Om chikane.

Så fik debatten omkring sexchikane lige endnu en ny vinkel her til aften, og det vil den sikkert blive ved med længe endnu.

Det undrer mig bare, at der, for mig at se, er en vinkel på samme debat ( og alle de nogle gange meget gamle krænkelser, den har bragt til overfalden), som aldrig er kommet frem i lyset. For nok er vi kvinder ofte blevet krænket med seksuelle undertoner, såvel verbalt som fysisk af mænd , men i nogle kredse findes der også en dominerende form for nedgøring, der i mine øjne er lige så betændt og modbydelig.

På min gamle arbejdsplads var der selvfølgelig nogle latterlige, gamle narrøve, der troede, de kunne komme afsted med at (be)røre kvinder. Lad os bare sige, at den slags anså vi egentlig for temmelig idiotisk, og det gik vist hurtigt op for dem, at det ikke blev tolereret. Det var meget værre med de–især ældre og mandlige–kolleger, som udelukkende chikanerede verbalt og gik direkte efter at angribe ens faglighed. De solede sig i at få, især yngre kvinder, til at føle sig uformående, decideret dumme og ukvalificerede indenfor deres fag. De kunne lige så godt have fortalt os, at vi var utilgiveligt stupide og slet ikke egnede til at bestride et job på samme arbejdsplads som de selv. For det var det, det handlede om. Enhver ung og nyuddannet er usikker i forhold til sit fag, men det hjalp ved Gud ikke at have den flok bedrevidende og nedgørende mænd omkring sig.

Der var især en ældre kollega i mit ene fag. Jeg var, som alle andre yngre, kvindelige kolleger, hunderæd for ham. Det var i detaljer så som at gå tilbage til en anden fløj, hvis han var på vej ned ad gangen, og at flygte ( skrigende indvendigt), hvis man blev overrasket af ham i det trange bogdepot, vi dengang havde. Man kunne være fuldstændigt sikker på at få en osende ond bemærkning, som altid i sin essens gik på at tvivle på–eller i alt fald stille kraftigt spørgsmål–ved ens faglighed. Det var en anden måde at fortælle os på, at vi ikke kunne vores fag. Ikke var gode nok.

Det var selvfølgelig også den klassiske af alle klassiske historier om mænd med magt, mænd der selv tilraner sig magt, og mænd der misbruger magt. Hvis nogen lod mig personligt vælge ( hvad jeg heldigvis ikke skal!) mellem at blive taget på låret eller få en sviner på min faglighed, så kan jeg godt fortælle, hvad der gør aller-allermest ondt. Og det er ikke låret, selv om den er slem nok. At blive angrebet på sin faglighed er at blive angrebet på selve sin identitet, sit selvværd og sin tro på, at man overhovedet har ret til at være på det arbejde, hvor man dog er ansat.

Mig bekendt bekæmpede disse ronkedorer ikke hinanden på samme måde indbyrdes, selv om bemeldte kollega ikke skulle bruge lang tid til at lokalisere svaghedstegn hos yngre, mandlige kolleger. Så sagde det smæk! Lige ind i den inderste kerne af faglighed.

I øvrigt kan jeg huske, da han gik på pension. Jeg nægtede at betale til afskedsgaven og krævede, at man på kortet noterede, at jeg ikke var med i den. Jeg kan også huske, at netop hans modbydeligheder gjorde, at jeg selv var enormt OBS på at hjælpe og være venlig overfor nye, unge kolleger. Det, håber jeg da, lykkedes.

Men jeg synes stadig, at netop denne form for ubehagelig, psykisk chikane endnu ikke er kommet tilstrækkeligt op i debatten. At magtmænd altså ikke bare render rundt og tager kvinder på låret, men at mange af dem har helt, helt andre våben overfor kvinder. Jeg tror, vi alle sammen ved, at noget af det, der gør allermest ondt, er at blive angrebet på ens faglighed. Og jeg tror bestemt også, at magtmænd ved det!

You may also like

Skriv et svar