Om dagens 10 kilometer.

I begyndelsen var det decideret Coronakedsomhed, blandet med et spirende forår, der ligesom satte det hele i gang. Og så blev det ved, fordi Coronaen altså ikke gik væk, og kedsomheden sådan set heller ikke blev mindre. Men der er alligevel over alle disse måneder sket det, at mine 10 daglige kilometer er blevet en livsnødvendighed, en integreret del af mit dagsforløb og noget, jeg slet ikke kan leve uden. Heller ikke sove uden.

Så jeg går. Traver mine daglige, livgivende kilometer. Og, stik mod hvad der ellers sådan ligger til mig motionsmæssigt, nyder det. Somme tider og i alt fald en gang dagligt med mand og hund, men lige så gerne alene. Alenegang er godt for tankerne. Og benene.

Der er det fantastisk geniale ved at gå, at det hverken kræver forberedelser eller udgifter. Selvfølgelig skal man have ordentligt vind- og vandtæt tøj og sko, men det har alle vel i forvejen. I alt fald skal der ikke investeres i megadyre, specialdesignede sko, og en ordentlig vinterjakke kan for tiden sagtens holde regn og blæst fra kroppen. Og så kan man bare lade fødderne bære sig hen, hvor de nu lige har lyst netop den dag. Der er absolut intet i vejen med at gå de samme ture. Faktisk nyder jeg at se de små forandringer, der hele tiden popper op på mine ekskursioner. Mest årstidsmæssigt betinget, men sandelig også, i bymæssige områder, af renoverings- sanerings- og make over- agtig art. Man kan jo nærmest følge et helt hus blive til eller iagttage en gennemgribende renovering i daglige småbidder. Jeg har yndlingsture, og de er, fordi jeg er mig, decideret foretrukne, fordi de i min bakkeby indebærer færrest op- og nedstigninger. Jeg gider ikke trapper. Ydermere har jeg gennem disse måneder gjort opdagelser af fantastiske, for mig hidtil ukendte, steder og områder. I mit sommerhusområde havde jeg indtil i år en operationsradius på få kvadratkilometer. Det har jeg ikke mere. Jeg kender efterhånden hvert hus og hver vej mellem Als og Øster Hurup.

På plussiden tæller også, at jeg aldrig tidligere i mit trekvartlange liv har været så sulten, spist så meget–og ikke taget et gram på. Jeg har permanent røde kinder, faste lår og lyst til ordentlige måltider. Min krop og jeg er blevet særdeles meget bedre venner, partnere og har indgået en uskreven aftale om respekt for hinanden. Den overholder vi så. Jeg går mine kilometer, og den holder kæft og opfører sig ordentligt, hvilket vel er det optimale for en krop på alder med min. Endelig sover jeg meget, meget bedre. Det er vel så enkelt, at jeg er naturligt træt, når jeg går i seng.

Man får et andet forhold til vejr, når man hver dag selvvalgt er ude i det. Regn og blæst skræmmer mig ikke mere, det er ikke andet end små forhindringer, man tøjmæssigt skal tage forbehold for. Hvor jeg førhen var særdeles overtalelig til at opgive udendørs foretagender med baggrund i vejret, kan det vejr nu bare passe sig selv udenom mig. Der er ikke meget vejr, man ikke kan gå i, og den slidte cliche med, at det udelukkende er påklædning, der er vigtig, er faktisk både sand og brugelig. Omvendt bliver man også så glad, når solen skinner på ens vej. Det løfter glæden i hvert skridt.

Den allerstørste gevinst ved mine kilometer er dog næsten tankesamlingerne. Gåture er decideret befordrende for at få struktureret tanker, at få dem organiseret ud af det rod, de ofte kan være og komme hjem med en form for ny klarhed over det, der har irriteret, pint eller bare forundret en. En gåtur kan være at krybe ind i rum bare med sig selv og lade benene bære sig frem til nye erkendelser og nye ordner. Nærmest at lade hvert skridt være som forbindelsesstreger i en nødvendig brainstorm. Man bliver så afklaret af at gå. Og man går sig ind i sine afklaringer.

Jeg er sikker på, at jeg er blevet afhængig af mine kilometer. Det er ingen skade til. Afhængighed kan, når den sidder i benene, sagtens være noget positivt og livsfremmende. Noget væsentligt og ualmindeligt godt for både sjæl og legeme. Samtidig er det også der, det skal slutte. Sådan at forstå, at jeg og min krop skal have de 10 kilometer. Hverken mere eller mindre. Jeg skal ikke ud i marathongang og indbyrdes konkurrence med mine egne ben og dybe frustrationer, hvis jeg ikke er i evig progression på gåparametret. Det er lige præcis mine 10 kilometer, der gør, at jeg får mig rørt, får set mine omgivelser, får en fornemmelse af årets gang og vejrets luner og får mine tanker samlet på en yderst fornuftig måde. Så jeg både spiser og sover optimalt.

Tænk, at noget kan være så forbavsende let!

You may also like

Skriv et svar