Om at rejse.

Verden er blevet kaotisk påny, og det ser lige nu ud til, at den er ved at lukke.

Det er selvfølgelig og til alle tider mest forfærdeligt for alle de, der rammes sundhedsmæssigt af Coronaen. Og de, der ude i verden rammes så økonomisk hårdt, at det bliver svært at opretholde et leveværdigt liv. Eller bare at overleve.

Men midt i al den begrædelighed og dystre fremtidsudsigter begynder der også at tegne sig en særdeles nedslående prognose for de kommende måneder. Endda måske det kommende år.

Det er indiskutabelt, at rejsebranchen er den hårdest ramte af alle brancher. At vi vil se mange konkurser og store, velrenommerede firmaer, der må lukke og slukke. I mit firma har man allerede afskediget alle “overflødige” medarbejdere, og jeg spår, at bunden ikke er nået endnu. Personligt må jeg til at affinde mig med, at jeg kommer til at tabe 2 hele sæsoner. Rub og stub. Det er ufatteligt, og det gør så ondt, at det næsten ikke er til at bære.

Ude i verden er der millioner af mennesker, der lever af, at vi tager på ferie. Lægger vores penge hos dem og deres små familiedrevne virksomheder. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det går dem og vil komme til at gå dem. Blot erindre de små hoteller i afsides egne, hvor jeg har boet, og hvor overskuddet fra mit måltid senere blev uddelt til landsbyens fattige. Lige nu er der ingen måltider at dele ud af. Og det gør endnu mere ondt at tænke på.

Helt ned i detaljerne vil vores liv blive anderledes. Selv om det i det store perspektiv er lidt latterligt, så er det nok slut med juleindkøbsturen til Fleggaard. Skal der Toffifee og Quality Street på julebordene, så må der betales overpris i danske forretninger. Alle de mennesker, der prøver at bøde på deres vinterdepressioner med ture til varmere lande i vintermånederne, må stå depressionen igennem uden solens hjælp. Der er dømt Danmark for alle, og solskin og pålidelige klimaer er faktorer, vi bare må vente på. Jeg tror, det bliver en meget lang vinter for alle. Som i MEGET lang.

Nu kan man selvfølgelig indvende, at det er et luksusproblem, at vi ikke kan rejse. Det er det måske nok for os. Men det er absolut ikke noget luksusproblem for alle de mennesker derude, at vi ikke kommer og holder dem i live med vores penge. Det er en katastrofe, at vi bliver væk. For selv om jeg allerede har skrevet det en gang, så er mine tanker bare så meget hos dem.

Vi har nok i mange år set det som en fundamental menneskeret at kunne rejse. Frit at kunne bevæge os i verden og selv vælge, hvor vi ville hen. Det er som om, dette er en form for beslaglæggelse af vores rejsemæssige ytringsfrihed, som vi slet ikke er gearede til at forstå. En spændetrøje af venten uden deadline.

For havde vi dog bare sådan en. Deadline, altså. Så var det hele ligesom til at overskue. Det stresser mig enormt, at jeg ikke aner, hvornår jeg kan komme tilbage på mit elskede og savnede arbejde. Ligesom det stresser mig akkurat lige så enormt, at jeg ikke har mulighed for at komme ud til alle de mennesker derude i verden og se, at alt er OK hos dem.

Det bliver en lang vinter. En lang vinter med konkurser og vinterdepressioner i en verden af lukket land.

Det er så her, vi må ty til clicheen, at vi da heldigvis har hinanden. Den må vi prøve at få os selv til at tro på.

Det var så dagens optimistiske glædesbudskab…….

You may also like

Skriv et svar