Om kålorme.

For et stykke tid siden købte jeg dette orgie i farvet plastik på et marked. Det var før, jeg fik børnebørn, men alligevel må jeg have været slået af en helt beundringsværdig forudseenhed. Have kunnet spå om dette syntetiske dyrs strålende fremtid.

For det har det fået. Kålormen er, uden nogen form for konkurrence fra alle sine pædagogisk korrekte fætre og kusiner i træ, det mest populære stykke babylegetøj, huset kan stille op med. Der er ingen grænser for, hvad den kålorm kan. Den er temmelig ledløs og formet i relativt mundrette babystykker. Selv antennerne kan man få stoppet ind i munden. Ved samme lejlighed får man så lidt rust med. Selve kroppen kan vringles og slås mod snart sagt alt i alle tænkelige og utænkelige vinkler, og selv de, der endnu ikke har helt egenkontrol over ekstremiteterne, kan sagtens ramme kålormen, for der er godt ½ meter orm at sigte efter. Allermest genialt er det, at når der er mere end en baby på besøg–og alt andet legetøj er komplet uinteressant–så er kålormen lang nok til, at man bare kan få hver sin ende. Man kan sagtens dele en kålorm, selv om det selvfølgelig altid er den ældste og mest arm-kontrollerende, der ender med antennerne som præmie. Det skal man nemlig lige vide om kålorme: Antenneenden er den bedste!

Det slår mig selvfølgelig, at selv om man er lillebitte og just har opdaget, at man også er udstyret med arme og ben, så har man alligevel klare præferencer, hvad angår legetøj. Hende den fornuftige bedstemor, som i den grad har rippet genbrugene for trælegetøj–hendes legetøjssmag har ingen gang på jorden i konkurrence med en kålorm i plastik. Enhver baby ved da instinktivt, at farvestrålende, leddeløse larver med rustne antenner til enhver tid overgår alt det pædagogiske pjat. Bling-bling er sagen. Tilsat plastik og lidt rust.

Jeg tænker samtidig også på, hvornår man vokser fra sin dårlige smag. Selvfølgelig er der nogle mennesker, der i mine øjne aldrig gør det, men det er noget helt andet. Jeg tænker mere på, hvornår man graduerer fra plastikorm til noget lidt mere kunstnerisk forsvarligt. Og så tænker jeg også på, om jeg mon selv huskede at gå fuldstændigt, totalt, crazy amok i kålorme, dengang jeg selv var baby. Fik fyldt min kvote af farvestrålende plastik forsvarligt op, så jeg sagtens, gennem resten af mit liv, kunne gå forbi fristelser af så overvældende art og i stedet købe noget fornuftigt.

Men står nogen og skal have babyer på besøg i nærmeste fremtid, så er her selve kernen til at blive den ultimative succes: Køb en kålorm!

You may also like

Skriv et svar