Om at dukke op igen.

Der har været tavshed på bloggen alt, alt for længe. Jeg skal nok spare på detaljer fra min lidelseshistorie, blot konstatere, at talrige afslag på lige så talrige ansøgninger på ingen måde booster ens selvværd. Tæppet blev eftertrykkeligt rykket væk af Coronaen, min branche er totalt og midlertidigt afdød uden deadline, og trods en villighed til næsten enhver form for beskæftigelse var jeg tilsyneladende blevet fuldstændigt overflødig.

—Men så var det altså, at jeg–igen, igen–satte mig ned i min gode stol og tænkte, hvad i alverden jeg dog kan bruges til. Det har jeg så fundet ud af! Og heldigvis er der også andre, der synes, at jeg har fundet ud af det. Nemlig dem, der betaler mig.

Jeg tror, jeg har fundet et “job”, jeg kan lide. Og det er ikke at stikke en pind ned i halsen på mennesker, der skal Coronatestes! Det er sådan noget, man kan gøre, når man lige har lyst, hjemme ved sig selv og på ethvert tidspunkt af døgnet. Forudsat at man altså gider. Det er ganske velbetalt, men indebærer desværre også, at man sagtens kan komme til at lave et masse arbejde, som ingen kan bruge til noget som helst og ikke får en øre for. Det er betingelserne.

Grunden til, at jeg er så hemmelighedsfuld, er, at det egentlig kunne være sjovt, om nogen kan gætte, hvad det er. Jeg kan sige så meget som, at jeg vil være derude, hvor I også er. Selv de af jer, der måske helst ikke vil indrømme, at I er der. Jeg modtager ingen gætterier, hverken bekræfter eller afviser, inden I er helt sikre. Men når I træffer over mig, så tror jeg ikke, I vil være i tvivl. Så hvis nogen allerede har gæt, de forfærdeligt gerne vil af med, så hold dem tilbage, indtil I har et bevis. Det vil I nemlig have, altså et bevis, når I har fundet sandheden.

Det er ubeskriveligt at genvinde følelsen af, at man kan bruges til noget. Pengene er, i den forbindelse, ret ligegyldige. Det er meget mere det, at man føler sig set, synlig og anvendelig. Jeg har aldrig før været decideret arbejdsløs, men jeg må nok sige, at jeg har fået en indgående forståelse af, hvad det indebærer. Ikke blot økonomisk, for det er den lille del, men i overvejende grad for ens selvværd og identitet.

Men kig nu rigtigt godt efter! Nok først om nogle uger, men så vil jeg være der…….

You may also like

Skriv et svar