkedukke, en snoredukke, der bevidstløst får rakt hånden ind og ud som en del af et bizart optagelsesritual.

Det allerværste er dog, at der somme tider er nogle i slangen af mere eller mindre fremmede mennesker, der mener, at vi kender hinanden lidt mere end bare på håndtryksniveau. Så skal vi knuse. Problemet er bare, at jeg personligt ikke altid har sådan helt tjek på, hvornår man egentlig går fra hånd til knus på bekendtskabsskalaen. I alt fald er jeg tit lidt langsom, hvilket ender i de der pinlige situationer, hvor min fremstrakte hånd kvæles i tilløbet til det store knus, og det hele som regel udmønter sig i besynderlige fakter og slåen hinanden i maven. Samt lidt dårlig samvittighed fra min side, for hvorfor vidste jeg ikke, at netop den vedkommende var gået op til knuserniveau? Og har jeg fornærmet ham/hende ved slet ikke at have bemærket den seriøse udvikling i vores bekendtskab?

Så er det altså, at jeg synes, at Coronaen i allermest bogstaveligste forstand har givet mig en hjælpende hånd. Hvor ER det dog befriende ikke at skulle starte enhver form for større selskabelighed med bevidstløst at stikke hånd ud til horder af fremmede mennesker. Samt ikke at have virkelig styr på, hvem man formodes at være på knus med. At kunne undskylde sig med, at smittefare er den legale forklaring på, at ingen længere skal rende spidshånd gennem menneskeslanger, inden de kan deltage i noget som helst.

Og tænk engang: Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der virkelig på forhånd drager et lettelsens suk ved tanken om at være fri for den slags i forbindelse med efterårets festboom. Det er lige før, man kan begynde at glæde sig…..

You may also like

Skriv et svar