Om at tråde en nål.

Ind imellem får man disse, ret skræmmende, akutte påmindelser om, at tiden altså går, og man selv går noget så eftertrykkeligt med. Somme tider føles det endda som om, man selv haster langt foran tiden.

Mit liv består mest af stoppenåle på trådningsplanet. Stoppenåle er som regel alderdomssikrede med enorme nåleøjer, som man nærmest bare kan kaste sine garnender ind i uden overhængende fare for at ramme ved siden af. Stoppenåle har desværre bare det minus, at de tydeligvis er beregnede til at stoppe ( altså som i stoppe STRØMPER, hvis nogen ellers erindrer det) og derfor er alenlange, møgstive og helt uden fleksibilitet. Det er genialt til endesyning og, hvis nogen lige står og skal bruge den slags, strømpestopning, men det duer altså ikke til at sy knapper i. Eller sy andre småting på under 5 centimeters symæssigt råderum.

Så i går skulle jeg så sy noget, der på syskalaen var mindre end endetråde. Første hurdle bestod i at finde en nål i en acceptabel størrelse. Det vidner om, at jeg ikke sådan går og syr ret meget til daglig. Der er ikke mange knapper på mig, og da slet ikke nogen, jeg forliser. Heldigvis har jeg gennem årene opmagasineret et relativt pænt lager af den slags små sy-hjælpepakker, man kan tilrane sig på bedre hoteller. Dem, man stjal sammen med mini-shampooerne, dengang man ikke vidste, at de bare bestod af opgraderet silikone.

Og tænk, gennem alle de år som sådan en stak førstehjælpspakker til løse knapper har ligget i mine skuffer, da er nåleøjerne gået på skrump. Hvert eneste år har taget godt og vel en millimeter fra øjet, så der nu næsten ingenting er tilbage. Det er godt, der kun er billig sytråd i sådan nogle pakker–intet andet kan komme gennem de øjer.

Så står man der og skal tråde sin nål. Der er så der , alderdommen for alvor banker på. Ved første øjekast undrer man sig over, om der overhovedet ER et øje i kaloriussen, for umiddelbart er det ikke synligt. Dernæst bruger man det gamle trick med at sutte intensivt på tråden og prøve at få den mast ind et eller andet sted. Alt imens ens fingre synes som de forvoksede kloer på en hummer med alvorlig slidgigt. Det, man primært får fat i, er nemlig ikke enden på tråden, men sine egne tommelfingre. Så søger man lyset. Starter ved et vindue, der ikke virker, går til et andet, der vist har et bedre lysindfald, og inden man har set sig om, står man ude i sin have og kæmper en brav kamp med en skide nål og et uvenligt nåleøje. Som man ind imellem griber sig selv i at tvivle på eksistensen af. Det er udelukkende logisk tænkning, at man overhovedet gider blive ved: Hvem i alverden skulle dog producere nåle uden nåleøjer?

Når man så, efter en lang og særdeles ulige kamp, endelig får den forbandede tråd igennem, er der ikke tale om en synsmæssigt sejr. Det er ikke andet end held. I øvrigt skal man ofte gennem et antal fortvivlende “næsten-er”–altså der, hvor man har fået en lille, minimal snip af tråden gennem øjet, men bare ikke kan få fummelfingrene til at få fat i samme drillesnip. Den vil nemlig helst tilbage, hvor den kom fra. Hvilket den så gør.

Og det er da også, når man omsider står med sejren over en skide synål, at man pludselig forstår, at man har dummet sig noget så umanerligt ved bare at tråde den med et anstændigt stykke tråd, der ikke er for dovne skræddere. Man skulle jo have sat flere meter igennem, så man ligesom var dækket ind det næste lange stykke tid. Så man havde trådet tråd nok til flere måneder. År endda. Sådan at man højt og flot bare kunne blæse på enhver form for farver og sy alt med hvidt, fordi selve de indledende øvelser omkring at nå dertil, hvor man rent faktisk kan komme i gang med at sy, er så fortvivlende ondskabsfulde.

Og når jeg husker tilbage på mit livs syninger, så er det da primært selve syningerne, jeg husker. Da ikke trådningerne. Da ikke den ulige kamp med en skide synål. Det er DET, jeg mener med at få særdeles ubehagelige og akutte påmindelser om, at tiden går!

Continue Reading

Om at rejse.

Verden er blevet kaotisk påny, og det ser lige nu ud til, at den er ved at lukke.

Det er selvfølgelig og til alle tider mest forfærdeligt for alle de, der rammes sundhedsmæssigt af Coronaen. Og de, der ude i verden rammes så økonomisk hårdt, at det bliver svært at opretholde et leveværdigt liv. Eller bare at overleve.

Men midt i al den begrædelighed og dystre fremtidsudsigter begynder der også at tegne sig en særdeles nedslående prognose for de kommende måneder. Endda måske det kommende år.

Det er indiskutabelt, at rejsebranchen er den hårdest ramte af alle brancher. At vi vil se mange konkurser og store, velrenommerede firmaer, der må lukke og slukke. I mit firma har man allerede afskediget alle “overflødige” medarbejdere, og jeg spår, at bunden ikke er nået endnu. Personligt må jeg til at affinde mig med, at jeg kommer til at tabe 2 hele sæsoner. Rub og stub. Det er ufatteligt, og det gør så ondt, at det næsten ikke er til at bære.

Ude i verden er der millioner af mennesker, der lever af, at vi tager på ferie. Lægger vores penge hos dem og deres små familiedrevne virksomheder. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det går dem og vil komme til at gå dem. Blot erindre de små hoteller i afsides egne, hvor jeg har boet, og hvor overskuddet fra mit måltid senere blev uddelt til landsbyens fattige. Lige nu er der ingen måltider at dele ud af. Og det gør endnu mere ondt at tænke på.

Helt ned i detaljerne vil vores liv blive anderledes. Selv om det i det store perspektiv er lidt latterligt, så er det nok slut med juleindkøbsturen til Fleggaard. Skal der Toffifee og Quality Street på julebordene, så må der betales overpris i danske forretninger. Alle de mennesker, der prøver at bøde på deres vinterdepressioner med ture til varmere lande i vintermånederne, må stå depressionen igennem uden solens hjælp. Der er dømt Danmark for alle, og solskin og pålidelige klimaer er faktorer, vi bare må vente på. Jeg tror, det bliver en meget lang vinter for alle. Som i MEGET lang.

Nu kan man selvfølgelig indvende, at det er et luksusproblem, at vi ikke kan rejse. Det er det måske nok for os. Men det er absolut ikke noget luksusproblem for alle de mennesker derude, at vi ikke kommer og holder dem i live med vores penge. Det er en katastrofe, at vi bliver væk. For selv om jeg allerede har skrevet det en gang, så er mine tanker bare så meget hos dem.

Vi har nok i mange år set det som en fundamental menneskeret at kunne rejse. Frit at kunne bevæge os i verden og selv vælge, hvor vi ville hen. Det er som om, dette er en form for beslaglæggelse af vores rejsemæssige ytringsfrihed, som vi slet ikke er gearede til at forstå. En spændetrøje af venten uden deadline.

For havde vi dog bare sådan en. Deadline, altså. Så var det hele ligesom til at overskue. Det stresser mig enormt, at jeg ikke aner, hvornår jeg kan komme tilbage på mit elskede og savnede arbejde. Ligesom det stresser mig akkurat lige så enormt, at jeg ikke har mulighed for at komme ud til alle de mennesker derude i verden og se, at alt er OK hos dem.

Det bliver en lang vinter. En lang vinter med konkurser og vinterdepressioner i en verden af lukket land.

Det er så her, vi må ty til clicheen, at vi da heldigvis har hinanden. Den må vi prøve at få os selv til at tro på.

Det var så dagens optimistiske glædesbudskab…….

Continue Reading

Og mere….

Jeg kan forstå, at begrebet forældelsesfrist tilsyneladende for tiden er sat ud af spil. Dette samme gælder i øvrigt, efter min mening, almindelig sund fornuft.

Men: Da jeg var ung, nyuddannet lærer i midten af tyverne, blev jeg kastet ind i en 3.g-klasse som vikar. I klassen var en særdeles selvbevidst ung mand, der var såvel alle pigernes håb og drøm som særdeles bevidst om, at det forholdt sig sådan.

Samme unge mand bedømte tilsyneladende den nye engelsklærer som endnu et potentielt offer for opfyldelse af egen narcissisme. I alt fald skyede han ingen midler for at gøre særdeles opsigtsvækkende opmærksom på sig selv. Det kunne foregå på mange måder, men især holdt han umådeligt meget af at placere sig liggende på bordene foran katederet ( det havde man dengang!) med hænderne under hagen og stirre kælent på læreren. Altså mig. Utallige gange verfede jeg ham væk, men han var ualmindeligt insisterende. Og vedholdende. For havde jeg negligeret ham længe nok, kunne han såmænd finde på at tage sin stol og placere den klods op ad min, bag katederet, i timen. Utallige var de små, søde blikke, jeg fik, og lige så utallige var de gange, jeg prøvede at sætte ham på plads. At forklare, at jeg faktisk fandt ham røvirriterende og infantilt uinteressant, hjalp ikke. Det lod han sig ikke spise af med.

Faktisk var jeg ved at gå lidt op i limningen over den særdeles uønskede interesse, som jeg bare ikke kunne få ham til at forstå var særdeles uigengældt. Jeg tror, det tog flere måneder, inden den tåbelige unge holdt op med at henslænge sig på de borde. Og accepterede mig som et voksent menneske med interesser, der på ingen måde indbefattede hans juvenile tåbeligheder. Dog kom der det positive ud af det, at min bidende ironi overfor ungersvenden overbeviste i alt fald en god del af klassens piger om, hvor totalt latterlig han var.

Anyway, nu er det så, jeg spekulerer alvorligt på, om jeg i virkeligheden har gået rundt med store ubevidste traumer siden dengang i midt-firserne. Altså så store, at jeg bare må ud med dem i ly af tidens bekendelsestrend. Det her er da større end så meget af det andet, vi hører om.

For så kan jeg være med til at skygge over alle de forfærdelige krænkelser mod kvinder, som vi slet ikke har overskud til at fokusere på for tiden. Vi drukner i bagateller og ser ikke alle de mange kvinder, der virkelig ER blevet krænket. Og har så meget brug for hjælp.

Dette slog mig, altså den gamle historie, da jeg læste, at en anden af samme skoles gamle elever har følt sig nødsaget til at sende en offentlig undskyldning ud, fordi han for 20 år siden gjorde noget, der pludselig, med 20 års forsinkelse, er blevet dumt. Lad mig bare slå fast, at det altså ikke var Jesper Petersen, der lå der på bordet og spillede Fandango. Det var han alt for fornuftig til.

Og jeg vælger samtidig at grine af den tåbelige ungersvend, der der i midt-firserne opførte sig lattervækkende. Åh, Gud, lad os da komme videre og koncentrere os om det, der er vigtigt, væsentligt og som, hvis vi ignorerer det, er virkelige, ondskabsfulde krænkelser mod kvinder, der bare fortsætter!

Continue Reading

Om pc-en som privatdetektiv.

Det her er, hvad min pc, hver evig eneste gang, jeg åbner den, udsætter mig for! Jeg har ikke noget fast skærmbillede, så jeg bliver præsenteret for et udvalg af udvalgte fotos som startbillede. For tiden er det altså dette billede, der er til mig.

Det er ikke fair. Det er så langt under lavmålet fra min pcs side, at det nærmer sig direkte chikane, et målrettet hug lige ind i mine inderste følelser, en stampen rundt i alt det, jeg elsker og savner og en direkte ondskabsfuld påmindelse om alt det, der er taget fra mig. Det var heller ikke fair i sidste uge. Da skulle jeg adskillige dage konfronteres med Carrick-a-rede hængebroen, og hvor vidunderligt der lige er i dens nærhed.

Man bliver sådan lidt skizofren, både overfor sin computer og i det hele taget, når det meste liv er stjålet fra en. Det er lige før, jeg bliver overmopset på DR, fordi de understår sig i at sende såvel Lewis som Endeavour og nu, for ligesom at træde i det, er begyndt med Shetlandskrimierne. Men det er nu slet ikke det, indlægget skal handle om.

Meget mere, at jeg bliver mere og mere mistænksom overfor den satan af en pc. For spørgsmålet tårner sig op: Hvor meget VED den egentlig om mig? Hvor mange spor efterlader jeg mig ubevidst nærmest hele tiden, som den så lagrer og da i den grad bruger mod mig? Man kunne vel også spørge sig selv om, hvordan den egentlig har det med mig? Er den min ven, eller sidder den bare der i al sin gnækkende bit-lighed og planlægger attacks lige fra hoften? Faktum er i alt fald, at de nyeste billedserier under ingen omstændigheder er sendt af en, der vil en det godt eller værdsætter ens mentale sundhed.

De fleste kender vel det, at man søger efter ting eller oplysninger. 3 sekunder senere bliver man bogstavelig talt kørt over af en syndflod af reklamer for netop de ting, man søgte efter–eller nogle, der ligner. Tydeligvis et tæt sammenarbejde mellem google og f.eks. Facebook. Har man været inde på et firmas hjemmeside, går samme firma ud i et større selvsving omkring flere uger lange tæppebombardementer. Forleden søgte jeg efter en bestemt nisse (havde købt en, som jeg efter bedste overbevisning mente manglede en træsko–det gjorde den også!), og nu er mit computerliv nærmest gået i nissemode. Jeg har nisser overalt på mine sociale medier, og det er slet ikke spor hyggeligt mere. Her i oktober.

Værst var det dog dengang, for nogle år siden, hvor jeg var ved at planlægge et undervisningsforløb, hvor Rolling Stones I can`t get no Satisfaction ville passe så smukt ind. Så jeg søgte på det, jeg troede var sangen. Det var det så ikke. På computersprog giver ordet satisfaction direkte adgang til andre former for oplysninger. Jeg døjede med detaljerede nærbilleder af ualmindeligt velvoksne javerter i månedsvis. Samt er først for nyligt undsluppet talrige gode tilbud på Viagra og vellystne, polske piger.

Det er som om, ens pc i virkeligheden er en slags udvidet privatdetektiv, der som sin ypperste formål har at vide alt om en. At trænge ind i ens inderste og ramme der, hvor det nogle gange gør allermest ondt. Man får sådan en underlig fornemmelse af at være overvåget, af ikke at kunne foretage sig noget, uden at det får ganske mærkbare følger. Faktisk er der ligefrem tidspunkter, hvor man opgiver en søgning, fordi man godt kan tænke et skridt frem og bare ikke orker 5 måneders intensiv beskydning af perifere produkter. I alt fald skal man, kan jeg meddele, undlade enhver form for satisfaction i samtlige søgninger.

Det underlige er, at det er så svært som menneske, eller tænkende menneske, at forholde sig til, at det hele består af nogle logiske systemer, der bare arbejder med de data, de får. Jeg er garanteret ikke den eneste, der ind imellem ligefrem personificerer min pc og taler til den, som om der sidder en lille mand derinde og arbejder med/mod/for mig. Når dette skærmbillede igen, igen dukker op til gråd og tænders længsel, så siger jeg faktisk et par ord til ham. I stil med, at det kan han F… ikke være bekendt, og hvem tror han egentlig, han er!

Heldigvis skifter de ufrivillige skærmbilleder efter en god uges tid. Jeg går ud fra, at ham idioten derinde ved så meget om mig, så jeg i næste uge skal på yderligere smuk rundtur på de britiske øer. For han må vel vide, at jeg elsker den slags broer. Og lige nu selve symbolet på, indbegrebet af alt det, jeg har mistet og savner så forfærdeligt!

Continue Reading

Om kålorme.

For et stykke tid siden købte jeg dette orgie i farvet plastik på et marked. Det var før, jeg fik børnebørn, men alligevel må jeg have været slået af en helt beundringsværdig forudseenhed. Have kunnet spå om dette syntetiske dyrs strålende fremtid.

For det har det fået. Kålormen er, uden nogen form for konkurrence fra alle sine pædagogisk korrekte fætre og kusiner i træ, det mest populære stykke babylegetøj, huset kan stille op med. Der er ingen grænser for, hvad den kålorm kan. Den er temmelig ledløs og formet i relativt mundrette babystykker. Selv antennerne kan man få stoppet ind i munden. Ved samme lejlighed får man så lidt rust med. Selve kroppen kan vringles og slås mod snart sagt alt i alle tænkelige og utænkelige vinkler, og selv de, der endnu ikke har helt egenkontrol over ekstremiteterne, kan sagtens ramme kålormen, for der er godt ½ meter orm at sigte efter. Allermest genialt er det, at når der er mere end en baby på besøg–og alt andet legetøj er komplet uinteressant–så er kålormen lang nok til, at man bare kan få hver sin ende. Man kan sagtens dele en kålorm, selv om det selvfølgelig altid er den ældste og mest arm-kontrollerende, der ender med antennerne som præmie. Det skal man nemlig lige vide om kålorme: Antenneenden er den bedste!

Det slår mig selvfølgelig, at selv om man er lillebitte og just har opdaget, at man også er udstyret med arme og ben, så har man alligevel klare præferencer, hvad angår legetøj. Hende den fornuftige bedstemor, som i den grad har rippet genbrugene for trælegetøj–hendes legetøjssmag har ingen gang på jorden i konkurrence med en kålorm i plastik. Enhver baby ved da instinktivt, at farvestrålende, leddeløse larver med rustne antenner til enhver tid overgår alt det pædagogiske pjat. Bling-bling er sagen. Tilsat plastik og lidt rust.

Jeg tænker samtidig også på, hvornår man vokser fra sin dårlige smag. Selvfølgelig er der nogle mennesker, der i mine øjne aldrig gør det, men det er noget helt andet. Jeg tænker mere på, hvornår man graduerer fra plastikorm til noget lidt mere kunstnerisk forsvarligt. Og så tænker jeg også på, om jeg mon selv huskede at gå fuldstændigt, totalt, crazy amok i kålorme, dengang jeg selv var baby. Fik fyldt min kvote af farvestrålende plastik forsvarligt op, så jeg sagtens, gennem resten af mit liv, kunne gå forbi fristelser af så overvældende art og i stedet købe noget fornuftigt.

Men står nogen og skal have babyer på besøg i nærmeste fremtid, så er her selve kernen til at blive den ultimative succes: Køb en kålorm!

Continue Reading

Om Krænke-Danmark. Igen, igen.

Jeg har egentlig holdt lav profil omkring den senere tids overstrømmende mange krænkelsessager ( som de kaldes!), fordi jeg ikke har haft den rigtige mavefornemmelse omkring, hvor jeg selv står. Men, som med så mange andre ting, er der issues, der er så væsentlige, at man ligesom er nødt til i alt fald at have en form for mening. Sager, hvor man ikke bare kan være neutral og snakke udenom. Især fordi man er kvinde.

Jeg har samtidigt været meget bekymret for at lade mig rive med af sociale medier og medier generelt, fordi det netop i de aktuelle sager har været en meget betænkelig- og farlig- tendens, at såvel ofre som gerningsmænd udelukkende er blevet bedømt på, somme tider endog nærmest diagnosticeret på, hvad man kunne læse om dem i medierne. Det er hverken fair eller tilrådeligt. Vi er forbavsende hurtige på triggeren, når det gælder folkedomstole og offentlige gabestokke, og det klæder os ikke. I øvrigt har de magtmænd, som de sidste ugers sager har drejet sig om, fået den ultimative, for magtmænd nærmest altødelæggende straf: De har tabt deres magt!

Alligevel er der to ting, der slår mig omkring de aktuelle sager. Langt fra personlige omkring de involverede, men som en klar tendens. Den første er substansen af sagerne. Mængden, om man vil. Det er, fra nogle sider, let at grine af, endog afvise som hysteri, den enkelte hånd på låret. Eller det enlige slik i øret. Men når det hele pludselig eskalerer og drejer sig om utallige hænder på fremmede kvinders lår og et helt utilbørligt slikkeri, så har vi et problem. For når en enlig svale bliver en tendens, så må vi tage det alvorligt og reagere. Og det er netop, hvad vi ser lige nu. Det vrimler frem med fugle på steder, hvor de ikke hører til.

Det fører egentlig direkte videre til det næste. Nemlig at når det forholder sig sådan, at tusindvis af, hver for sig måske små, krænkelser finder sted, så må det hele have en underliggende årsag. En forklaring. Jeg tror, forklaringen i al sin enkelthed går ud på, at for mange mænd er kvinder stadig ikke ligeværdige. Man kan ikke bilde sig selv ind, at det skulle være fuldstændigt legalt at forulempe en anden, med mindre man ser samme anden som sin egen underordnede. Magtmænd lægger ikke hænder på hinandens lår. Det tør de ikke. Selve tanken er utænkelig. Men med personer, der som sådan ikke rangerer på samme niveau, er det en ganske anden sag. Jeg er ganske og aldeles overbevist om, at når den uvelkomne hånd lægges på det fremmede lår, så eksisterer der ikke en frygt for repressalier, en angst for at blive til grin og en erkendelse af at være et dumt svin. Der eksisterer udelukkende en indgroet tro på, at det er man i sin fulde ret til. For nogle endda så overmodigt, at de sikkert tror, kvinderne bliver smigrede ved ren håndspålæggelse, af opmærksomheden fra overherren samtidig.

Personligt går jeg ikke rundt og placerer mine legemsdele på fremmede mænds ditto. Jeg slikker dem heller ikke i øret eller presser dem ind mod mig på dansegulvet, ligesom jeg heller ikke stikker min hånd i deres bukseben og gnider dem på lemmet. Bare tanken gør mig flov. Samt, må jeg nok indrømme, fylder mig med en smule fysisk ubehag. Men vigtigst er vel, at jeg ikke tør. Jeg kan ikke se noget menneske for mig, i forhold til hvem jeg ville være i en så overordnet position, at jeg kunne tillade mig overhovedet at overveje tanken. Og jeg er alvorligt bange for, at det er fordi, jeg er kvinde. Godt nok er mænd uhyre stupide på adskillige områder, men jeg ser ikke mig selv som tilhørende et overordnet køn i forhold til dem. Et køn, der legalt kan tage sig friheder af den uforståelige årsag, at der i nogles hoveder eksisterer en indiskutabel norm om, at det andet køn ikke er ligeværdigt. Man kan nemlig ikke behandle kvinder som shit, hvis man ikke basalt ser dem som mindre værdige. Det ville man ikke turde!

Så for mig er det væsentlige, at substansen af alle disse sager er skræmmende, samt at netop substansen understreger, at mange mænd stadig ser sig selv som overordnede i forhold til kvinder. Derfor er det i min optik lige præcis der, vi skal ind og have fat i problemets rod. Vi skal have ændret nogle helt basale tankegange og skabt en kultur, der bygger på ligeværdighed. For så længe bare en hånd lægges på det forkerte lår, så beviser den med al tydelighed, at ligestilling mellem kønnene stadig er et issue, der skal tages seriøst og virkelig arbejdes med.

Continue Reading

Om Corona-tøj-krisen.

Siden midt i marts er det blevet til et par sko. Mest fordi det par af samme slags, jeg havde i forvejen, var ved at afgå en langsommelig, men også meget usammenhængende død. Jeg havde, med andre ord, gået dem ihjel. Og det, må man jo samtidig sige, er en rigtig nobel død for et par sko: De op- og udfyldte deres liv og formål.

Men det er slet ikke det, der er pointen. Siden midt i marts har jeg så ikke købt andet. Ingen tøj, ingen sko. ABSOLUT ingen. For folk, der kender mig og mine vaner, kan det lyde som en utroværdig påstand, men den er god nok. For mig selv, som også kender mig og mine vaner, er det en chokerende, uventet opdagelse, som pludseligt giver mig ny indsigt i mit eget inderste. Coronakrisen synes at have forvandlet mig fra superbruger til den ultimative novice. Sådan, bare!

Jeg kan godt se begrundelserne. For det første køber jeg det meste af mit (kan jeg nu se) overforbrug i udlandet. Men når ens arbejde ikke eksisterer og fører en derud i verden, så er der ikke alle disse fristelser at blive lokket af. Der har ikke været spekuleret i kursen på udenlandsk valuta og investeringer i tekstiler dette år. Selv om jeg da godt kan se i strømpeskuffen, at jeg noget så gevaldigt trænger til en tur til Belfast, hvor man køber gode strømper.

Det leder mig videre til, at jeg sagtens kan gå rundt med hullede sokker. Den rimelige nobelhed og fornuft i forhold til endog særdeles blæsende forhold, der normalt præger mine indkøb, er blevet en uvæsentlig faktor. Når man ikke skal ud og repræsentere et firma uden at fryse eller blive våd derude på stepperne, så er det jævnt hen underordnet, hvad man ifører sig. Der er jo alligevel ingen, der tager den fjerneste notits. Jeg har 3 elskede par bukser fra Uniqlo i samme farve og model, og selv om farven over sommeren er skiftet fra blå til udvandet blå på dem alle, så passer præcist 3 par med, at der altid er et, der er rent. Så kan man bare tage det samme på som dagen før og samtidig helt undgå at spekulere på, hvad man skal have på. Det er det, der ligger på skamlen. Hovedproblemet består ikke i variation, men i, om de 3 par står distancen, indtil krisen er ovre. Skal man endelig ud blandt andre, hænger der jo tonsvis af pænt tøj i skabet, som i disse tider skriger efter at blive brugt. Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at en stor del af det sikkert bliver håbløst umoderne, inden det nogensinde får en troværdig renæssance. Altså, med andre ord, en Fandens god grund til, jeg overhovedet skal tage det på.

For det tredje kræver nyindkøb, at man har økonomi til at betale for dem. Man stjæler ikke bare tøjet ved at rive det ned af stativerne. Med en indtjening på 0.0, står der ikke lige tøj på budgettet. Nærmere rugbrød. Desværre har jeg heller ikke kunnet deltage i forbrugsfesten omkring feriepenge og pensionistmidler, da freelancere ikke opsparer feriepenge, og jeg ikke er gammel nok til at være pensionist. Jeg går ud fra, jeg ikke er den eneste, der faldt mellem de 2 stole, men jeg tror samtidig ikke, vi er mange.

Så er spørgsmålet så, om det par sko står som en skamstøtte over savn og store længsler, over en verden, der går mig tøjmæssigt imod, og en tilværelse med store afsavn? Ikke som sådan. For det første kan jeg jo bruge det lager, jeg har, og samtidig på stor skala medvirke til at mindske både forbrug og klimaproblemer. For det andet har dette været et intensivt anskuelighedskursus i, hvad man kan nøjes med, og hvad jeg på ingen mulig måde behøver. Historien om de sko, jeg gik ihjel er i og for sig sigende, for i bund og grund er det egentlig sådan, man skal leve sit påklædningsliv. Slide tingene op, før de skal erstattes. Gå, stå eller sidde dem til døde.

Så det, jeg savner, er ikke den bestandige hiven bøjler frem til nye anskaffelser. Men jeg savner alt det, der også følger med. Alt det uden om tøjet og skoene: At slentre ned ad en fin gade i en eksotisk by og kigge. At gå på raid i hovedstæders og andre byers små butikker og alle de steder, jeg elsker at komme. At være fri til bare at roame mine jagtmarker–uden mundbind, restriktioner og bakterieforskrækkelser. At gå ind i netop DEN butik, hvor jeg er kommet i årevis og ose seriøst. Jeg savner også at komme op på bjerget i Moll`s Gap og grovgennemgå udbuddet i Avocca, for nu at være helt konkret! Og–ikke mindst–arbejdsmæssigt at komme ud i verden og tjene penge nok til, at jeg kan forsvare overfor mig selv, at jeg også kan bruge dem.

Så mens verden stadig er fastholdt i sit Coronaspænd, så tager jeg trofast mine Uniqlo på hver morgen, blegere og blegere for hver dag. Fortæller mig selv, at jeg har sparet en helvedes masse penge, som jeg i virkeligheden aldrig har haft og siger sagtmodigt til mine nye sko, at jeg er alvorligt bange for, at de nok også skal gås ihjel, inden det her går over.

Continue Reading

Om renovering.

Når jeg går tur i mit parcelhuskvarter, hvilket jeg rimeligt ofte gør, slår det mig, hvor omfattende renoveringsarbejder, der hele tiden er i gang. I første instans hvor mange huse, der renoveres, men sandelig også, hvor omfattende samme make-overs er. Der er tydeligvis en trend ( eller måske en økonomisk mulighed?) for tiden, der basalt går ud på, at når man køber et brugt hus, så omdanner man det i sit eget billede. Gerne så fuldstændigt gennemgribende, at updaterings-idioter som mig somme tider har svært ved at fatte, hvorfor i alverden man ikke bare river lortet ned og bygger nyt. Men også så gennemgribende og totalt, at det er normen, at man ikke flytter noget som helst ( inklusiv sig selv) ind i huset, før alt er funklende nyt på overfladen.

Dengang for mange flere mentale årtusinder siden, da vi købte vores første hus, var trenden en helt, helt anden. Man fandt et hus ud fra såvel ens økonomiske formåen, men sandelig også ud fra det, man måske kunne kalde en slags laveste fællesnævners princip. Det hus, der blev valgt, kunne som regel opfylde de fleste af ens krav samt indeholdt de badeværelser og køkkener, der mellem alle husene i udbud var dem, det var lettest at leve med. Altså leve med, indtil man på sigt ( og ingen vidste hvornår) kunne renovere dem. Man flyttede som regel ind i sit hus og tog til takke med, hvad det nu måtte byde på. Ingen, eller i alt fald kun et decideret mindretal, startede omfattende nedrivning og opbygning, allerede INDEN de flyttede ind. At shine et hus op var, underforstået for os alle, en proces, der foregik løbende. Alt afhængig af økonomi, måske antallet af familieforøgelser og andre ukendte faktorer. Et hus var et årelang, gradvist projekt, og mange af os er vel først ved at være færdige nu, hvor vi så småt er begyndt at kigge efter noget andet og mindre.

Så er det, jeg kommer til at tænke på, hvorfor det mon forholder sig sådan. Sådan lidt Queen-agtigt “I want it all, and I want it now.” Hvorfor vi blev en generation af mere eller mindre tålmodige ventere, mens vores børn har svært ved at acceptere bare små nedslag på perfekthedsskalaen. For det er jo dem, der ivrigt erhverver sig de gamle parcelhuse og ribber dem for såvel indmad, haver som farvede mursten, da nærmest ethvert nyanskaffet hus skal pudses. Det er dem, der river 5 år gamle køkkener ned ( det gør helt ondt at se på!) og helst skal have slottet totalt indflytningsklart, inden de overhovedet kan få tøjet ind i walk-in skabet.

Selvfølgelig er de økonomisk mere velstillede, end de fleste af os var, da vi var unge. Spørgsmålet er bare, om vi også ville have brugt pengene på puds og nye toiletarmaturer, hvis vi havde haft dem. Det tror jeg næppe. Vi var børn af en helt anden opvækst. En opvækst, hvor der ofte manglede temmelig meget på perfekthedsparametret for, at det hele var ideelt. Og det lærte vi at leve med, fordi det bare VAR sådan. Der var godt nok mange ting, vi gerne ville have haft, men vi havde vel en klar, indbygget fornemmelse for, at noget var urealistisk, og andet måtte vente. Bare en så basal ting som at vi sparede sammen til ting–selv relativt små ting som et nyt stykke legetøj eller en ny cykel, tror jeg, lærte os en hel del væsentligt om såvel købekraft som pengenes værdi. ( Husker endnu det stereoanlæg, der tog mig over et år og to slæbsomme efterårsferier i æblerne at nå frem til!) Det forholdt sig ikke sådan, at hvis vi bare vrælede tilstrækkeligt og himmelhøjt, så kom tingene af sig selv. Man ventede. Nogle gange endda helt forgæves.

Jeg er bange for, at vi ikke rigtigt har fået lært vores børn at vente. Faktisk indebærer det også at påskønne venteperioden, fordi man netop i den glæder sig til at nå målet.

Vi lærte at bygge Rom over årtier og at vente på, at der blev mulighed for at anlægge nye tiltag. Vores børn bygger byen på en dag og er absolut ikke indflytningsklare, før hele den storstrålede by står der i al sin perfekthed.

Der er bare lige det ved det, at det da egentlig må være lidt tamt at flytte direkte ind i en sådan totalrenovering. For hvad skal man så vente på? Glæde sig til? Spare sammen til? Det bliver spændende at se, hvad det næste træk fra renoveringsgenerationen mon bliver!

Continue Reading

Sikken en fest!

Oktoberfest. Netflix.

Nu gentager jeg lige mig selv endnu engang og konstaterer igen, at tyskerne altså godt kan lave endda ovenud gode serier og film. Her er nemlig en mere af slagsen.

Det giver sig selv, hvad omdrejningspunktet er: Nemlig den store ølfest i München. At man så også oplyses om, at serien er baseret på virkelige begivenheder, er staks mere udfordrende. Det giver i alt fald et andet blik på tysk moral, grundighed og almindeligt medmenneskeligt samkvem. For her er smæk på skillingerne ( mark, vel?) med bloddryppende mord, fatale intriger, uægte børn, løgn, bedrag og ultimative magtkampe, og den slags kan tyskerne altså også lave virkelig udpenslet. Selvfølgelig er her også en Romeo og en Julie i Lederhosen, der endnu engang kommer fra stridende familier. Ung kærlighed er jo altid godt at kaste ind mellem verdens uhyrligheder.

Til trods for omdrejningspunktet er det ikke en samling øllede tumper, vi følger. Nok er her Prositter, sprøjtende krus og udringede damer, men selve plottet i serien handler meget mere om magt. Især mænd med magt, så man må vel liste sig til at sige, at det ligesom skriver sig gevaldigt ind i tidsånden. Der er underholdning ( også for husarerne!) på alle parametre, og ind imellem bliver det hele da også en smule kulørt–men sådan er det vel at være til Oktoberfest….

Den er værd at se, denne meget handlingsmættede tyske serie. Hvis man da ikke i forvejen har fået nok af mænd med magt…..

Continue Reading

Om udsigt til toiletvogn.

Det er ingen hemmelighed, at alder forøger mængden af tis, der skal ud om natten. At man efterhånden er ved at gå direkte tilbage til babystadiet, hvor det næsten synes som en personlig sejr at sove igennem. Ikke, at det sker så ofte. Samtidig er man heldigvis også ved at opnå rimelige kompetencer i at rage sig gennem mørket og med lukkede øjne og der på brættet foregøgle sig selv, at man bare har et lille break i søvnen og sagtens kan finde tilbage til den bagefter. Det er så løgn.

Faktum er, at jo ældre i alt fald jeg bliver, jo mere bliver antallet af toiletbesøg om natten næsten proportionelt med antallet af år. Jeg er også begyndt at erkende dem som en faktor i mit liv: Sover jeg på hotel ( der var engang, man gjorde den slags!) lægger jeg flugtruten, inden lyset slukkes, og jeg kunne aldrig drømme om at booke noget som helst uden eget toilet. Ingen stavren rundt på fremmede gange her, tak! Det er også mig, der som en naturlig selvfølge tager pladsen med den mest toiletnære vej i dobbeltsengen, ligegyldigt hvor vi måtte overnatte.

Nu er der så sket det, at nogle gamle vandrør i huset har bestemt sig for at revne og lække. Helt præcist sidder samme rør i væggen mellem og i gulvet under badeværelserne. Det betyder, at samme vægge og gulve skal op, og at alt, der hænger eller på anden måde er monteret på dem, skal væk. Her taler vi så alt fra fliser, over brusere, over vaske, over toiletmøbler til toiletter. Med andre ord skal mine badeværelser reduceres til gabende tomme rum i en periode.

Der er selvfølgelig en forsikring, der dækker noget af det, men som alle jo ved, så dækker forsikringer kun det, der står med stort. Det er en bagatel i forhold til, hvad der står med småt. Man må så også sige, at det vel er sådan en lille slags held i uheld, at et 25 år gammelt badeværelse da i det mindste får nye fliser for de millioner, vi indtil nu har foræret vores forsikringsselskab. Jeg er også sikker på, at det primært skyldes, at fliserne er så gamle, at de er umulige at opdrive på ny. En opgradering af de lokale forhold på badeværelserne må vi selv betale for, og, endnu engang som alle jo ved!, så er vådrumsoptimeringer aldrig billige.

Det er så også til at leve med. Det hele er til at leve med. Hvis det bare ikke var for den toiletvogn! Den, som taksatoren i al sin overvældende gavmildhed og smilende forsikrede mig om, at de sandelig nok skulle stationere i min indkørsel. Endda lige så længe det hele stod på! Man bliver i øvrigt altid skeptisk, når folk bruger “lige så længe” om huslige reparationer. Jeg skal sgu` nok sidde derude julen over.

Anyway, så bliver det da dejligt at få vandet ud af væggene. At få lugten af jordslåethed ud af huset. Så sandelig også at få noget, der minder om nye badeværelser, selv om hovedudgiften peger lige direkte på os. Men tanken om den toiletvogn er ved at gøre store indhug i min livsværdi allerede på forhånd. Bare tanken om den!

Om dagen kan det nok gå an. Selv om man vel skal have et par toiletsko stående ved hoveddøren, for det bliver sikkert nødvendigt at have sko på ved samtlige toiletbesøg. Man skal jo vade over forfløjne blade og efterårets hyppige regn for at nå sit sæde. Måske skal man endda, længere hen på vinteren, have kraftigt overtøj på på toilettet. Godt nok lovede han mig varme i vognen, men den slags har det nu med at fordufte ud til fuglene. Nej, det værste bliver nætterne. Bare tanken om dem er altså styg. At skulle bevæge sig derud i nattens mulm og mørke, kulde, regn og blæst og alt det andet ganske vederstyggelige, der også som regel foregår om natten. For slet ikke at tale om, at det er koldt.

Det foruroliger mig også, om sådan en tingest kan låses af. Jeg mener, hvad hvis den nu ikke kan? Så kan man træffe at komme søvndrukkent ragende der midt om natten og finde tilfældigt tissetrængende forbipasserende i ens egen toiletvogn. De kan endda komme og hive i døren, mens man sidder derude i den mørkeste nat. Og ingen ved, hvem det er, der sådan går rundt på villavejene og bruger toiletvognene om natten. Det er da i alt fald helt sikkert ikke folk, der samvittighedsfuldt og ordentligt passer deres nattesøvn! Derudover ved man jo heller ikke, om der sådan er forståeligt lys i sådan en vogn. Og, hvis der er, om det, at man tænder lyset der om natten, vil virke dragende på omstrejfende og områdets vilde dyr.

Det er bestemt ikke lyse (Nå nej, det foregår jo også i mørke) toilet-fremtidsudsigter. Personligt synes jeg, at toiletvogne hører hjemme på festivaller ( hvis nogen kan huske sådan nogle) og til store udendørs fester. Ikke i min indkørsel. I alt fald ikke om natten. Og jeg vil gå i skarp træning for at minimere mit natlige udtag. I årevis har jeg intet drukket efter aftensmaden for at opdæmme de natlige toiletbesøg. Måske skal jeg bare indstille al væske efter frokosten? For at være forberedt på al den forfærdelighed tanken om en toiletvogn allerede nu visualiserer særdeles klart i mit hoved.

Continue Reading