Om hagesmække. Eller om at sy ender ind.

Pludselig har jeg fået adskillige familiemedlemmer i savlealderen. Der pøses spyt ud i hidtil ukendt omfang, og det er som om, det at lukke munden og holde kunstvandingen indenmunds er helt udelukket. Der vandes ikke blot eget bryst, men præsteres et overordentligt overskud, der sagtens kan dække tilsnaskning af samtlige tilstedeværende.

Det havde jeg nok lige glemt. På 30 år. Derfor er jeg gået i gang med produktion af hæklet opsamling af kaskader af overflødigt spyt. Det går ikke så godt. Sådan en hagesmæk er jo ikke bare lige ud ad savlevejen, og de fleste opskrifter er da godt nok noget over se-fjernsyn-samtidig-niveau. Der skal tages forfærdeligt meget ind og ud, og selv om jeg har udelukket samtlige opskrifter, der involverer noget som helst over fastmaske-niveau, så er det faktisk aldrig lykkedes mig at fremhækle noget, der på nogen måde minder om de imponerende eksemplarer på billederne, der ledsager samme opskrifter. Tænk, at nogen kan hækle så flot, når mit generelt ligner et mislykket forsøg på at hækle en karklud med ører.

Indrømmet! Jeg snyder også lidt. Tager sådan et gennemsnit til husbehov over al den tagen ind og ud og er helt enig med mig selv om, at hagesmække også kan blive ALT for lange. Om ikke andet kan de vel bruges til karklude. Karklude, der tilfældigvis kan bindes.

Og så er der det der med at sy ender ind. Faktisk synes jeg, det er møguretfærdigt, at når man endelig har kæmpet sig gennem sådan en gang mega-ud-og indtagning, så er man ikke engang færdig. Så skal alle de der løse tråde Gudhjælpemig også have en omgang. Derfor er jeg selvfølgelig også gået helt fra striber. Man er jo idiot, hvis man udsætter sig selv for overflødige, indsynings-udfordrende ender. Jeg har selvfølgelig en kurv i forvejen med flere kilo endesynings-modent hækletøj, der egentlig burde være færdig, hvis det ikke var for de små sataner. Jeg foregøgler mig selv, at når det nu bliver rigtig vinter, så går jeg i gang. De sidste 5 år har det på intet tidspunkt været vinter NOK.

Men så var det altså, at jeg kom forbi en genbrugsforretning. Tænk, der sælger de spritnye og hjemmehæklede smække for 10 kroner. Altså TI kroner. Og så er de hverken skæve, uindsyede, karklude-look-alikes eller ret grimme, men faktisk så pæne, at jeg da gerne vil stå på mål for, at jeg helt selv har lavet dem. Og syet enderne ind. Der sidder simpelthen en hær af velhæklende damer rundt omkring, som producerer det skønneste strik og hækling–udelukkende for at det kan blive solgt i genbrugene. Selvfølgelig er det garnrester fra dødsboer det meste (heldigvis, det er en god ide!), men jeg hørte faktisk også i dag om genbrugsforretninger, der simpelthen stiller en kurv i garnforretninger, hvor kunderne så kan aflevere alt overskudsgarn. Det er fantastisk, at hækle-imbeciler som mig bare kan gå ned og erhverve den slags fornemt håndarbejde til en pris, der nærmest ligger under den, man giver for selv at ødelægge noget garn. Det er ikke enhver beskåret at komme godt fra en hagesmæk, men med nørkledamerne i baghånden, så er der håb for samtlige savlegrise.

(I øvrigt strikker og hækler samme damer også større værker, og er man heldig, kan fine, hjemmestrikkede sweatre og andet købes for noget, man næsten er helt flov over kun at betale.)

Så nu er mit problem ikke længere mine umulige hagesmække eller at sy enderne ind. Det ligger mere over i det etiske. Simpelthen spørgsmålet om, om det er dobbeltmoralsk at tie om, hvem der i virkeligheden har hæklet smækkene? Det vil jeg tænke over, mens jeg lægger alle de hjemmegjorte umuliusser i karkludeskuffen. For hvem siger, at karklude lige behøver at have syet deres ender ind? Og at man selv behøver hækle sine savlesmække?

You may also like

Skriv et svar