Om de små skridt.

Mit ældste barnebarn kan gå! Noget usikkert, vringlende, tøvende, men decideret uden at holde ved noget som helst. I betragtning af at hun kun er 9½ måned, er det da, om man så kan sige, ret godt gået.

Men det er egentlig ikke det, det skal handle om. De første skridt er kun sådan en slags afsætningsrampe for at skrive om, hvordan fokuspunkterne i ens liv i den grad har flyttet sig bare i løbet af det lille år, jeg har haft de 3 guldklumper.

For mens verden byder på pandemi, kriser og masseaflivning af pelsdyr, så er jeg samtidig gået i smile, grine, vende sig, kravle, stå og gå-mode. Gået i intensiv dyrkning af, hvad mine små efterkommere dog kan imponere med fra dag til dag. Ikke som en indbyrdes konkurrence, eller som et kapløb med en verden af andre foretagsomme babyer, men som en næsegrus beundring af, hvor fantastisk sådan en begyndelse på et helt liv dog former sig. Hvor snedigt, hvor velplanlagt, hvor ualmindeligt gennemtænkt. Og hvor fantastisk, at det sådan bare lader sig gøre, nærmest af sig selv. Som om der sidder en veldrevet motor, en super-programmeret chip derinde og sørger for, at ikke bare en baby, men hele menneskehedens fremtid udfolder sig hensigtsmæssig og i et logisk tempo og en forståelig progression.

Vi snakker meget om, hvad man kan og har lært. Om hele vejen fra umælende lille frø til at kunne forholde sig til og interagere med sin omverden. Glæder os med de stolte forældre, når der pludselig kommer en ny evne til. Og undrer os egentlig over, hvor meget man kan gå op i så lidt. Hvor glad man kan blive for evnen til selv at kunne gribe om legetøj og det første, ubehjælpsomme kravl.

Og samtidig tænker jeg tilbage på mine egnes babydom. Prøver at erindre, om jeg lige så intensivt overvågede hvert skridt fremad med samme jubeltoner. Måske. I alt fald med den første. Med de næste vidste man jo godt, at de nok skulle få det lært, så der var ikke den samme hast og fokusering. Samtidig har orlovsordningerne ændret sig betragteligt. Ret beset fra de 3-4 måneder, der var dengang, til noget, der næsten ligner et år. Mine babyer var ikke superviseret af mig fra morgen til aften, og det var vel bare noget, man indfandt sig med, at tigerspringene lige så godt kunne foregå i vuggestuen som derhjemme. Sådan var vilkårene.

Måske er det derfor, at en afdeling af mit liv lige nu er dedikeret babyudvikling. At jeg altså klapper i mine hænder og næsten bliver lidt rørt, når de første skridt tages. Og at der i fremtiden bliver mange, mange flere skridt, store som små, som jeg sikkert vil gå i absolut bedstemor-svime over.

Jeg tror, det er godt for babyer (og børn) at have bedsteforældre. Så er der da altid nogen, der synes, det er ganske og fantastisk vidunderligt, når de har lært noget nyt. Det er såmænd ingen skade til for nogen som helst, at have et privat heppekor på sidelinjen og en flok cheerledere i meget moden alder. Der til stadighed forundres over, hvor velgennemtænkt hele processen omkring at blive til et rigtigt menneske dog er!

You may also like

Skriv et svar