Om mundbind.

For bare et halvt år siden ville det have været utænkeligt at skrive et indlæg om noget (dengang) så essentielt uinteressant som mundbind. Jeg mener stadig, mundbind som sådan er uinteressante. Men samtidig er de blevet essentielle. Ligesom vejret, sex og peanutbutter er de nok kommet for at blive.

Jeg vil på ingen måde indgå i en diskussion omkring mundbinds virkning. Eller mangel på. Det er jeg (som de fleste andre) slet ikke kvalificeret til. Men jeg har for nylig været i Tyskland, hvor mundbind mange steder er obligatoriske, så jeg er på en måde kvalificeret til at udtale mig om, hvordan det er at leve med mundbind som en lovpligtig påført del af en ganske almindelig dagligdag.

Enhver, der har haft underansigtet i afspærret nærkontakt med et mundbind gennem bare nogle få minutter, ved, at det svarer til at iføre sig en seriøst kondensvandsopsamlende regnfrakke foran mund og næse. Der bliver varmt og fugtigt derinde. Det er som at genbruge sin egen ånde i hysterisk grad og at lukke en tiendedel af sig selv af fra den frie verden. Mundbind er ingen nydelse. Det er derudover også som at laminere sig selv ind i en sci-fi verden, en mumificeret version af et samfund, hvor de allervigtigste ansigtstræk–dem vi genkender hinanden på–er udviskede. Man reducerer sig selv til 3-4 blå læg, ophængt på ørestellet og må vel lære at genkende bekendte på øjnene og de konturer af mund og næse, man ligesom kan sjusse sig frem til. For slet ikke at nævne, at talen bliver forvandlet til en slags mumlen i et hulrum. I alt fald er det den fornemmelse, man selv sidder tilbage med.

Mundbind kræver også tilvænning. Det er slet ikke så let at huske dem. At få dem på, altså. Når man hele sit trekvartlange liv har været inderligt ubekymret om at tildække sit halve ansigt før indgang til butikker, restauranter, cafeer, museer, ja selv offentlige toiletter, så skal man godt nok sparke et par remindere ind engang imellem. Utallige gange fanges man der på tærkslen til en interessant butik af en kolossalt dårlig samvittighed. Ofte er man faktisk også kommet derind, før man ( lidt skamfuld) får ophænget sat på hængslerne. Det er derfor nødvendigt hele tiden at have fuldt tilgængelige mundbind. Helst i lommen. For tasken skal åbnes, og rygsækken skal vel nærmest af ( i alt fald drejes til foranoplyning), og i et mundbindspåkrævende samfund skal man godt nok være vaks på tangenterne. Især når man bruger briller. Hold da lige op, hvor de da bare har det med at blande sig. Mest i aftagning. Fordi mundbind har en klar og indbygget præference for at alliere sig med brillestænger, og det kan der sådan set kun komme kludder og dårlige venskaber ud af.

I mundbindskrævende samfund er mundbind ikke bare mundbind. De er også mode. Der var en butik i Quedlinburg, hvor vi (fordi man altid tolker udfra, hvad man kender til) troede, de solgte mangefarvede sokker. Det gjorde de ikke. Det var mundbind, farvestrålende, spraglede, mønstrede mundbind. I Asien har jeg også set designerbind. Sådan at man kan iklæde sin mund Burberrytern eller et logo med Gucci eller Versace. For de absolut modebevidste er der rimelige chancer for såvel at ekvipere sig med mundbind, der passer til outfittet i stil og farve samt at fremvise lidt pral med dyre brands og logoer. Hvis man altid har ønsket sig noget i Burberrytern, er her altså en oplagt mulighed for snobbede fattigrøve. Selv om sådan et mundbind koster kassen, så er det vel trods alt billigere end en frakke!

Personligt sværger jeg til de billigste. Dem til 3 kroner i Netto. De er blå udvendigt og hvide indvendigt. Det er for, at man kan se forskel på ret og vrang. Og så skal man huske at skifte dem–faktisk mere end dagligt. Tommelfingerreglen må være, at når de ikke længere er blå og hvide, men blå og sorte, så er det på tide at erkende, at der skal hostes 3 kroner mere op i Netto. Man skal også huske, at de faktisk har en næseklemme foroven til at bøje ind over næsen. Sådan at afskærmningen retter sig efter enormiteten af ens tud. Hvis man vender dem forkert, finder man ret hurtigt ud af det. Så stikker det meget ubehageligt på hagen.

Mundbind er desværre også en kilde til øget forurening. For der synes at herske en udpræget tendens til at smide de aflagte overalt. Således kan man i tyske byer se adskillige hensmidte bind på gadehjørner og hele kongresser af afdøde mundbind ved skraldespande af den slags, som ingen sætter en ære i at ramme. Det er lidt forstemmende at se på. Og affaldsarbejdere må nok bande lidt indvendigt over en ny type skrald, som de, for bare få måneder siden, slet ikke havde fantasi til at forestille sig.

Jeg håber inderligt, at disse pseudo-regnfrakker er bakterieforskrækkere, opsamlere af alt modbydeligt og mund-prævention mod farlig smittespredning. Faktisk prøver jeg intensivt at overtale mig selv til blindt at tro på, at der er en højere, meget, meget væsentlig mening med mundbind. At de er decideret livsbeskyttende, ikke bare for en selv, men næsten endnu mere for andre, man møder på sin spredningsvej. Og at man ikke bærer dem forgæves.

For de skal nok komme her også. Mere end de allerede er. Så er vi nødt til at vedtage med os selv, at de er essentielle. Tro på dem. For ellers er det da slet ikke til at holde ud……

You may also like

Skriv et svar