Om Pfifferlinger.

Hvis Pfifferling var et stednavn, var det sådan et sted, jeg ville rejse hen. Det er et pragtfuldt ord og smager forfærdeligt godt på tungen og i hele munden. Faktisk helt ned til hjertet, som bliver lidt varmt. Pfifferlingevarmt.

Men Pfifferling er ikke et sted. Det er bare noget, der smager godt. Nemlig kantareller på tysk. Tænk at kalde dem noget så dejligt. Der er ligesom mere stil, schwung, Sturm und Drang og ligefrem velsmag over Pfifferling. Pfifferling, Pfifferling, Pfifferling.

Når noget er i sæson i Tyskland, omfattes det af en stor, næsten helt udmattende dyrkelse og ophøjet kultstatus. Tænk bare på de uger i forsommeren, hvor hele det store land går i benovelse og tilbedelse af hvide asparges. Det er der, en aflang, hvid grøntsag bliver halvgud, og enhver med respekt for sine egne, naboens eller købmandens asparges går i aspargesmode og tilsætter ethvert måltid ( eller laver dem til et måltid i sig selv) en god portion opgravede stangafgrøder. Hvis der findes nogen i hele Tyskland, der bare ikke er på aspargesholdet, så holder de kæft. Det er at sammenligne med skruebrækkeri.

Men jeg vidste faktisk ikke, at Pfifferlinger ( gider ikke skrive kantareller, det er for usmukt et ord) har samme status. Og at det er lige nu, Pfifferlinger pfiffer op og er modne og plukbare. Derfor har alle restauranter utallige variationer af Pfifs. Sovse giver vel sig selv, supper til dels også, men der pfiffes også i pastatilbehør, salater og i enhver form for tilbehør til den obligatoriske schnitzel. De smager godt, virkelig godt. Så kan man lide Pfifferlinger, så er det med at komme til Tyskland nu. De har nok af dem. Alle steder.

Personligt er jeg ikke svampefinder. Jeg lider af en udpræget angst for røde fluesvampe, euforiserende paddehatte og lort, jeg ikke kan kende fra lagkage. Jeg er overbevist om, at mine evner udi svampefund sikkert begrænser sig til at give enten mig selv eller mine nærmeste en ubehagelig død. Eller i alt fald adskillige ditto toiletbesøg. Derfor synes jeg, det er så rart, at nogen har taget teten og plukket de uskyldige for mig, således at jeg kan nyde mine Pfifferlinger i store mængder og variationer.

Så vil man dyrke og tilbede Pfifferlinger, så er det syd for grænsen. Selv om det ville have været rart, om Pfifferling også var et sted. Rent sprogligt rangerer det jo nærmest på fod med Mandalay og Samarkand i lydmæssig flothed.

You may also like

Skriv et svar