Lidt mere Hamburg.

Hamburg har ca. 2500 broer. Godt nok er man lidt stor i broslaget og tæller også jernbanebroer med. Men alligevel! Og godt nok er der mange jernbaner i Hamburg, der både er Nordeuropas skinnede knudepunkt samt har både S og U bahn. Den sidste i øvrigt udelukkende som highline! Men igen alligevel!
Venedig har ca. 600 og Amsterdam omkring 1200. Sådan til sammenligning.

Det betyder, at der er vand og broer overalt. På kryds og tværs, nedenunder, ovenpå og til siden. Ikke alle lige pittoreske og af Instagrammable kaliber, men en by med så meget vand og så mange overgange over vand har alligevel noget særligt. Der er store ingeniørbedrifter over Elben, og der er små ydmyge trinbrættet over forstørrede vandpytter, men faktum er, at man overalt er i nærheden af vand. Vel og mærke vand, man med lethed kan komme over.

Selvfølgelig skyldes meget af dette byens fortid som nærmest en søfartsnation i sig selv med utallige kajer og kanaler mellem et utal af pakhuse samt alle de hanseatiske forbindelser, men det er nu alligevel som om, man bevidst dyrker vandet og det at kunne komme over det. Nok er Hamburg en af de grønneste byer i Europa med sine mange parker og store respekt for træerne, men det er ved kajkanterne og broerne, at livet virkelig leves. Og nydes. Det er dybt imponerende, at en by, der i bund og grund ligger milevidt fra et anstændigt hav, har så meget vand. Basalt er det hele jo bare Elben, en flod.

Så er man brofreak, så kan man samle dusinvis af bro-afskygninger her. Der skulle være ca. 2500. Egentlig kunne det være lidt sjovt personligt at opklare, om tallet stemmer. Senere (altså post-Corona) kunne man så afprøve, om de også kan tælle i Amsterdam og Venedig!

You may also like

Skriv et svar