Oxford igen, igen, igen, igen og igen.

His Dark Materials. HBO.

Egentlig er det snyd at blande Oxford så kraftigt ind i overskriften. Men det får være.

For allermest handler det om at pippe op om, at anden sæson af fantasy-serien His Dark Materials er startet, og at man derfor på HBO kan gå i total bjørne-, hekse-, støv-, luftskibs-, helte-, skurke- og Oxfordjagt. Serien har det hele. Samtidig med, at den, som rigtigt mange andre nye serier, har en fantastisk billedside, en fænomenal æstetik. Sådan en slags blanding af Game of Thrones, sort viktoriansk mekanikfascination og skurkinder, der er taget ud af 50-ernes amerikanske gyserfilm.

Man må håbe, at serien kan rette op på de særdeles uheldige signaler, der blev tolket ind i Philip Pullmans geniale bøger, da Madam Kidman i sin tid botoxerede den til ukendelighed. For den er både spændende og rimeligt tro mod romanforlægget. Man har ingen problemer med at identificere sig med Lyra, hendes daimon ( se den, eller læs bøgerne for at finde ud af, hvad sådan en er!) og hele hendes quest for at finde ud af, hvad det mystiske støv dog er og vil, som hun står der alene i verden mellem en femme fatalsk bitch af en mor og en fraværende forskerfar, der måske/ måske ikke kæmper det godes sag. Skulle man bebrejde de første 2 afsnit, der er kommet, noget, må det være, at samme far, som spilles James McAvoy, endnu ikke har vist sig. Og det må han gerne, efter min mening. Endog særdeles gerne, for ham er jeg altså ret vild med!

Det er selvfølgelig en klar fordel at være til fantasy, hvis man går ombord i støv og luftskibe. Men nye, potentielle fantasyfreaks, der bare ikke endnu har opdaget, hvor genial genren er, kan sagtens starte deres fascination her. His Dark Materials er en god indførelse i et fantastisk univers, og så er den, som Harry Potter er det, det, man kalder portal-fantasy. Altså at der stadig er en velkendt, genkendelig verden, som man umiddelbart kan forholde sig til, men som samtidig indeholder en portal ( som perron 9 3/4 og klædeskabet i Narnia-bøgerne) til en anden, fantastisk verden.

I denne serie ligger en af portalerne faktisk midt i Oxford. Selvfølgelig gør den det. Man kommer vel næppe udenom fantasygenrens hovedstad, hvor ikke bare denne bog, mens også Narnia, Ringenes herre og Alice i eventyrland–for bare at nævne nogle ud af mange andre–blev skrevet.

Og for lige at binde en sløjfe tilbage til overskriften, så oplevede jeg ved gensynet med byen på film lige præcis den følelse, at jeg ved med mig selv, at når jeg engang (hvem ved hvornår?) igen står der, så vil jeg knibe en tåre. Måske endda nive mig selv i armen af bare forundring over, at det omsider kan lade sig gøre. Fordi det på alle måder vil markere, at Coronamareridtet er ovre, verden er berejselig, og jeg har fået det liv, jeg elsker så højt og indgående, tilbage!

Men indtil da kan jeg da i det mindste se His Dark Materials!

You may also like

Skriv et svar