Om at være jobsøgende.

Dengang i foråret, hvor tæppet blev trukket væk under mit elskede job, og verden blev til lukkede lande, troede jeg (som vist de fleste andre), at der var tale om en overgang. En kort periode. Noget, der ville gå over. Et modbydeligt stop, der snart ville få en deadline. Jeg troede faktisk oprigtigt, at mine rejser i juni–så juli–så august–så september–så oktober–så november ville blive til noget. Det var så, set i bakspejlet, topmålet af Coronanaivitet.

For, som det aller-allermest basale, så vil jeg forfærdeligt gerne arbejde. Jeg er, som alle andre, nødt til at tjene penge. Og jeg er også nødt til at finde såvel selvværd, som identitet, som ganske almindelig brugelighed i at have et arbejde. Jeg klapper ikke i mine små uanvendte hænder af at gå ledig. Der er jo stadig enorme mængder arbejde i mig. Hvis jeg bare kunne få lov.

Sommeren fik jeg en smule oprejsning på ved at opfinde mit eget job, og det var pragtfuldt. Jeg blomstrede de timer, jeg fik lov til at vandre med stadig flere og flere mennesker på en strand i Nordjylland og fortælle dem gode historier.

Men nu er jeg så jobsøgende. Det går, mildest talt, ikke så godt. Og for sådan en, igen set i bakspejlet, forkælet en som mig, der generelt førhen er blevet ringet op få timer efter, at jeg havde sendt en uopfordret ansøgning, er det noget af en barsk opvågning. Min branche er død, midlertidigt og meget længe på stand-by, glemt af politikere og ministre og med garanti den sidste af alle brancher, der vil genopstå af asken igen. Det tog en sommer at sluge lige DEN pille, erkende, at ens højtelskede fag var afgået ved døden.

Så jeg søger jobs. SOM jeg gør. Jeg føler mig som en blæksprutte, der spytter papirer i alle retninger, for sådan en som mig må se stort på enhver form for kræsenhed. Samtlige museums- , turisme- og kulturinstitutioner indenfor endda meget lang rækkevidde har fået en mail, og for ikke at være smålig har jeg også taget alle store firmaer med. Fra Lego til Danfoss, over Arkil til Abena. For slet ikke at tale om bankerne og alle de løse. Kun et fåtal har svaret, så Museum Sønderjylland og Clay har fået en stor stjerne hos mig. Ikke, at de lige stod og manglede mig, men i det mindste var de da venlige og SÅ, at jeg lige var der. Konklusion må i alt fald være, at ingen firmaer eller institutioner i det sydlige Jylland og på Vestfyn har brug for en, der både kan tekstforfatte, oversætte, omvise, undervise, skrive, organisere, lave logistik på alt fra rejser til undervisningsforløb og tale flydende engelsk. Og har 35 års erfaring. No way!

Så er der selvfølgelig også alle de stillinger, der officielt er slået op. Der spyr jeg også ud. Nogle svarer, andre gør ikke. Forleden var jeg endda ude for, at jeg ringede til et firma, som havde forlist min ansøgning. Forlist, overset den i mailen. Det tog lidt tid at komme over.

For jeg har jo aldrig været arbejdsløs før. Jeg har, med skam at melde, aldrig vidst, hvordan det er at være placeret på sidelinjen hos de usynlige i samfundet. Aldrig anet, hvor enerverende, frustrerende, selvværdsbekæmpende det er ikke at kunne få noget så simpelt som et arbejde. Især når man, akkurat som alle de andre i samme situation, faktisk synes, man har noget at tilbyde. Nogle kvalifikationer, der må kunne bruges. Faktisk nogle gange så gode, at man griber sig selv i at have lidt ondt af de firmaer, der overser dem!

Det har været en øjenåbner af rang. Anskuelighedsundervisning i, at det er hårdt arbejde at være arbejdsløs og jobsøgende. For det påvirker både ens livskvalitet og ens identitet og selvværd. Det har jeg nok aldrig forstået før, men det gør jeg nu. Det er et privilegium, jeg ikke har indset før nu, at jeg har levet det meste af mit liv uden at ane noget om denne jungle. Og jeg vil forfærdeligt gerne give min solidaritet pr. efterkrav til alle de, der har stået eller står i samme situation.

Så nu har jeg faktisk søgt job som Coronatester. Det ligger nok en smule udenfor mine spidskompetencer, men det må da i høj grad være “Det ene jobs død, det andets brød.” Sådan at forstå, at testjobbet er uløseligt knyttet til, at mit egentlige job er dødt, og hvis det genopstår, vil testjobbet selv dø. Jeg er faktisk også der, hvor jeg seriøst kigger på avisruter i mit nærområde. Det eneste, der gør mig lidt tøvende, er, at jeg faktisk godt kan blive lidt bange for selv at gå rundt på mørke villaveje på vintermorgner, og det er vel næppe hensigtsmæssigt at have hund med. Rengøring har kortvarigt været inde og vende, men jeg ved bare, at jeg er så umådelig elendig til at gøre rent, at ingen kan være tjent med at have mig ansat. Det ville ikke være fair.

Og jeg søger videre…. Der MÅ da være nogen derude, der kan bruge bare en enkelt af mine kompetencer. Eller også er det sådan, det er at være arbejdsløs og jobsøgende: At sidde der med nogle kompetencer, som man egentlig selv synes må kunne bruges. Men det er så bare noget, man helt har misforstået!

You may also like

Skriv et svar