Om at komme over. På den anden side, altså.

Jeg har altid lidt af udvidet højdeskræk. Enhver udsigt direkte ned drager mig og prøver ordløst at overtale mig til at springe ud. Jeg er nok den, der gennem tiderne allermest speedy kom ned fra første etage i Eiffeltårnet (stak lige hovedet ud af elevatoren, hvorefter jeg trykkede på NED), og jeg har kravlet på knæ langs kanter og stejle fald, klamret mig til forblæste buske på klippestier samt forklaret mine gæster om Beachy Heads lyksaligheder, mens jeg stod 10 meter BAG deres rygge.

Jeg er ikke til hængebroer. Carrick-a-rede i Nordirland, som mine gæster ellers gerne nyder, er ikke for mig. Jeg får sgu` ondt i nerveenderne bare ved at SE på den. Clifton Suspension Bridge i Bristol er godt nok ikke en tovbro, men den er slem nok alligevel. Jeg skal sådan gå og kigge ned på og lettere kommanderende tale med mine egne fødder hele vejen og hele tiden kvinde mig op til at komme videre. Enhver form for udsigt og panoramaer er totalt spildt på mig. Jeg er dem helst foruden. Hvis jeg kigger for meget på dem, drages jeg jo bare mod den der underverden af tom luft og klipper og tager det endelige hop. Nedad. Jeg har dog været over Clifton Suspension. 2 gange. Det er en bedrift.

Men forleden var jeg altså over Rappbodetalsperre i Harzen. En hængebro. Af metal dog, men ret hænget alligevel. På enhver hængebro findes der idioter, der udelukkende er kommet ud på sådan en for at gynge pæne og nervøse folk. Det gør de så. Hele vejen over. Men jeg KOM over.

Underligt nok er det sådan, at tanken om umuligheden i et sådant foretagende er tusind gange større og mere traumatiserende end det, faktisk at gøre det. At gå over. Jeg gik med oprejst ( lidt, i alt fald) pande hele vejen, smugkiggede en ganske lille smule ned ( og der var langt) og bandede mere end blev bange for idioternes hængebrosgyngeri. Jeg er stolt, meget stolt, over at have haft overskud til et lille smil derude på stålwirerne og husker da også, at jeg bestandigt udsendte remindere til mig selv om tysk grundighed og Ordnung muss sein. Jeg havde nok aldrig gjort det syd for Alperne. No way.

Nu er det så sådan, at jeg med stor overbevisning kan anbefale turen på hængebroen over Rappbodetalsperre i Harzen. Det er ret fantastisk. Det er smukt, det er unikt, og det holder. Og den eneste grund til det er, at jeg kom over. Jeg gjorde det. Så kan man sagtens blive megastor i kæften og virke som semi-professionel udi hængebrosovergange. Faktisk er jeg lidt skuffet over, at man ikke dernede kan erhverve sig en badge til tøjet, hvor der står noget i retning af “I did it.” For sådan en gad jeg godt gå med.

Og måske er det også sådan, at jeg nok, hvis verden engang igen åbner sig, er nødt til at overtale mig selv til få det der Eiffeltårn helt ind under huden og i alt fald da komme ud af elevatoren. At tale FORAN mine gæster og faretruende nær kanten på Beachy Head, at tage i alt fald et par skridt ud på Carrick-a-rede ( det er en tovbro, så der gælder særlige regler for mig) og måske gå over Suspension med blikket rettet fremad og periodisk endda nedad.

Nu får vi se. Jeg kom over. Måske kommer jeg også på den anden side af alt det drageri?

You may also like

Skriv et svar