Om renovering.

Når jeg går tur i mit parcelhuskvarter, hvilket jeg rimeligt ofte gør, slår det mig, hvor omfattende renoveringsarbejder, der hele tiden er i gang. I første instans hvor mange huse, der renoveres, men sandelig også, hvor omfattende samme make-overs er. Der er tydeligvis en trend ( eller måske en økonomisk mulighed?) for tiden, der basalt går ud på, at når man køber et brugt hus, så omdanner man det i sit eget billede. Gerne så fuldstændigt gennemgribende, at updaterings-idioter som mig somme tider har svært ved at fatte, hvorfor i alverden man ikke bare river lortet ned og bygger nyt. Men også så gennemgribende og totalt, at det er normen, at man ikke flytter noget som helst ( inklusiv sig selv) ind i huset, før alt er funklende nyt på overfladen.

Dengang for mange flere mentale årtusinder siden, da vi købte vores første hus, var trenden en helt, helt anden. Man fandt et hus ud fra såvel ens økonomiske formåen, men sandelig også ud fra det, man måske kunne kalde en slags laveste fællesnævners princip. Det hus, der blev valgt, kunne som regel opfylde de fleste af ens krav samt indeholdt de badeværelser og køkkener, der mellem alle husene i udbud var dem, det var lettest at leve med. Altså leve med, indtil man på sigt ( og ingen vidste hvornår) kunne renovere dem. Man flyttede som regel ind i sit hus og tog til takke med, hvad det nu måtte byde på. Ingen, eller i alt fald kun et decideret mindretal, startede omfattende nedrivning og opbygning, allerede INDEN de flyttede ind. At shine et hus op var, underforstået for os alle, en proces, der foregik løbende. Alt afhængig af økonomi, måske antallet af familieforøgelser og andre ukendte faktorer. Et hus var et årelang, gradvist projekt, og mange af os er vel først ved at være færdige nu, hvor vi så småt er begyndt at kigge efter noget andet og mindre.

Så er det, jeg kommer til at tænke på, hvorfor det mon forholder sig sådan. Sådan lidt Queen-agtigt “I want it all, and I want it now.” Hvorfor vi blev en generation af mere eller mindre tålmodige ventere, mens vores børn har svært ved at acceptere bare små nedslag på perfekthedsskalaen. For det er jo dem, der ivrigt erhverver sig de gamle parcelhuse og ribber dem for såvel indmad, haver som farvede mursten, da nærmest ethvert nyanskaffet hus skal pudses. Det er dem, der river 5 år gamle køkkener ned ( det gør helt ondt at se på!) og helst skal have slottet totalt indflytningsklart, inden de overhovedet kan få tøjet ind i walk-in skabet.

Selvfølgelig er de økonomisk mere velstillede, end de fleste af os var, da vi var unge. Spørgsmålet er bare, om vi også ville have brugt pengene på puds og nye toiletarmaturer, hvis vi havde haft dem. Det tror jeg næppe. Vi var børn af en helt anden opvækst. En opvækst, hvor der ofte manglede temmelig meget på perfekthedsparametret for, at det hele var ideelt. Og det lærte vi at leve med, fordi det bare VAR sådan. Der var godt nok mange ting, vi gerne ville have haft, men vi havde vel en klar, indbygget fornemmelse for, at noget var urealistisk, og andet måtte vente. Bare en så basal ting som at vi sparede sammen til ting–selv relativt små ting som et nyt stykke legetøj eller en ny cykel, tror jeg, lærte os en hel del væsentligt om såvel købekraft som pengenes værdi. ( Husker endnu det stereoanlæg, der tog mig over et år og to slæbsomme efterårsferier i æblerne at nå frem til!) Det forholdt sig ikke sådan, at hvis vi bare vrælede tilstrækkeligt og himmelhøjt, så kom tingene af sig selv. Man ventede. Nogle gange endda helt forgæves.

Jeg er bange for, at vi ikke rigtigt har fået lært vores børn at vente. Faktisk indebærer det også at påskønne venteperioden, fordi man netop i den glæder sig til at nå målet.

Vi lærte at bygge Rom over årtier og at vente på, at der blev mulighed for at anlægge nye tiltag. Vores børn bygger byen på en dag og er absolut ikke indflytningsklare, før hele den storstrålede by står der i al sin perfekthed.

Der er bare lige det ved det, at det da egentlig må være lidt tamt at flytte direkte ind i en sådan totalrenovering. For hvad skal man så vente på? Glæde sig til? Spare sammen til? Det bliver spændende at se, hvad det næste træk fra renoveringsgenerationen mon bliver!

You may also like

Skriv et svar