Det er altså virkelig underligt at sidde her og minde sig selv på at få meldt afbud til tandlægen. Jeg har nemlig en tid på onsdag. Jeg er ikke blevet syg og dårlig–eller har forventninger om at blive det. Jeg skal heller ikke akut noget andet eller uopsætteligt, og i disse tider kalkulerer ingen vel med pludselig at skulle noget sjovt, der betyder, at det mindre sjove må lade livet. Jeg lider heller ikke (ret meget) af tandlægeskræk og er gået ind i udsættelse på udsættelse. Jeg ville, med andre ord, ganske rimeligt gerne være gået til tandlæge på onsdag.
MEN: min tandlæge bor på den anden side af den dansk/tyske grænse, så jeg er afskåret fra fysisk at nå frem til ham. Jeg kan simpelthen ikke komme over den grænse. Med mindre jeg har et arbejde eller andet uopsætteligt at skulle derover efter, og lige der har jeg nok ikke noget godt kort med en sølle tandlæge. Måske skal jeg, siges der, også i en 14 dages karantæne, hvis jeg alligevel bryder alle regler for at nå frem til min tandlæge. Det, synes jeg, sådan lidt er at overgøre tingene.
Det får mig til at tænke på 2 ting. For det første hvor vigtig åbenheden ved den grænse er. Et faktum, som mennesker, der ikke bor eller har tilknytning til grænseegnene, nok ikke er så bevidste om. Der er tusindvis af folk, der hver dag pendler over grænsen pga. jobs. Mens jeg arbejdede på en arbejdsplads med ca. 100 ansatte, boede der altid mellem 2-5 på den anden side grænsen. Jeg siger ikke, det er normen, men det er nok ikke meget ved siden af. Udover dem er der varer, der skal ind og ud, og skolesøgende, der af den ene eller anden grund uddannes i et andet land end det, de bor i. For slet ikke at tale om de helt personlige årsager til daglig grænsekrydsning af kærester, forældre, børn og andre familiemedlemmer, som, som det jo er helt almindelig i grænseegne, bor på hver sin side. Og så har jeg slet ikke nævnt det, måske i denne tid ret overflødige, at vi faktisk handler en del over grænsen. Ikke blot i Fleggaard! Forleden hørte jeg f.eks. om et bageri i Padborg, der virkelig er i problemer. De bager wienerbrød til tyskerne ( tyskere er vilde med dansk wienerbrød!) , og de fleste af deres ansatte er i øvrigt også tyskere. Nu har de så udfordringer med både at få deres ansatte frem samt at sælge deres varer. Det har Fleggaard nok også! På positivsiden kan man så her håbe, at alle danske købmænd i samme område får deres livs julehandel! Men det ændrer ikke, at livet er blevet meget, meget besværligt for alle, der af den ene eller den anden grund skal over den grænse, som vi ellers til daglig blot ser som et irritationsmoment, hvor vi en 5 minutters tid må sætte farten lidt ned.
Den anden er den altdominerende klaustrofobi, jeg selv føler, jeg lider mere og mere af, og som, hvis man dyrker den, nærmest virker kvælende. Følelsen af ikke at kunne komme nogen steder og sammen med den den selvpålagte spændetrøje for, hvad man egentlig tør foretage sig i form af bevægelse nogen steder hen. Ikke fordi, jeg lige står og skal nogen steder eller har konkrete planer om at rejse til Uggabuggaland, men mere fratagelsen af muligheden for både at bestemme selv og at turde. I mit anarkistiske indre er det lige før, jeg virkelig BRÆNDER efter at komme til tandlæge, men samtidig ikke har modet til det. Og det er da aldrig sket før, samt finder udelukkende sted, fordi jeg ikke kan og tør. Det er lidt som om, man ikke kan ånde igennem, trække vejret frit og nydende. Eller akut og impulsivt foretage sig ret mange ting. Forleden, da jeg skulle til KBH, valgte jeg f.eks. at tage bilen. Det gør jeg ellers kun i de få tilfælde, hvor jeg skal have store ting med over bæltet. Det var heller ikke fordi, tanken om at skulle til storbyen virkede specifikt tillokkende, for storbyer er klaustrofobisk menneskefyldte og derfor potentielt smittefarlige for tiden. Men samme følelse af klaustrofobi, eller selv-indespærring, dominerede. Det er ingen fornøjelse at gå rundt i KBH for tiden. For udover fysiske, regeringspålagte grænser for, hvor vi kan bevæge os hen, så eksisterer der også selvpålagte klaustrofobigrænser. Grænser for, hvad vi har mod til at udsætte os selv for. Den Corona påvirker ikke blot vores statstilladte bevægelsesmønster, men den har også en indbygget, mental bevægelsesbegrænsning.
Så den grænse dernede bliver sådan en symbolsk bom på, hvordan vores liv ser ud lige nu. Vi kan ikke, i alt fald de fleste af os, komme over den, men samtidig har vi faktisk heller ikke den fjerneste lyst til at gøre det. Så kunne man jo selvfølgelig indvende, at det da er positivt, og at tingene i så fald passer sammen. Men det fratager jo ikke mig ( og sikkert mange andre) den kvælende fornemmelse af ren, dyb klaustrofobi, af at være spærrede ufrivilligt inde af både det udefra som det indefra pålagte.
Mens jeg så vil glæde mig til engang, ad åre, at kunne krydse grænser og ånde dybt, frit og livgivende, så vil jeg lige finde nummeret på min tandlæge. Og melde afbud til verden.