Her skal IKKE klages!

Jeg har været i mit sommerhus hele juli måned. Mest inde i mit sommerhus. Selvfølgelig har jeg bevæget mig udenfor. Man skal vel handle og gå sine ture. Med hensyn til ture har jeg haft over 10 kilometer tom strand for mig selv, hunden og fuglene de fleste dage. Regnen har også været der. Meget. Faktisk så meget, at jeg ind imellem har været voldsomt i tvivl om, om oversvømmelsen af mine stier mon skyldtes tidevand eller regnvand. Der har været ret meget af begge dele.

Jo, jeg har klaget mig i juli. Ikke blot over manglende arbejde og over at blive negligeret i det, jeg troede var et velfærdssamfund. Men bestemt også over vejret. På mit sommerhusparameter over årets måneder står der, at solen skal skinne i juli, når jeg trækker rullegardinet op om morgenen. Det har solen ikke villet. Og nogle gange har jeg faktisk troet, jeg var vågnet midt om natten–så mørkt var der. Jeg har gået med strømper de fleste dage, slidt mine gummistøvler ret intensivt, haft min regnfrakke på i et hidtil uhørt sommeromfang, set alt for mange film til juli og endda somme tider om eftermiddagen, spist alt for meget slik af kedsomhed og haft 15 ubrugte sommerkjoler hængende i skabet, hvor de har grint af mig, hver eneste gang jeg har prøvet at skabe blot en smule buksefornyelse. Jeg plejer at pakke efter årstiden. Jeg skulle have pakket juli efter vinter.

Udover det var juli også katastrofal for turismen. På sigt, altså. I et år, hvor de selvbestaltet mest ansvarsfulde af landets beboere har holdt ferie herhjemme, kommer den måned til at sætte langvarige spor. Alle de familier, som generelt stryger direkte til sydens sol i 3 uger, når de får ferie, men som i år har følt, at de skulle blive i Danmark, vil nok altså mere begå en så fatal fejl. Jeg talte med en repræsentant for et stort sommerhusudlejningsbureau midt i juli, og allerede der kunne hun oplyse mig om, at erfaringen fortalte, at næste sommer bliver katastrofal. Der var ingen genbookninger, og masser af folk, der simpelthen bare var taget hjem igen. Med mindre Coronaen bliver endnu mere katastrofal–Gud forbyde det!

Og så, lige som jeg er taget hjem fra regnmarkerne, så kommer solen. Og varmen. Heden, faktisk. Luften står som en mur af uigennemtrængelig murstensluft ude i min have, og bare tanken om at gå en tur er decideret svedfremkaldende. Ved tanken. Hunden er gået i coma på de svaleste fliser og må have taget selskabsblæren på, for det at tisse bruger han slet ikke mere. Det gør jeg i øvrigt heller ikke rigtigt, hvilket både er højst usædvanligt for min mini-kapacitet og besynderligt, for jeg slynger væske i mig med hidtil uanet fart. Nætterne er en blanding af kasten rundt med dyne og grillkylling på spid i turbofart, og man kryber sådan nærmest langs husets hjørner for at finde skygge og kølighed. Det er forresten bedst i kælderen. Men det er nu også en smule kedeligt at sidde dernede i sin store gildesal mellem alt rodet og årtiers ting, der bare har hobet sig op.

Men så er det altså, at jeg har bestemt, at her skal ikke klages! Jeg har klaget mig som en stukket gris, en forkælet baby og en sur mokke hele juli. Over alting, men mest over vejret. Vejret er nemlig sådan en bekvem ting at kaste sig over, da ingen jo kan gøre noget ved det, og de, der klager, kan derfor gøre det helt ansvarsløst. Nu har jeg gået og sukket efter bare lidt regnvejrsfri sommer i over en måned, og nu er mine sukke blevet hørt. Tilsyneladende. I alt fald har jeg da fået, så hatten ( eller hvad det nu er) passer. Hvis al den varme, vi har lige nu, var blevet seriøst fordelt mellem juli og august, så var begge måneder da blevet mere end absolut hæderlige.

Jeg må glæde mig over, at jeg ikke, som så mange andre, skal i skole igen, for med vanlig præcision starter det gode vejr jo altid, når skolerne begynder. Jeg må gå mine ture i aftensvalheden og tænke på, at overhed er overfed, når alternativet er regn. Og skulle jeg ende med at sidde en uges tid nede i min kælder, så må jeg da i det mindste tage nogle gode bøger med.

Nej, her skal ikke klages. Måske kun pippes, at hvem der så end står for vejret ligesom må prøve at finde en form for human balance. Det kan man faktisk godt blive populær på!

You may also like

Skriv et svar