Om at gå i NordVest.

Og det er så mig, der er gået i NordVest. Ikke vinden.

Forhistorien er, at Københavns Kommune relativt velvilligt ( og sikkert også ud fra en latent dårlig samvittighed overfor alle de kunstnere og freelancere, vores samfund lige nu er ved at slå ihjel såvel økonomisk som kunstnerisk) har stillet et beløb til rådighed for et lille Pop-up Museum om bydelen NordVest. Altså et midlertidigt sted med historier fra en bydel, der ellers normalt ikke befinder sig i historiens orkanøje. Et sted, hvor stort og småt kan udstilles og fortælle nogle gode historier om fortid, nutid, udvikling og de mennesker, der har haft bydelen som deres hjem og arbejdsplads. En bydel, der i øvrigt først blev indlemmet i Københavns Kommune i 1901. Før det var det rent Klondyke. Det er der nok nogle, der mener, det stadig er.

I forbindelse med Pop-uppen skal der også være guidede ture i området, så man ligesom kan opleve de udstillede tings ophavssted. Det er dem, jeg er gået i. Virtuelt, lige nu. Men jeg må ud og trave, trave, trave, for at få det hele op under fødderne. Det er der, det sidder bedst fast.

Lige nu befinder jeg mig midt i kaos og forundring. Kaos fordi der bare er så meget materiale, som skal sorteres, ordnes, gennemlæses og bringes i system. Forundring fordi jeg nærmest er målløs–og bliver mere og mere målløs–over hvad den samling af blokke, som før bare bare var en mark ved Utterslev Mose, dog indeholder. Akkurat som i Londons East End har man i sidste århundrede placeret industri på industri i området og, uden tanke for trivsel, forurening eller andre menneskelige påvirkninger, opført lejekaserner til arbejdsstyrken lige ved siden af, så det da i det mindste var relativt hurtigt at komme på arbejde.

Det er som at foretage en indre vandring gennem selve ens barndoms landskab–samt at opleve udpræget nostalgi– at kigge på de fabrikker, der dengang var koncentrerede på et meget lille område ved Rentemestervej og Frederikssundvej. Her lå Tekno–drengedrømmen om ingeniørsæt og metalbiler– og nu genstand for nok det mest omfattende legetøjssamleri i landet. De var i øvrigt ikke helt fine i kanten, dengang, med en udpræget forkærlighed for karteldannelse. Helt i stil med næsten-naboen, Schous Sæbefabrikker, som i deres over 800 udsalg over hele landet (Matas har omkring 200) udelukkende solgte egne varer, for så kunne man spare mellemled og mange afgifter. Hvis man ikke kan huske Schous, kan man sikkert huske Tatol, som byggede på præcis samme koncept. Lidt derfra fandt man i øvrigt Glud og Marstrand, som var min barndoms blå indslæt. Især med Madammen, som vel var standardudstyr i ethvert lille hjem, og hvis produkter i øvrigt også nu er genstand for ivrige samlere. Der var også lige Ipsens Enke (Ipsen døde relativt ung, og hun var en foretagsom dame), som de fleste nok kan huske fra svulstige askebægre i grønne og brune kulører og en ret folkelig Skønvirkestil. De stod i alt fald mange steder, hvor jeg kom, og pralede med deres udgaver af adskillige dyrearter. At de også producerede Salto vidste jeg ikke. Men det skal ikke bebrejdes dem! Endelig var der lidt nede ad vejen den første begyndelse fra Harald og Thorvald Pedersen, der var kommet til byen helt fra Øster Hurup og med penge fra søster Thora fik gang i en insulinproduktion, som de senere døbte Novo. De fantastiske bygninger fra deres dengang unge og ukendte arkitekt, som hed Arne Jakobsen, kan stadig ses. Og så har jeg ikke engang været omkring Mejeriet Enigheden ( fagbevægelsens eget mejeri) og adskillige andre væsentlige virksomheder. Samlet lige der–på under 1 kvadratkilometer!

Sådan helt uden egentlig at have haft det på fornemmelsen er jeg altså vandret lige ind i et stykke unikt dansk industrihistorie. Men også, desværre, et kapitel, der for manges vedkommende endte relativt sørgeligt. Nogle af virksomhederne eksisterer endnu, som afdelinger af internationale koncerner under andet navn, mens andre er totalt væk, borte og har haft deres tid. Netop det faktum–altså at de fleste virksomheder måtte ophøre, omlægge eller sælge sig selv i 70-erne–er jo lige præcis det faktum, der i mange år har tegnet billedet af bydelen. Fra et travlt hotspot med industri og masser af arbejdere–til en bydel med industriel massedød, arbejdsløshed og økonomisk depression. Til et sted, hvor boligerne både var nedslidte og billige og derfor tiltrak et helt bestemt klientel. Herunder også et udpræget antal af andre etniciteter, der netop var i stand til at betale for husning i de nedslidte, tidligere arbejderboliger.

Men det er jo ikke der, historien ender. For i løbet af de sidste 10-20 år er der kommet grøde igen, optimisme og især kreativitet. Ude i dette Klondyke er en ny generation af iværksættere dukket op og har taget stedet til sig. I første omgang med en klar tendens mod et parallelsamfund af initiativrige indvandrere. Her er skabt Københavns svar på Mellemøstens bazarer med utallige små og store butikker, hvor udvalget sagtens kan hamle op med hjemlandenes tilbud. Der er områder, hvor man lige skal minde sig selv på, at man faktisk står i et københavnsk kvarter, selv om slagteren sælger halal, moskeens minareter troner over en, og der konkurreres på bling-bling og søde kager. Og i de senere år også en klar tilflytning af den kunstneriske undergrund ( nogle endda meget tæt på at blive overgrund og etablerede), som pibler frem i alle gamle industrikvarterer og omdanner trøstesløse områder til spræl og nytænkning.

Så der er nok at tage fat på og skabe orden i. Over 100 års omvæltninger og store historiske vingesus. Og på en eller anden måde er det vel også selve historien om vores samfunds udvikling, der er rummet indenfor disse få blokke. Netop fordi området er så relativt lille, bliver det så markant, så tydeligt. Helt konkret sådan noget med, at man næppe kan gå ind i en af de utallige baggårde, området stadig er så fuldt af, uden at finde konkrete mindelser om fortidens store og små industrier, blandet med etniske foretagender eller knopskydninger på den alternative scene. Samtidig er det også, på forunderlig vis, en nostalgisk påmindelse om ens egen barndom. Om alt det, der var, og ikke længere er. Og om, at der så er kommet noget andet i stedet.

Så lige nu blæser min personlige vind mod NordVest. Det er ret spændende!

You may also like

Skriv et svar