Om grænsen.

Som forklaring er jeg nok nødt til at tage udgangspunkt i foromtalen til et program med Peter Lund Madsen. Programmet ville, sagde han, handle om vores hjerner, som ifølge ham er håbløst gammeldags og ret beset ikke har ændret sig siden stenalderen. Vi er, helt konkret, overhovedet ikke hjernemæssigt fulgt med tiden, så inde i låget fungerer vi altså stadig som lidt avancerede neanderthalere.

Det gør jeg så også. Især på den front, eller lap eller hvad det nu er, der handler om forråd. Min hjerne er umådeligt stenalderfokuseret på at overleve såvel vintre, indesne- og blæsninger, almindelig dovenskab og akutte nødsituationer indenfor karry, minimælk og flåede tomater generelt. Jeg har det bedst, når jeg bor med toiletpapir nok til et antal røve, der så langt og uforsvarligt overskrider enhver form for forsamlingsforbud, tandpasta nok til flere år og mange munde, slik nok til de fleste fredage i et skudår og hundemad nok til en mindre kennel. Med pensionærer.

Og så var der altså sket det, at jeg havde nået bunden. Altså virkelig tæt på at komme i traumatiserende mangel på fryseposer, opvaskebriketter, Ajax, Colaer og Panda lakridser. Så går stenalderen deroppe på toppen i selvsving og drages uimodståeligt mod syd. For alt det der, synes samme stenalder, kan man udelukkende anskaffe sig på de sydlige jagtmarker. Her kommer en snert af en mere moderne hjerne så ind over. Den, der tænker i ren pengeøkonomi, og hvad der er billigst.

Så jeg satte mig altså ned og undersøgte, hvordan man akut kommer over grænsen, når man nu ikke skal pendle, fordi man har et arbejde, der skal passes, men udelukkende fordi man har en stenalderhjerne, der er blevet upassende. Det er slet ikke let, kan jeg fortælle. Først skal man finde frem til en tysk hjemmeside, hvor man skal ansøge om indrejse. Den er, når man endelig lokaliserer den, stærkt præget af både tysk grundighed og tysk sprog. Altså på et niveau, hvor selvsamme stenalderhjerne godt nok kan blive lidt i tvivl og ligesom må gå tilbage i forsøget på registrering så mange gange, at jeg nærmest kan føle den tyske computer tage sig selv til hovedet. Eller hvad tyske computere nu tager sig til.

Men det lykkes, og jeg får endda manden med. Som appendix til mig. Bagefter bliver jeg lidt utryg ved det faktum, for hvad hvis han nu ikke vil med på turen overhovedet? Så står jeg der på den anden side af grænsen og bliver afkrævet forklaring på, hvad jeg har gjort af ham? De lukker mig garanteret ikke ud igen, hvis jeg ikke har styr på samtlige medregistrerede familiemedlemmer, for dem har de allerede understreget i ansøgningen, at de under ingen omstændigheder vil have rendende dernede.

Bagefter printer jeg i lange baner. Eksemplarer til både toldere, politi og alle de løse. For slet ikke at tale om, at jeg har det hele i elektronisk format også. Og bare tanken om at skulle krydse den grænse minder faktisk sådan lidt om dengang, man helt konkret kunne forvente at få skilt sin bil ad ved indkørsel i samtlige lande bag jerntæppet. Og selv skulle samle den igen.

Ved Kruså grænse er der påfaldende stille. Nogle få biler krydser over den danske del, men jeg forventer selvfølgelig, at selve det store slag skal slås, når vi når den tyske. Underligt nok er vi 2 minutter senere ved Fleggard. Vi må have overset den tyske grundighedskontrol, men hvordan de har overset os er er gåde, for der er sådan set ikke andre end os i området.

Særdeles oplivede af at have overlevet selve den farlige indrejse til Tyskland går vi i seriøs shopping. Det er som om, at det, at vi virkelig–uden at være kommet i 14 dages karantæne eller lagt i håndjern–er sluppet fuldstændigt umærkbart over den grænse, giver os fornyet handleblod på tænderne. Faktisk har vi 2 vogne. For når en stenalderhjerne går i forrådsindsamling, vel at mærke uden at vide, om der overhovedet BLIVER mere forråd at indsamle i månedsvis, så går den sådan en smule amok. Uden at overdrive kan jeg vist godt konkludere, at det ikke bliver vaskepulver og slik, vi går ned på det næste halve år. Eller andet.

I øvrigt er det forunderligt at gå rundt og handle i en grænsebutik på den måde i november. Hvor november i ucoronerede år er den absolut travleste, mest skubbende, mest masende, mest hysteriske, mest modbydelige og allermest stressende måned at handle i, så går det da ret pænt med de der 2 vogne i et Fleggaard, som vi deler med ca. 10 andre danske stenalderhjerner. Man kan jo ligefrem finde det, man skal have. Samt komme ind til det.

Selvfølgelig er vi ret nervøse, da vi skal mod hjemlandet igen. Det er jo der, de nok skal se alle mine udprintede papirer og kontrollere os i Colaer og røv. Hvor de måske endda tilbageholder os, fordi jeg snød med postnummeret, der skulle være længere end mine sølle 4 cifre. Så satte jeg bare to nuller mere på, og så accepterede den grundige tyske maskine. Så det er altså med tonstung bil og lidt maveondt, vi kører ned ad bakken mod grænsen. Vi spejder samtidig lidt nervøse efter, hvor det mon er, vi sådan skal i justitsforhør og forsvare vores rengøringsmidler.

Det sker så heller ikke. Der er ikke engang et skur, hvor de tjekker fæle danske hjemrejsende. Eneste levende person på den grænse er en dansk grænsebetjent, der venligt vinker os over en ellers totalttom grænse. Jeg kan næsten ikke undgå at blive lidt skuffet. At føle mig lidt snydt. At have fornemmelsen af, at det da gik alt for let. Men på en time har vi altså krydset en fuldstændigt tom grænse, tømt det meste af en Fleggaard og returneret igen, uden at en kæft, udover en smilende grænsebetjent, tog sig af det. Alle mine udprintninger kan jeg bare skrotte. Og jeg kunne faktisk også have ladet manden blive i Tyskland. Hvem ved, hvornår de lige havde fundet ham igen?

Så nu er min stenalderhjerne i hopla igen. Mine skabe er fyldt, mit forråd indsamlet, min jul reddet. Ikke, at dette skal være et eksempel til efterfølgelse, men det kan da være et til oplysning.

Og husk det med postnummeret! Bare skriv et par ekstra cifre på, så sluger maskinen det!

You may also like

Skriv et svar