Om Coronasmitte.

På min gamle skole er 7 lærere og 20 elever smittet med Corona. Indtil videre. Skolen er således blevet epi-centret for smitten i hele kommunen–et faktum, som en enkelt elev lige ubevidst etablerede ved at super-supersprede.

Jeg sidder selvfølgelig her og godter mig over ikke at skulle i skole, frelst fra et dagligt raid af usynlige killere, mens jeg tænker på, hvor altoverskyggende angst jeg i givet fald ville være for noget så basalt som at passe mit arbejde. Jeg sidder også her og tænker på samtlige tidligere kolleger, og hvordan de har det. Samt allermest på de af dem, der er ramt. Mest fordi de er ramt, men også fordi, det faktisk er første gang, jeg sådan for alvor kender nogen, der har fået Corona. Indtil nu har det ikke været tæt på, i kød og blod. Ikke engang naboer, eller naboers venner, har været inde i Coronabilledet.

Når det så er sagt, så er der vel egentlig også grund til at vende hele sagen på hovedet. Og tænke tilbage på de utallige vintre, og især forår, hvor influenzaepidemier har hærget på en arbejdsplads med over 1000 mennesker. Hvor man i flere måneder mødte op til halve klasser, måtte se elever gå syge hjem hver dag, og hvor fraværslisten på kolleger i den grad affødte aflyste timer. Hvor bakterier af enhver art stortrivedes i klasselokaler, der i sin tid var skrabet bygget til 24 og de sidste mange år husede 31 og en lærer, der alle skulle dele den samme sparsomme luft. Hvor sådan en epidemi med andre ord blev noget så synlig med sit logo: tomme stole!

For i grunden er det jo imponerende, at det kun er omkring 30. Ud af over 1000. Det er for mange, OK, men det er, i et parameter over samtlige de epidemier jeg kan huske, slet ikke overvældende. Man fristes næsten til at sige, at det er forbløffende få. Sammenlignet med datidens bakterielle slagmarker. Og det, jeg egentlig gerne vil sige med det er, at et så statistisk pænt tabstal i den grad bevidner, at der over de seneste måneder er sket dybe forandringer omkring, hvordan vi fysisk omgås hinanden, og hvordan vi, for nu at gøre det helt basalt, passer på os selv og andre. For at holde et smittetal nede på et sted, hvor mennesker flokkes mellem hinanden og lukkes inde i meget små lokaler sammen, må der virkelig være gjort en indsats omkring spritning, afstand og alt, hvad der ellers kræves. Det må essentielt være blevet taget seriøst og dybt alvorligt, at smitte skulle undgås. Meget ulig adskillige tidligere epidemier, hvor vi bare flokkedes uafsprittede i horder og uanfægtede skød med skarpt på kryds og tværs i de små lokaler. Vi er blevet klogere, vi er blevet fjernere, og vi er blevet afsprittede.

Så det er trist, at smitten er i omløb, men faktisk er det imponerende, at den ikke fik lov at løbe mere. For det KAN den godt. Jeg kan tydeligt erindre det!

You may also like

Skriv et svar