Dengang verden var en anden.

Af og til popper der mindefotos op på ens Facebook. Så kan man jo så mindes med glæde. Eller længes med sorg. For tiden er det mest det sidste. Det er nemlig sådan, at med hensyn til rejser kommer der ikke nye minder. Ingen nye fotos. Hvor i alverden skulle de lige komme fra? Så kan man så, hvis man klynger sig til de positive tangenter, gå en fremtid i møde uden at blive konfronteret med alt det forgangne rejsepjat. Der vil ikke komme nye minder på ens Facebook næste år….

Men i dag, sidste år, stod jeg altså i den enorme Food Hall i stormagasinet (horrible) Harrods. Det sted, de fleste elsker at hade og selve symbolet på den overdådige livsstil, som mange dengang havde mulighed for at flashe, hvis de bare havde penge nok. Der var hverken mundbind eller tvungne afstande, og der var kager nok. Der var heller ingen, der talte om pandemier og lockdowns, og der var stadig kager nok.

Jeg har ikke været i Storbritannien siden. Det gør ondt at tænke på. Allermest fordi det er en direkte sviende højre ind i, at jeg ikke har været på arbejde i over et år og stadig ikke har nogen form for troværdig deadline på, hvornår jeg nogensinde kommer det. Jeg kan også tydeligt mærke, at mit sprog er ved så småt at forsvinde–jeg har jo ligesom ikke så mange, jeg går rundt og taler engelsk med ( Eller, som vi plejede at sige i lærerkredse: Det ender med, vi begynder at tale som eleverne!), og min viden om ting og steder kan ikke lige mobiliseres, hvis jeg vækkes klokken 3 om natten og skal foredrage om Edinburgh Castle. Jeg kan mærke mine evner og min viden blive kvalt i inaktivitet. Sådan går det gamle cirkuselefanter.

Til gengæld er der en ting, jeg lysende klart husker fra besøget i (horrible) Harrods den dag. Vi var i julepyntsafdelingen, og den er stor, glitrende, helt uforskammet dyr og huser et utal af ting, i alt fald jeg ikke anede, man kunne får brug for. Det meste af pynten, altså kugler og andet, kostede omkring 500-1000 DKr. Stykket.

Og så var der den her dame, som iført pels og stilletter var ude at købe julepynt. Personligt tror jeg ikke, det var fordi, hun ikke ejede et eneste stykke julepynt i forvejen. Jeg formoder, hun bare købte nyt, altså udskiftede samtlige pyntegenstande, hvert år, selv om man vel med god ret kan konkludere, at moden indenfor julepynt dog trods alt er ret stabil.

Hun havde engageret en lille ekspeditrice, der som en anden hund fulgte hende med en kurv, som damen så kunne lægge sine indkøb ned i. Det gjorde hun så. Hele tiden. Hun bogstavelig talt rev ned af hylderne, foretog stormraids på kugler og nisser og landede adskillige af de Bambier, som briterne af uvisse årsager forbinder med jul, i kurven hos ekspeditricehunden. Allerede halvt inde i sessionen, som jeg nok har iagttaget med åben mund, var der nok til et af den slags juletræer, som flashes i haller på størrelse med den, de har i Downton Abbey. Altså meget.

Men det, der slog mig allermest, var, at damen på intet (som i INTET OVERHOVEDET!) tidpunkt kiggede på priser. Hun hev bare ned. Hun kiggede heller ikke ret meget på æstetik og pænhed. Hun hev bare ned. Jeg mener, hun raidede en butik for julepynt til mellem 500 og 1000 kr. stykket uden overhovedet at skænke prisen en tanke. At hun heller ikke skænkede pænheden en, taler også for sig selv. Med et slag på tasken købte hun nok julepynt for op mod 50.000. Ukritisk og totalt uhæmmet. Jeg har aldrig set noget lignende.

Egentlig er jeg ikke så meget forarget. Folk må for min skyld gerne selv sørge for at blive til grin for deres penge. Det var mere mekanikken i det hele, der forstummede mig lidt. Denne næsten robottiske hiven ned uden nogen tanke for, at man måske kunne have brugt sine penge anderledes. Måske endda på andre. I dag står det i alt fald for mig som sådan lidt et symbol på verden præ-Corona. Dengang vi bare kunne hive ned fra hylderne, uden konsekvenser. Ikke bare julestads, men hele verden.

Jeg har også tænkt på, om damen igen i år skal ud på sin julepynt-ekspedition, for sidste års stads er jo nok i hendes øjne dybt affældigt. På en måde tror jeg det ikke. For hvem i alverden skal hun dog dupere med sine julekugler til 1000, påmalet logo fra (horrible) Harrods, når hendes land er i endnu mere lockdown end vores? Nordjylland inklusiv.

Alligevel ville jeg give–ikke min højre arm–men i alt fald en god sæk gammelt julepynt for at kunne stå der igen i år. For hvis jeg kunne, ville det i al sin enkelthed symbolisere, at verden var gået i lave igen, at grænserne var åbne, at glæden og alt det, der er sjovt, var tilladt og returneret, og at jeg kunne komme på arbejde. Jeg ville måske endda investere i en af de der millionærkugler ( en lille, i alt fald) sådan bare for både at fejre julen, men meget mere endnu mere, at det der med (horrible) Harrods ikke bare skal være et minde, men et altid aktuelt tilbud, som man til enhver tid kan benytte sig af.

You may also like

Skriv et svar