Om naboer.

Jeg skal have nye naboer. Jeg bryder mig ikke om, at skulle have nye naboer.

Det er overhovedet ikke fordi, jeg ikke kan lide de nye, der kommer. Jeg kender dem jo ikke. Det er mere fordi, jeg sådan bare ikke rigtigt gider få dem. De er jo gode nok, dem, jeg har. Nu havde jeg lige vænnet mig til dem.

Naboer, arbejdskolleger og familie vælger man ikke selv. De er sådan nogle, man skal vænne sig til. Jeg har tit tænkt, at det ville være en udsøgt fornøjelse, om man selv kunne udpege dem, man ville indgiftes med, gå på arbejde med og bo ved siden af. Men sådan er det ikke. Man må tage, hvad man får.

For det er nemlig en stor tryghed at have gode naboer. Ikke bare i forhold til forbandede hække- og petitesseskænderier og, som nogen må, nærmest at skulle snige sig rundt om sine egne gavle for at undgå konfrontationer med djævlene på naboparcellen. Men mere fordi det faktisk er af betydning i ens dagligdag.

I min optik overrender gode naboer ikke hinanden, men viser i stedet respekt og taktfuldhed overfor hinandens enemærker. Svingdøre, belejring og uanmeldte besøg i stakkevis er ikke min ide om godt naboskab. I stedet er perfekte naboer karakteriseret ved netop det, de logisk set kan. Nemlig at VÆRE der. At være der, når man skal have opsynsfolk på under en ferie, når man skal låne en trailer, en flyttemand eller en halv kop sukker, når man har brug for en uformel snak over hækken, når samme hæk skal klippes, og når man skal dele lidt sladder om de andre naboer og kvarteret generelt. Eller holde en gadefest, hvor nabolaget kan mødes og finde et fællesskab i det basale faktum, at det, de har til fælles, er, at de bor samme sted. En tommelfingerregel er faktisk så simpel som, at man skal have lyst til at gå ud i sin have, når naboen er i sin!

Det tager tid at vænne sig til naboer. For ret beset er det jo vildtfremmede mennesker, man pludselig skal dele både hæk og dagligdag lidt på afstand med. Jeg håber bare, de nye bliver lige så gode som dem, vi allerede har. Eller allerede har vænnet os til. Vi har jo ikke selv valgt dem, desværre.

Og så må vi jo nok også lige huske på, at de så heller ikke specifikt har valgt os! Vi må arbejde seriøst på, at velkomsten består i, at VI bliver lette at vænne sig til!

You may also like

Skriv et svar