Jeg kan forstå, at begrebet forældelsesfrist tilsyneladende for tiden er sat ud af spil. Dette samme gælder i øvrigt, efter min mening, almindelig sund fornuft.

Men: Da jeg var ung, nyuddannet lærer i midten af tyverne, blev jeg kastet ind i en 3.g-klasse som vikar. I klassen var en særdeles selvbevidst ung mand, der var såvel alle pigernes håb og drøm som særdeles bevidst om, at det forholdt sig sådan.

Samme unge mand bedømte tilsyneladende den nye engelsklærer som endnu et potentielt offer for opfyldelse af egen narcissisme. I alt fald skyede han ingen midler for at gøre særdeles opsigtsvækkende opmærksom på sig selv. Det kunne foregå på mange måder, men især holdt han umådeligt meget af at placere sig liggende på bordene foran katederet ( det havde man dengang!) med hænderne under hagen og stirre kælent på læreren. Altså mig. Utallige gange verfede jeg ham væk, men han var ualmindeligt insisterende. Og vedholdende. For havde jeg negligeret ham længe nok, kunne han såmænd finde på at tage sin stol og placere den klods op ad min, bag katederet, i timen. Utallige var de små, søde blikke, jeg fik, og lige så utallige var de gange, jeg prøvede at sætte ham på plads. At forklare, at jeg faktisk fandt ham røvirriterende og infantilt uinteressant, hjalp ikke. Det lod han sig ikke spise af med.

Faktisk var jeg ved at gå lidt op i limningen over den særdeles uønskede interesse, som jeg bare ikke kunne få ham til at forstå var særdeles uigengældt. Jeg tror, det tog flere måneder, inden den tåbelige unge holdt op med at henslænge sig på de borde. Og accepterede mig som et voksent menneske med interesser, der på ingen måde indbefattede hans juvenile tåbeligheder. Dog kom der det positive ud af det, at min bidende ironi overfor ungersvenden overbeviste i alt fald en god del af klassens piger om, hvor totalt latterlig han var.

Anyway, nu er det så, jeg spekulerer alvorligt på, om jeg i virkeligheden har gået rundt med store ubevidste traumer siden dengang i midt-firserne. Altså så store, at jeg bare må ud med dem i ly af tidens bekendelsestrend. Det her er da større end så meget af det andet, vi hører om.

For så kan jeg være med til at skygge over alle de forfærdelige krænkelser mod kvinder, som vi slet ikke har overskud til at fokusere på for tiden. Vi drukner i bagateller og ser ikke alle de mange kvinder, der virkelig ER blevet krænket. Og har så meget brug for hjælp.

Dette slog mig, altså den gamle historie, da jeg læste, at en anden af samme skoles gamle elever har følt sig nødsaget til at sende en offentlig undskyldning ud, fordi han for 20 år siden gjorde noget, der pludselig, med 20 års forsinkelse, er blevet dumt. Lad mig bare slå fast, at det altså ikke var Jesper Petersen, der lå der på bordet og spillede Fandango. Det var han alt for fornuftig til.

Og jeg vælger samtidig at grine af den tåbelige ungersvend, der der i midt-firserne opførte sig lattervækkende. Åh, Gud, lad os da komme videre og koncentrere os om det, der er vigtigt, væsentligt og som, hvis vi ignorerer det, er virkelige, ondskabsfulde krænkelser mod kvinder, der bare fortsætter!

Jeg har egentlig holdt lav profil omkring den senere tids overstrømmende mange krænkelsessager ( som de kaldes!), fordi jeg ikke har haft den rigtige mavefornemmelse omkring, hvor jeg selv står. Men, som med så mange andre ting, er der issues, der er så væsentlige, at man ligesom er nødt til i alt fald at have en form for mening. Sager, hvor man ikke bare kan være neutral og snakke udenom. Især fordi man er kvinde.

Jeg har samtidigt været meget bekymret for at lade mig rive med af sociale medier og medier generelt, fordi det netop i de aktuelle sager har været en meget betænkelig- og farlig- tendens, at såvel ofre som gerningsmænd udelukkende er blevet bedømt på, somme tider endog nærmest diagnosticeret på, hvad man kunne læse om dem i medierne. Det er hverken fair eller tilrådeligt. Vi er forbavsende hurtige på triggeren, når det gælder folkedomstole og offentlige gabestokke, og det klæder os ikke. I øvrigt har de magtmænd, som de sidste ugers sager har drejet sig om, fået den ultimative, for magtmænd nærmest altødelæggende straf: De har tabt deres magt!

Alligevel er der to ting, der slår mig omkring de aktuelle sager. Langt fra personlige omkring de involverede, men som en klar tendens. Den første er substansen af sagerne. Mængden, om man vil. Det er, fra nogle sider, let at grine af, endog afvise som hysteri, den enkelte hånd på låret. Eller det enlige slik i øret. Men når det hele pludselig eskalerer og drejer sig om utallige hænder på fremmede kvinders lår og et helt utilbørligt slikkeri, så har vi et problem. For når en enlig svale bliver en tendens, så må vi tage det alvorligt og reagere. Og det er netop, hvad vi ser lige nu. Det vrimler frem med fugle på steder, hvor de ikke hører til.

Det fører egentlig direkte videre til det næste. Nemlig at når det forholder sig sådan, at tusindvis af, hver for sig måske små, krænkelser finder sted, så må det hele have en underliggende årsag. En forklaring. Jeg tror, forklaringen i al sin enkelthed går ud på, at for mange mænd er kvinder stadig ikke ligeværdige. Man kan ikke bilde sig selv ind, at det skulle være fuldstændigt legalt at forulempe en anden, med mindre man ser samme anden som sin egen underordnede. Magtmænd lægger ikke hænder på hinandens lår. Det tør de ikke. Selve tanken er utænkelig. Men med personer, der som sådan ikke rangerer på samme niveau, er det en ganske anden sag. Jeg er ganske og aldeles overbevist om, at når den uvelkomne hånd lægges på det fremmede lår, så eksisterer der ikke en frygt for repressalier, en angst for at blive til grin og en erkendelse af at være et dumt svin. Der eksisterer udelukkende en indgroet tro på, at det er man i sin fulde ret til. For nogle endda så overmodigt, at de sikkert tror, kvinderne bliver smigrede ved ren håndspålæggelse, af opmærksomheden fra overherren samtidig.

Personligt går jeg ikke rundt og placerer mine legemsdele på fremmede mænds ditto. Jeg slikker dem heller ikke i øret eller presser dem ind mod mig på dansegulvet, ligesom jeg heller ikke stikker min hånd i deres bukseben og gnider dem på lemmet. Bare tanken gør mig flov. Samt, må jeg nok indrømme, fylder mig med en smule fysisk ubehag. Men vigtigst er vel, at jeg ikke tør. Jeg kan ikke se noget menneske for mig, i forhold til hvem jeg ville være i en så overordnet position, at jeg kunne tillade mig overhovedet at overveje tanken. Og jeg er alvorligt bange for, at det er fordi, jeg er kvinde. Godt nok er mænd uhyre stupide på adskillige områder, men jeg ser ikke mig selv som tilhørende et overordnet køn i forhold til dem. Et køn, der legalt kan tage sig friheder af den uforståelige årsag, at der i nogles hoveder eksisterer en indiskutabel norm om, at det andet køn ikke er ligeværdigt. Man kan nemlig ikke behandle kvinder som shit, hvis man ikke basalt ser dem som mindre værdige. Det ville man ikke turde!

Så for mig er det væsentlige, at substansen af alle disse sager er skræmmende, samt at netop substansen understreger, at mange mænd stadig ser sig selv som overordnede i forhold til kvinder. Derfor er det i min optik lige præcis der, vi skal ind og have fat i problemets rod. Vi skal have ændret nogle helt basale tankegange og skabt en kultur, der bygger på ligeværdighed. For så længe bare en hånd lægges på det forkerte lår, så beviser den med al tydelighed, at ligestilling mellem kønnene stadig er et issue, der skal tages seriøst og virkelig arbejdes med.

Siden midt i marts er det blevet til et par sko. Mest fordi det par af samme slags, jeg havde i forvejen, var ved at afgå en langsommelig, men også meget usammenhængende død. Jeg havde, med andre ord, gået dem ihjel. Og det, må man jo samtidig sige, er en rigtig nobel død for et par sko: De op- og udfyldte deres liv og formål.

Men det er slet ikke det, der er pointen. Siden midt i marts har jeg så ikke købt andet. Ingen tøj, ingen sko. ABSOLUT ingen. For folk, der kender mig og mine vaner, kan det lyde som en utroværdig påstand, men den er god nok. For mig selv, som også kender mig og mine vaner, er det en chokerende, uventet opdagelse, som pludseligt giver mig ny indsigt i mit eget inderste. Coronakrisen synes at have forvandlet mig fra superbruger til den ultimative novice. Sådan, bare!

Jeg kan godt se begrundelserne. For det første køber jeg det meste af mit (kan jeg nu se) overforbrug i udlandet. Men når ens arbejde ikke eksisterer og fører en derud i verden, så er der ikke alle disse fristelser at blive lokket af. Der har ikke været spekuleret i kursen på udenlandsk valuta og investeringer i tekstiler dette år. Selv om jeg da godt kan se i strømpeskuffen, at jeg noget så gevaldigt trænger til en tur til Belfast, hvor man køber gode strømper.

Det leder mig videre til, at jeg sagtens kan gå rundt med hullede sokker. Den rimelige nobelhed og fornuft i forhold til endog særdeles blæsende forhold, der normalt præger mine indkøb, er blevet en uvæsentlig faktor. Når man ikke skal ud og repræsentere et firma uden at fryse eller blive våd derude på stepperne, så er det jævnt hen underordnet, hvad man ifører sig. Der er jo alligevel ingen, der tager den fjerneste notits. Jeg har 3 elskede par bukser fra Uniqlo i samme farve og model, og selv om farven over sommeren er skiftet fra blå til udvandet blå på dem alle, så passer præcist 3 par med, at der altid er et, der er rent. Så kan man bare tage det samme på som dagen før og samtidig helt undgå at spekulere på, hvad man skal have på. Det er det, der ligger på skamlen. Hovedproblemet består ikke i variation, men i, om de 3 par står distancen, indtil krisen er ovre. Skal man endelig ud blandt andre, hænger der jo tonsvis af pænt tøj i skabet, som i disse tider skriger efter at blive brugt. Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at en stor del af det sikkert bliver håbløst umoderne, inden det nogensinde får en troværdig renæssance. Altså, med andre ord, en Fandens god grund til, jeg overhovedet skal tage det på.

For det tredje kræver nyindkøb, at man har økonomi til at betale for dem. Man stjæler ikke bare tøjet ved at rive det ned af stativerne. Med en indtjening på 0.0, står der ikke lige tøj på budgettet. Nærmere rugbrød. Desværre har jeg heller ikke kunnet deltage i forbrugsfesten omkring feriepenge og pensionistmidler, da freelancere ikke opsparer feriepenge, og jeg ikke er gammel nok til at være pensionist. Jeg går ud fra, jeg ikke er den eneste, der faldt mellem de 2 stole, men jeg tror samtidig ikke, vi er mange.

Så er spørgsmålet så, om det par sko står som en skamstøtte over savn og store længsler, over en verden, der går mig tøjmæssigt imod, og en tilværelse med store afsavn? Ikke som sådan. For det første kan jeg jo bruge det lager, jeg har, og samtidig på stor skala medvirke til at mindske både forbrug og klimaproblemer. For det andet har dette været et intensivt anskuelighedskursus i, hvad man kan nøjes med, og hvad jeg på ingen mulig måde behøver. Historien om de sko, jeg gik ihjel er i og for sig sigende, for i bund og grund er det egentlig sådan, man skal leve sit påklædningsliv. Slide tingene op, før de skal erstattes. Gå, stå eller sidde dem til døde.

Så det, jeg savner, er ikke den bestandige hiven bøjler frem til nye anskaffelser. Men jeg savner alt det, der også følger med. Alt det uden om tøjet og skoene: At slentre ned ad en fin gade i en eksotisk by og kigge. At gå på raid i hovedstæders og andre byers små butikker og alle de steder, jeg elsker at komme. At være fri til bare at roame mine jagtmarker–uden mundbind, restriktioner og bakterieforskrækkelser. At gå ind i netop DEN butik, hvor jeg er kommet i årevis og ose seriøst. Jeg savner også at komme op på bjerget i Moll`s Gap og grovgennemgå udbuddet i Avocca, for nu at være helt konkret! Og–ikke mindst–arbejdsmæssigt at komme ud i verden og tjene penge nok til, at jeg kan forsvare overfor mig selv, at jeg også kan bruge dem.

Så mens verden stadig er fastholdt i sit Coronaspænd, så tager jeg trofast mine Uniqlo på hver morgen, blegere og blegere for hver dag. Fortæller mig selv, at jeg har sparet en helvedes masse penge, som jeg i virkeligheden aldrig har haft og siger sagtmodigt til mine nye sko, at jeg er alvorligt bange for, at de nok også skal gås ihjel, inden det her går over.