Om pc-en som privatdetektiv.

Det her er, hvad min pc, hver evig eneste gang, jeg åbner den, udsætter mig for! Jeg har ikke noget fast skærmbillede, så jeg bliver præsenteret for et udvalg af udvalgte fotos som startbillede. For tiden er det altså dette billede, der er til mig.

Det er ikke fair. Det er så langt under lavmålet fra min pcs side, at det nærmer sig direkte chikane, et målrettet hug lige ind i mine inderste følelser, en stampen rundt i alt det, jeg elsker og savner og en direkte ondskabsfuld påmindelse om alt det, der er taget fra mig. Det var heller ikke fair i sidste uge. Da skulle jeg adskillige dage konfronteres med Carrick-a-rede hængebroen, og hvor vidunderligt der lige er i dens nærhed.

Man bliver sådan lidt skizofren, både overfor sin computer og i det hele taget, når det meste liv er stjålet fra en. Det er lige før, jeg bliver overmopset på DR, fordi de understår sig i at sende såvel Lewis som Endeavour og nu, for ligesom at træde i det, er begyndt med Shetlandskrimierne. Men det er nu slet ikke det, indlægget skal handle om.

Meget mere, at jeg bliver mere og mere mistænksom overfor den satan af en pc. For spørgsmålet tårner sig op: Hvor meget VED den egentlig om mig? Hvor mange spor efterlader jeg mig ubevidst nærmest hele tiden, som den så lagrer og da i den grad bruger mod mig? Man kunne vel også spørge sig selv om, hvordan den egentlig har det med mig? Er den min ven, eller sidder den bare der i al sin gnækkende bit-lighed og planlægger attacks lige fra hoften? Faktum er i alt fald, at de nyeste billedserier under ingen omstændigheder er sendt af en, der vil en det godt eller værdsætter ens mentale sundhed.

De fleste kender vel det, at man søger efter ting eller oplysninger. 3 sekunder senere bliver man bogstavelig talt kørt over af en syndflod af reklamer for netop de ting, man søgte efter–eller nogle, der ligner. Tydeligvis et tæt sammenarbejde mellem google og f.eks. Facebook. Har man været inde på et firmas hjemmeside, går samme firma ud i et større selvsving omkring flere uger lange tæppebombardementer. Forleden søgte jeg efter en bestemt nisse (havde købt en, som jeg efter bedste overbevisning mente manglede en træsko–det gjorde den også!), og nu er mit computerliv nærmest gået i nissemode. Jeg har nisser overalt på mine sociale medier, og det er slet ikke spor hyggeligt mere. Her i oktober.

Værst var det dog dengang, for nogle år siden, hvor jeg var ved at planlægge et undervisningsforløb, hvor Rolling Stones I can`t get no Satisfaction ville passe så smukt ind. Så jeg søgte på det, jeg troede var sangen. Det var det så ikke. På computersprog giver ordet satisfaction direkte adgang til andre former for oplysninger. Jeg døjede med detaljerede nærbilleder af ualmindeligt velvoksne javerter i månedsvis. Samt er først for nyligt undsluppet talrige gode tilbud på Viagra og vellystne, polske piger.

Det er som om, ens pc i virkeligheden er en slags udvidet privatdetektiv, der som sin ypperste formål har at vide alt om en. At trænge ind i ens inderste og ramme der, hvor det nogle gange gør allermest ondt. Man får sådan en underlig fornemmelse af at være overvåget, af ikke at kunne foretage sig noget, uden at det får ganske mærkbare følger. Faktisk er der ligefrem tidspunkter, hvor man opgiver en søgning, fordi man godt kan tænke et skridt frem og bare ikke orker 5 måneders intensiv beskydning af perifere produkter. I alt fald skal man, kan jeg meddele, undlade enhver form for satisfaction i samtlige søgninger.

Det underlige er, at det er så svært som menneske, eller tænkende menneske, at forholde sig til, at det hele består af nogle logiske systemer, der bare arbejder med de data, de får. Jeg er garanteret ikke den eneste, der ind imellem ligefrem personificerer min pc og taler til den, som om der sidder en lille mand derinde og arbejder med/mod/for mig. Når dette skærmbillede igen, igen dukker op til gråd og tænders længsel, så siger jeg faktisk et par ord til ham. I stil med, at det kan han F… ikke være bekendt, og hvem tror han egentlig, han er!

Heldigvis skifter de ufrivillige skærmbilleder efter en god uges tid. Jeg går ud fra, at ham idioten derinde ved så meget om mig, så jeg i næste uge skal på yderligere smuk rundtur på de britiske øer. For han må vel vide, at jeg elsker den slags broer. Og lige nu selve symbolet på, indbegrebet af alt det, jeg har mistet og savner så forfærdeligt!

You may also like

Skriv et svar