Ind imellem får man disse, ret skræmmende, akutte påmindelser om, at tiden altså går, og man selv går noget så eftertrykkeligt med. Somme tider føles det endda som om, man selv haster langt foran tiden.

Mit liv består mest af stoppenåle på trådningsplanet. Stoppenåle er som regel alderdomssikrede med enorme nåleøjer, som man nærmest bare kan kaste sine garnender ind i uden overhængende fare for at ramme ved siden af. Stoppenåle har desværre bare det minus, at de tydeligvis er beregnede til at stoppe ( altså som i stoppe STRØMPER, hvis nogen ellers erindrer det) og derfor er alenlange, møgstive og helt uden fleksibilitet. Det er genialt til endesyning og, hvis nogen lige står og skal bruge den slags, strømpestopning, men det duer altså ikke til at sy knapper i. Eller sy andre småting på under 5 centimeters symæssigt råderum.

Så i går skulle jeg så sy noget, der på syskalaen var mindre end endetråde. Første hurdle bestod i at finde en nål i en acceptabel størrelse. Det vidner om, at jeg ikke sådan går og syr ret meget til daglig. Der er ikke mange knapper på mig, og da slet ikke nogen, jeg forliser. Heldigvis har jeg gennem årene opmagasineret et relativt pænt lager af den slags små sy-hjælpepakker, man kan tilrane sig på bedre hoteller. Dem, man stjal sammen med mini-shampooerne, dengang man ikke vidste, at de bare bestod af opgraderet silikone.

Og tænk, gennem alle de år som sådan en stak førstehjælpspakker til løse knapper har ligget i mine skuffer, da er nåleøjerne gået på skrump. Hvert eneste år har taget godt og vel en millimeter fra øjet, så der nu næsten ingenting er tilbage. Det er godt, der kun er billig sytråd i sådan nogle pakker–intet andet kan komme gennem de øjer.

Så står man der og skal tråde sin nål. Der er så der , alderdommen for alvor banker på. Ved første øjekast undrer man sig over, om der overhovedet ER et øje i kaloriussen, for umiddelbart er det ikke synligt. Dernæst bruger man det gamle trick med at sutte intensivt på tråden og prøve at få den mast ind et eller andet sted. Alt imens ens fingre synes som de forvoksede kloer på en hummer med alvorlig slidgigt. Det, man primært får fat i, er nemlig ikke enden på tråden, men sine egne tommelfingre. Så søger man lyset. Starter ved et vindue, der ikke virker, går til et andet, der vist har et bedre lysindfald, og inden man har set sig om, står man ude i sin have og kæmper en brav kamp med en skide nål og et uvenligt nåleøje. Som man ind imellem griber sig selv i at tvivle på eksistensen af. Det er udelukkende logisk tænkning, at man overhovedet gider blive ved: Hvem i alverden skulle dog producere nåle uden nåleøjer?

Når man så, efter en lang og særdeles ulige kamp, endelig får den forbandede tråd igennem, er der ikke tale om en synsmæssigt sejr. Det er ikke andet end held. I øvrigt skal man ofte gennem et antal fortvivlende “næsten-er”–altså der, hvor man har fået en lille, minimal snip af tråden gennem øjet, men bare ikke kan få fummelfingrene til at få fat i samme drillesnip. Den vil nemlig helst tilbage, hvor den kom fra. Hvilket den så gør.

Og det er da også, når man omsider står med sejren over en skide synål, at man pludselig forstår, at man har dummet sig noget så umanerligt ved bare at tråde den med et anstændigt stykke tråd, der ikke er for dovne skræddere. Man skulle jo have sat flere meter igennem, så man ligesom var dækket ind det næste lange stykke tid. Så man havde trådet tråd nok til flere måneder. År endda. Sådan at man højt og flot bare kunne blæse på enhver form for farver og sy alt med hvidt, fordi selve de indledende øvelser omkring at nå dertil, hvor man rent faktisk kan komme i gang med at sy, er så fortvivlende ondskabsfulde.

Og når jeg husker tilbage på mit livs syninger, så er det da primært selve syningerne, jeg husker. Da ikke trådningerne. Da ikke den ulige kamp med en skide synål. Det er DET, jeg mener med at få særdeles ubehagelige og akutte påmindelser om, at tiden går!

For et stykke tid siden købte jeg dette orgie i farvet plastik på et marked. Det var før, jeg fik børnebørn, men alligevel må jeg have været slået af en helt beundringsværdig forudseenhed. Have kunnet spå om dette syntetiske dyrs strålende fremtid.

For det har det fået. Kålormen er, uden nogen form for konkurrence fra alle sine pædagogisk korrekte fætre og kusiner i træ, det mest populære stykke babylegetøj, huset kan stille op med. Der er ingen grænser for, hvad den kålorm kan. Den er temmelig ledløs og formet i relativt mundrette babystykker. Selv antennerne kan man få stoppet ind i munden. Ved samme lejlighed får man så lidt rust med. Selve kroppen kan vringles og slås mod snart sagt alt i alle tænkelige og utænkelige vinkler, og selv de, der endnu ikke har helt egenkontrol over ekstremiteterne, kan sagtens ramme kålormen, for der er godt ½ meter orm at sigte efter. Allermest genialt er det, at når der er mere end en baby på besøg–og alt andet legetøj er komplet uinteressant–så er kålormen lang nok til, at man bare kan få hver sin ende. Man kan sagtens dele en kålorm, selv om det selvfølgelig altid er den ældste og mest arm-kontrollerende, der ender med antennerne som præmie. Det skal man nemlig lige vide om kålorme: Antenneenden er den bedste!

Det slår mig selvfølgelig, at selv om man er lillebitte og just har opdaget, at man også er udstyret med arme og ben, så har man alligevel klare præferencer, hvad angår legetøj. Hende den fornuftige bedstemor, som i den grad har rippet genbrugene for trælegetøj–hendes legetøjssmag har ingen gang på jorden i konkurrence med en kålorm i plastik. Enhver baby ved da instinktivt, at farvestrålende, leddeløse larver med rustne antenner til enhver tid overgår alt det pædagogiske pjat. Bling-bling er sagen. Tilsat plastik og lidt rust.

Jeg tænker samtidig også på, hvornår man vokser fra sin dårlige smag. Selvfølgelig er der nogle mennesker, der i mine øjne aldrig gør det, men det er noget helt andet. Jeg tænker mere på, hvornår man graduerer fra plastikorm til noget lidt mere kunstnerisk forsvarligt. Og så tænker jeg også på, om jeg mon selv huskede at gå fuldstændigt, totalt, crazy amok i kålorme, dengang jeg selv var baby. Fik fyldt min kvote af farvestrålende plastik forsvarligt op, så jeg sagtens, gennem resten af mit liv, kunne gå forbi fristelser af så overvældende art og i stedet købe noget fornuftigt.

Men står nogen og skal have babyer på besøg i nærmeste fremtid, så er her selve kernen til at blive den ultimative succes: Køb en kålorm!

Når jeg går tur i mit parcelhuskvarter, hvilket jeg rimeligt ofte gør, slår det mig, hvor omfattende renoveringsarbejder, der hele tiden er i gang. I første instans hvor mange huse, der renoveres, men sandelig også, hvor omfattende samme make-overs er. Der er tydeligvis en trend ( eller måske en økonomisk mulighed?) for tiden, der basalt går ud på, at når man køber et brugt hus, så omdanner man det i sit eget billede. Gerne så fuldstændigt gennemgribende, at updaterings-idioter som mig somme tider har svært ved at fatte, hvorfor i alverden man ikke bare river lortet ned og bygger nyt. Men også så gennemgribende og totalt, at det er normen, at man ikke flytter noget som helst ( inklusiv sig selv) ind i huset, før alt er funklende nyt på overfladen.

Dengang for mange flere mentale årtusinder siden, da vi købte vores første hus, var trenden en helt, helt anden. Man fandt et hus ud fra såvel ens økonomiske formåen, men sandelig også ud fra det, man måske kunne kalde en slags laveste fællesnævners princip. Det hus, der blev valgt, kunne som regel opfylde de fleste af ens krav samt indeholdt de badeværelser og køkkener, der mellem alle husene i udbud var dem, det var lettest at leve med. Altså leve med, indtil man på sigt ( og ingen vidste hvornår) kunne renovere dem. Man flyttede som regel ind i sit hus og tog til takke med, hvad det nu måtte byde på. Ingen, eller i alt fald kun et decideret mindretal, startede omfattende nedrivning og opbygning, allerede INDEN de flyttede ind. At shine et hus op var, underforstået for os alle, en proces, der foregik løbende. Alt afhængig af økonomi, måske antallet af familieforøgelser og andre ukendte faktorer. Et hus var et årelang, gradvist projekt, og mange af os er vel først ved at være færdige nu, hvor vi så småt er begyndt at kigge efter noget andet og mindre.

Så er det, jeg kommer til at tænke på, hvorfor det mon forholder sig sådan. Sådan lidt Queen-agtigt “I want it all, and I want it now.” Hvorfor vi blev en generation af mere eller mindre tålmodige ventere, mens vores børn har svært ved at acceptere bare små nedslag på perfekthedsskalaen. For det er jo dem, der ivrigt erhverver sig de gamle parcelhuse og ribber dem for såvel indmad, haver som farvede mursten, da nærmest ethvert nyanskaffet hus skal pudses. Det er dem, der river 5 år gamle køkkener ned ( det gør helt ondt at se på!) og helst skal have slottet totalt indflytningsklart, inden de overhovedet kan få tøjet ind i walk-in skabet.

Selvfølgelig er de økonomisk mere velstillede, end de fleste af os var, da vi var unge. Spørgsmålet er bare, om vi også ville have brugt pengene på puds og nye toiletarmaturer, hvis vi havde haft dem. Det tror jeg næppe. Vi var børn af en helt anden opvækst. En opvækst, hvor der ofte manglede temmelig meget på perfekthedsparametret for, at det hele var ideelt. Og det lærte vi at leve med, fordi det bare VAR sådan. Der var godt nok mange ting, vi gerne ville have haft, men vi havde vel en klar, indbygget fornemmelse for, at noget var urealistisk, og andet måtte vente. Bare en så basal ting som at vi sparede sammen til ting–selv relativt små ting som et nyt stykke legetøj eller en ny cykel, tror jeg, lærte os en hel del væsentligt om såvel købekraft som pengenes værdi. ( Husker endnu det stereoanlæg, der tog mig over et år og to slæbsomme efterårsferier i æblerne at nå frem til!) Det forholdt sig ikke sådan, at hvis vi bare vrælede tilstrækkeligt og himmelhøjt, så kom tingene af sig selv. Man ventede. Nogle gange endda helt forgæves.

Jeg er bange for, at vi ikke rigtigt har fået lært vores børn at vente. Faktisk indebærer det også at påskønne venteperioden, fordi man netop i den glæder sig til at nå målet.

Vi lærte at bygge Rom over årtier og at vente på, at der blev mulighed for at anlægge nye tiltag. Vores børn bygger byen på en dag og er absolut ikke indflytningsklare, før hele den storstrålede by står der i al sin perfekthed.

Der er bare lige det ved det, at det da egentlig må være lidt tamt at flytte direkte ind i en sådan totalrenovering. For hvad skal man så vente på? Glæde sig til? Spare sammen til? Det bliver spændende at se, hvad det næste træk fra renoveringsgenerationen mon bliver!

Det er ingen hemmelighed, at alder forøger mængden af tis, der skal ud om natten. At man efterhånden er ved at gå direkte tilbage til babystadiet, hvor det næsten synes som en personlig sejr at sove igennem. Ikke, at det sker så ofte. Samtidig er man heldigvis også ved at opnå rimelige kompetencer i at rage sig gennem mørket og med lukkede øjne og der på brættet foregøgle sig selv, at man bare har et lille break i søvnen og sagtens kan finde tilbage til den bagefter. Det er så løgn.

Faktum er, at jo ældre i alt fald jeg bliver, jo mere bliver antallet af toiletbesøg om natten næsten proportionelt med antallet af år. Jeg er også begyndt at erkende dem som en faktor i mit liv: Sover jeg på hotel ( der var engang, man gjorde den slags!) lægger jeg flugtruten, inden lyset slukkes, og jeg kunne aldrig drømme om at booke noget som helst uden eget toilet. Ingen stavren rundt på fremmede gange her, tak! Det er også mig, der som en naturlig selvfølge tager pladsen med den mest toiletnære vej i dobbeltsengen, ligegyldigt hvor vi måtte overnatte.

Nu er der så sket det, at nogle gamle vandrør i huset har bestemt sig for at revne og lække. Helt præcist sidder samme rør i væggen mellem og i gulvet under badeværelserne. Det betyder, at samme vægge og gulve skal op, og at alt, der hænger eller på anden måde er monteret på dem, skal væk. Her taler vi så alt fra fliser, over brusere, over vaske, over toiletmøbler til toiletter. Med andre ord skal mine badeværelser reduceres til gabende tomme rum i en periode.

Der er selvfølgelig en forsikring, der dækker noget af det, men som alle jo ved, så dækker forsikringer kun det, der står med stort. Det er en bagatel i forhold til, hvad der står med småt. Man må så også sige, at det vel er sådan en lille slags held i uheld, at et 25 år gammelt badeværelse da i det mindste får nye fliser for de millioner, vi indtil nu har foræret vores forsikringsselskab. Jeg er også sikker på, at det primært skyldes, at fliserne er så gamle, at de er umulige at opdrive på ny. En opgradering af de lokale forhold på badeværelserne må vi selv betale for, og, endnu engang som alle jo ved!, så er vådrumsoptimeringer aldrig billige.

Det er så også til at leve med. Det hele er til at leve med. Hvis det bare ikke var for den toiletvogn! Den, som taksatoren i al sin overvældende gavmildhed og smilende forsikrede mig om, at de sandelig nok skulle stationere i min indkørsel. Endda lige så længe det hele stod på! Man bliver i øvrigt altid skeptisk, når folk bruger “lige så længe” om huslige reparationer. Jeg skal sgu` nok sidde derude julen over.

Anyway, så bliver det da dejligt at få vandet ud af væggene. At få lugten af jordslåethed ud af huset. Så sandelig også at få noget, der minder om nye badeværelser, selv om hovedudgiften peger lige direkte på os. Men tanken om den toiletvogn er ved at gøre store indhug i min livsværdi allerede på forhånd. Bare tanken om den!

Om dagen kan det nok gå an. Selv om man vel skal have et par toiletsko stående ved hoveddøren, for det bliver sikkert nødvendigt at have sko på ved samtlige toiletbesøg. Man skal jo vade over forfløjne blade og efterårets hyppige regn for at nå sit sæde. Måske skal man endda, længere hen på vinteren, have kraftigt overtøj på på toilettet. Godt nok lovede han mig varme i vognen, men den slags har det nu med at fordufte ud til fuglene. Nej, det værste bliver nætterne. Bare tanken om dem er altså styg. At skulle bevæge sig derud i nattens mulm og mørke, kulde, regn og blæst og alt det andet ganske vederstyggelige, der også som regel foregår om natten. For slet ikke at tale om, at det er koldt.

Det foruroliger mig også, om sådan en tingest kan låses af. Jeg mener, hvad hvis den nu ikke kan? Så kan man træffe at komme søvndrukkent ragende der midt om natten og finde tilfældigt tissetrængende forbipasserende i ens egen toiletvogn. De kan endda komme og hive i døren, mens man sidder derude i den mørkeste nat. Og ingen ved, hvem det er, der sådan går rundt på villavejene og bruger toiletvognene om natten. Det er da i alt fald helt sikkert ikke folk, der samvittighedsfuldt og ordentligt passer deres nattesøvn! Derudover ved man jo heller ikke, om der sådan er forståeligt lys i sådan en vogn. Og, hvis der er, om det, at man tænder lyset der om natten, vil virke dragende på omstrejfende og områdets vilde dyr.

Det er bestemt ikke lyse (Nå nej, det foregår jo også i mørke) toilet-fremtidsudsigter. Personligt synes jeg, at toiletvogne hører hjemme på festivaller ( hvis nogen kan huske sådan nogle) og til store udendørs fester. Ikke i min indkørsel. I alt fald ikke om natten. Og jeg vil gå i skarp træning for at minimere mit natlige udtag. I årevis har jeg intet drukket efter aftensmaden for at opdæmme de natlige toiletbesøg. Måske skal jeg bare indstille al væske efter frokosten? For at være forberedt på al den forfærdelighed tanken om en toiletvogn allerede nu visualiserer særdeles klart i mit hoved.