Om Hamburg.

Det forbavser sikkert mange, at Hamburg er mere end kilometerlange køer ved Elbtunnel, et utal af kønsløse containere og gennem de seneste år et enormt vejarbejde, der i bestræbelserne på at grave en hel motorvej ned, har generet og påvirket det meste af trafikken i det nordlige Tyskland.

Hamburg er faktisk også et sted, en by med levende mennesker og et centrum for kultur og fremdrift. Faktisk Tysklands næststørste by. Og så tæt på den danske grænse, at det nærmest er pinligt, at vi med vanlig sans for misforstået nationalisme gerne overser den. Det er synd. For bare sådan en 3-4 dage i Hamburg i en strålende, solskinsrig september er et gevaldigt boost, et kulturelt input–og fremfor alt et rart og behageligt afbræk fra en tid, hvor en grim pandemi styrer vores liv på mange parametre, og hvor det at rejse langt og fremmed er forbundet med angst, utryghed og formodede skjulte epidemiske farer.

Man kommer lettest, billigst (DB har vist Europas bedste rabatordninger) og mest bekvemt til Hamburg med tog. Stil bilen ved stationen i Flensburg, hvor det er trygt og gratis at parkere. Så er der bare 2 timer derned, hvilket jo for mange er langt mindre, end der er til vores egen hovedstad. Ydermere havner man lige midt i byen, på Hauptbahnhof, hvorfra man enten kan gå eller tage offentlig transport videre. Mange hoteller ligger i øvrigt i området omkring banegården, og for tiden er der klækkelige rabatter på overnatning, grundet Coronasituationen.

Hamburg er ikke nogen gammel by, hvad angår huse, kvarterer og arkitektur. Ingen bindingsværk og skæve gavle her. Den store brand i forrige århundrede samt de allieredes tæppebombning under krigen har medvirket til, at de fleste kvarterer er post-verdenskrig—eller helt nye. For i Hamburg bygger man. Hele tiden. Især det nye Hafencity og området omkring Speicherstadt er oplagte slentre-udflugtsmål for de arkitekturinteresserede. Og så er det faktisk af en kaliber, så man, efter min mening, ikke behøver rejse skamstøtter til offentlig bespytning over umulige arkitekter. Flottest er selvfølgelig Elbphilharmonie. Og dyrest. Allerdyrest. Men nok også pengene værd, selv om vi nærmer os Coronakompensation-størrelse for samtlige de danskere, hvis arbejde efter regeringens mening er værdifuldt nok til at blive kompenseret. Eller halvdelen af alle dem, de overså og ignorerede.

Alligevel er der masser af historie i Hamburg. Tydeligvis sporene efter storhedstiden som hansestadt–måske endda den mest betydningsfulde af dem alle–som går igen i den rigdom, der stadig præger mange områder. Og i den kolossale havn, som altid fortjener en havnerundfart–ikke mindst for benovet at betragte, hvordan man effektivt losser og laster de mange skibe, har en sandstrand ( med forsvarlig badning!) midt i byen og hylder selve skibsfartens historie med masser af maritime museer, besøgsskibe og museumshavne. Der er også en form for ikke-skamfuld, matter-of-fact fokus på byens krigshistorie, som kan opleves meget intensivt i det lille museum under St. Michaelskirken, der som en anden Gedächtniskirche står med sit enorme, forbrændte tårn–og ikke ret meget andet. I øvrigt er en tur gennem den gamle Elbtunnel også et must. Her hvor bilerne blev sænket ned i asfaltbelagte elevatorer, og man havde tid, penge og overskud til at dekorere selve tunnelen med art nouveauperiodens flotte udsmykninger. Der er ligesom ikke det samme swung over den nye Elbtunnel, selv om man selvfølgelig oftest kører igennem den i samme tempo, som man kan GÅ gennem den gamle i. Og er man der, er den gamle landingsbro over tunnelen et livligt, dog noget turistet, marked af alt fra fiskerestauranter, Bratwurst i alle udgaver, souvenirs Made in China og liv. Masser af liv.

Der er masser af kunst og kultur i Hamburg. Utallige kunstmuseer, gallerier og en undergrundsscene, der bare blomstrer, vildt og uforfærdet. For de malerkunstmæssigt konservative er Kunsthalle et must. Ikke nok med at adskillige verdensnavne ( nævner lige i flæng Munch, Picasso, Rubens, Rembrandt, Chagall og Renoir) er repræsenteret med GODE værker–her er også mesterværker af hjemlige kunstnere som Caspar David Friedrich ( det billede, som enhver gymnasielærer i dansk har skamridt for at banke forståelse for romantikken ind i de små hoveder, se oploadet version på FB!) samt endog Jens Juel, Abildgaard og Hammerhøi, hvis billeder her dog ikke ligefrem er det, man udelukkende bør rejse efter!

Og så er der så smukt i rigmandskvarterne omkring Alsteren, så dejligt bare at slentre eller sidde på en af de utallige fortovscafeer eller Cafe Paris, der bare er så unik, så fascinerende at betragte det stormægtige rådhus i al sin overdådige pragt, og for de, der tjener penge eller har fået kompensation, er der utallige shoppingmuligheder. Ikke mindst fordi den tyske moms er Coronanedsat, så der er ligefrem økonomisk gevinst ved at gå forsvarligt amok.

Der er dejligt i Hamburg. Og der er også tilstrækkeligt anderledes end herhjemme til, at man føler, man er ude, væk og fri af det allermest genkendelige. Det er som et pip af en svingen med rejseørerne at komme derned nogle få dage. Når nu verden er så ufremkommelig, som den er for tiden, så er det en oplagt mulighed. Og–hvilket ikke skal forglemmes–forleden var antallet af nye smittede i Hamburgområdet (som er på ca. 1,8 millioner) 21 i alt. Det lyder som om, København måske kunne lære lidt der? Og så skal vi vel tage derned, inden tyskerne lukker for OS.

Så husk, at der ved det evindelige smertensbarn for kørende udlandsfarere faktisk ligger en fantastisk by med umådeligt mange tilbud. Og at der ikke er længere end 2 timer med tog fra Flensburg!

You may also like

Skriv et svar