Om at tråde en nål.

Ind imellem får man disse, ret skræmmende, akutte påmindelser om, at tiden altså går, og man selv går noget så eftertrykkeligt med. Somme tider føles det endda som om, man selv haster langt foran tiden.

Mit liv består mest af stoppenåle på trådningsplanet. Stoppenåle er som regel alderdomssikrede med enorme nåleøjer, som man nærmest bare kan kaste sine garnender ind i uden overhængende fare for at ramme ved siden af. Stoppenåle har desværre bare det minus, at de tydeligvis er beregnede til at stoppe ( altså som i stoppe STRØMPER, hvis nogen ellers erindrer det) og derfor er alenlange, møgstive og helt uden fleksibilitet. Det er genialt til endesyning og, hvis nogen lige står og skal bruge den slags, strømpestopning, men det duer altså ikke til at sy knapper i. Eller sy andre småting på under 5 centimeters symæssigt råderum.

Så i går skulle jeg så sy noget, der på syskalaen var mindre end endetråde. Første hurdle bestod i at finde en nål i en acceptabel størrelse. Det vidner om, at jeg ikke sådan går og syr ret meget til daglig. Der er ikke mange knapper på mig, og da slet ikke nogen, jeg forliser. Heldigvis har jeg gennem årene opmagasineret et relativt pænt lager af den slags små sy-hjælpepakker, man kan tilrane sig på bedre hoteller. Dem, man stjal sammen med mini-shampooerne, dengang man ikke vidste, at de bare bestod af opgraderet silikone.

Og tænk, gennem alle de år som sådan en stak førstehjælpspakker til løse knapper har ligget i mine skuffer, da er nåleøjerne gået på skrump. Hvert eneste år har taget godt og vel en millimeter fra øjet, så der nu næsten ingenting er tilbage. Det er godt, der kun er billig sytråd i sådan nogle pakker–intet andet kan komme gennem de øjer.

Så står man der og skal tråde sin nål. Der er så der , alderdommen for alvor banker på. Ved første øjekast undrer man sig over, om der overhovedet ER et øje i kaloriussen, for umiddelbart er det ikke synligt. Dernæst bruger man det gamle trick med at sutte intensivt på tråden og prøve at få den mast ind et eller andet sted. Alt imens ens fingre synes som de forvoksede kloer på en hummer med alvorlig slidgigt. Det, man primært får fat i, er nemlig ikke enden på tråden, men sine egne tommelfingre. Så søger man lyset. Starter ved et vindue, der ikke virker, går til et andet, der vist har et bedre lysindfald, og inden man har set sig om, står man ude i sin have og kæmper en brav kamp med en skide nål og et uvenligt nåleøje. Som man ind imellem griber sig selv i at tvivle på eksistensen af. Det er udelukkende logisk tænkning, at man overhovedet gider blive ved: Hvem i alverden skulle dog producere nåle uden nåleøjer?

Når man så, efter en lang og særdeles ulige kamp, endelig får den forbandede tråd igennem, er der ikke tale om en synsmæssigt sejr. Det er ikke andet end held. I øvrigt skal man ofte gennem et antal fortvivlende “næsten-er”–altså der, hvor man har fået en lille, minimal snip af tråden gennem øjet, men bare ikke kan få fummelfingrene til at få fat i samme drillesnip. Den vil nemlig helst tilbage, hvor den kom fra. Hvilket den så gør.

Og det er da også, når man omsider står med sejren over en skide synål, at man pludselig forstår, at man har dummet sig noget så umanerligt ved bare at tråde den med et anstændigt stykke tråd, der ikke er for dovne skræddere. Man skulle jo have sat flere meter igennem, så man ligesom var dækket ind det næste lange stykke tid. Så man havde trådet tråd nok til flere måneder. År endda. Sådan at man højt og flot bare kunne blæse på enhver form for farver og sy alt med hvidt, fordi selve de indledende øvelser omkring at nå dertil, hvor man rent faktisk kan komme i gang med at sy, er så fortvivlende ondskabsfulde.

Og når jeg husker tilbage på mit livs syninger, så er det da primært selve syningerne, jeg husker. Da ikke trådningerne. Da ikke den ulige kamp med en skide synål. Det er DET, jeg mener med at få særdeles ubehagelige og akutte påmindelser om, at tiden går!

You may also like

Skriv et svar