En noget anderledes serie.

Ratched. Netflix.

Man bliver på samme tid både kildrende fascineret og ubehageligt frastødt af denne serie, der som udgangspunkt har at forklare, hvorfor monster-sygeplejersken Ratched fra Keseys Gøgereden egentlig blev så ond og gemen. Det var hende, der gjorde sit ypperste for at forpeste Jack Nicholsons liv–hvis nogen ellers kan huske det….

Vi er i USA i slutningen af fyrrerne. Og SOM vi er. Æstetikken i serien er som taget ud af datidens reklamer, blandet med Edward Hoppers malerier og lysende pastelfarver, der umiddelbart også giver associationer til samme datids superhelte. Det er FLOT. Det er farvestrålende. Og der må have været ansat en hær af syersker for at klæde seriens kvindelige hovedpersoner på, for mage til opvisning af amerikansk haute couture fra efterkrigsperioden har jeg faktisk aldrig set. Ingen kulisse er overladt til tilfældigheder, og ingen farver er ikke afstemt efter samtlige de andre. Det er et fantastisk syn.

Og så foregår det hele faktisk på et psykiatrisk hospital. Godt nok for de velhavende og godt nok i Californien og lige så godt nok milevidt fra Keseys lurvede anstalt, men alligevel! Hertil kommer sygeplejersken Ratched umiddelbart efter, at en ung morder har forlystet sig med at skære 4 katolske præster i småstykker. Netop disse mord giver i øvrigt et generelt clou til den billedlige beskrivelse af samtlige seriens forbrydelser ( og der er mange!), for absolut ingen (som i ABSOLUT ingen) detaljer overlades til fantasien. Selvfølgelig er der en forbindelse mellem Ratched og den brutale morder— det skal vi bruge adskillige afsnit på. Ligeledes spærres den unge mand inde i hospitalets kælder, der ligner en blanding mellem den føderale pengetank i Chicago, verdens dyreste vinkælder og lige præcis det sted, hvor Hannibal Lechter ( en fiktiv forfader udi mord) også huserede.

Primært følger vi så det ualmindeligt begivenhedsrige liv på hospitalet. Stedets chef, Dr. Hanover, er nemlig så fremsynet, at han afprøver alle de behandlingsmetoder, der nærmest gennem hele psykiatriens historie er gået fortvivlende galt. Så det GÅR galt. Vi er gennem hydro-terapi ( så koger vi lige en patient eller to), bevidsthedsudvidende stoffer ( så skærer vi lige vores lemmer af under rusen), lobotomi ( så paralyserer vi lige et antal patienter) og sikkert adskillige andre, som rædselsvækkende dukker op i de afsnit, jeg endnu ikke har set. Heldigvis er såvel overlægen som hospitalets ansatte ret cool omkring sindssyge fejltagelser. Man har en fortrinlig brændeovn!

Tilligemed centrerer serien sig om de såkaldte lidelser, som datiden så med meget alvorlige øjne på. Specielt homoseksualitet ansås som en psykisk skavank af kolossale dimensioner som krævede særdeles alternative behandlingsformer! Men der mangler på samme tid ingen form for seksuelle lyster i serien. SLET ikke!

Det er som at træde ind i et tegneserie-sci-fi-univers, hvor selve æstetikken fascinerer så meget, at man nærmest fikseres til sin stol. Samtidig med at man føler sig ubehageligt frastødt af selve plottet, personerne og deres handlinger. Faktisk er der ikke en eneste likeable karakter. Kun en spirende, evigt latent ondskab, garneret med flotte kostumer og fantastiske farver.

–Jeg kan godt forstå, Jack Nicholson ikke brød sig om hende!

You may also like

Skriv et svar